Tærte og æggekage

Tærte og æggekage

Her finder I mine bedste opskrifter på tærte og æggekage. Jeg elsker simpelthen bare hjemmelavet tærte! Tærte kan laves i alle mulige afskygninger, og er nok også grunden til, at jeg elsker at lave tærter. Man kan nemlig erstatte ingredienserne med så mange forskelige ting, så det aldrig behøver, at være præcis den samme tærte man laver.

I kategorien her finder du inspiration og forslag til forskelligt fyld. Både vegetariske grøntsagstærter, nogle med kylling og/eller bacon, med laks, porretærte osv. Du finder også inspiration til tærtedej, og foreslag til ændringer i den – det kan være du ønsker en mere grøn tærtebund.

Ej at forglemme æggekage, som også bare en favorit der går igen her hjemme, og noget jeg får allermest til frokost. Jeg elsker at spise æggekage, nok også fordi jeg tænker i samme princip som tærten: den kan laves i alle mulige afskygninger. Her finder du bud på æggekager, som er tilberedt på forskellige måder, forslag til ændringer i æggekagen samt forskelligt fyld at komme i din æggekage.

 

Tærtedej

Her er forslag til hvordan du laver en glutenfri tærtedej, og en tærtedej med fuldkorn. Der er også idéer til hvordan du laver din bund mere grøn, f.eks. ved at lave din tærtedej på revet kartoffel, revet gulerod og revet ost. Hvis det skal være helt nemt, kan du jo også købe dig til en færdiglavet tærtedej og blot komme fyld i og bage den. Jeg forbager altid min tærtedej inden fyldet kommes i og den atter bages. Det gør at bunden ikke bliver blød og våd.

 

Fyld til tærter

Her på siden kan du finde opskrifter på grøntsagstærte – det kunne være en vegetarisk tærte med masse af grove grøntsager med en fuldkornsbund. Jeg har blandt andet lavet en tærte med blendet grøntsagsfyld, som er perfekt til ungerne – da der ikke er noget de bagefter kan sidde og pille fra. Du finder også krydrede tærter, som måske henvender sig mere til de voksne. Her er tærte med kylling, tærte med laks, tærte med oksekød og en masse andet. Alt i alt finder du en masse inspiration til hjemmelavet tærte.

Det er ikke kun selve fyldet, grøntsagsfyld eller kødfyld, som du kan variere i. Æggemassen behøver nemlig heller ikke være ens hver gang. Man kan lave tærte med hytteost, fetaost, mozzerellaost, cheddarost, fløde, mælk, æg osv. Du kan bl.a. finde en tærte med kylling og bacon, som er lavet med hytteost, fløde og æg. Du kan også finde en løgtærte med karamelliserede gulerødder, som er med fetaost, æg og fløde. Det er bare for at sige, at man kan sagtens bruge alternativer i en æggemasse og skifte ud i ingredienserne.

 

Æggekage

Ift. æggekager, har jeg både opskrifter med æggekage i ovn og æggekage på panden. Du finder både en klassisk æggekage der er nem og hurtig med tomat og sprødstegt bacon, æggekage i ovn med kartofler, æggekage med laks, og selvfølgelig også et bud på en nem omelet. Jeg elsker æg, både ift. dens næringsindhold, mætheden, men bestemt også smagen af æg. Æg er perfekt til frokost, både på rugbrød, som smilende æg, som spejlæg. Perfekt til en god brunch eller bare en omgang røræg til weekenden. Og selvfølgelig netop i æggekager og i en æggemasse til tærter.

Både tærte og æggekage er perfekt til frokost, men også til aften. Det er faktisk også genialt til fryseren, så du har mad til en anden god gang. Eller det kan pakkes ned og kommes med i madpakken.

Tip: Man kan hurtigt pifte en æggekage op ved at tilsætte f.eks. revet chili gouda ost, mozzerellaost eller fløde. Det giver lige lidt ekstra kant til æggekagen eller omeletten.

 

Tøm køleskabet mad

En anden god ting ved tærte og æggekage er at det er perfekt som tøm køleskabet mad. Det er muligt at komme virkelig meget i dit fyld, eller i din tærtebund. Man kan sagtens komme revet eller blendet grøntsager i både dej og fyld. Vi har ofte ingredienserne til en tærte og æggekage liggende på lager. Mon ikke du har nogle grøntsager liggende, som synger på sidste vers – dermed perfekte at smide i en æggekage eller tærte. Eller en rest mozzerellaost, som du også både kan smide i æggekagen eller tærten.

Jeg håber, at I finder det I søger. Om du er ude efter en opskrift på en god og nem æggekage, eller om det er nemme madtærter. Hvis du mangler opskrifter på de mere søde tærter, kan du se mine frugttærter her. Her finder du bl.a. en jordbærtærte, en citrontærte og mange andre lækre desserttærter.