Her finder du min bedste opskrift på pitabrød. De er, efter min smag, lige som de skal være! Nemlig sprøde udenpå og luftige og dejlig bløde indeni. Nedenfor finder du opskriften. Jeg håber, at du vil prøve den af.
Pitabrød
Her er en nem opskrift på en omgang hjemmebagte pitabrød, som er dejlig sprøde uden på, men luftige og bløde inden i. De er perfekte til alverdens fyld, både den klassiske med tun eller skinke og en masse børnevenligt grønt. Men også en lidt mere luksus udgave med pulled pork og coleslaw f.eks. Her finder du opskriften på 7 stk. De kan sagtens fryses. Så lav gerne dobbeltportion og fyld fryseren op til næste gang I skal have pitabrød.
Pitabrød er bare en dejlig nem og lækker spise. Det fede er jo bare, at de kan varieres i uendeligheder. Så man behøver ikke altid spiser de samme slags pita. Nedenfor kommer jeg med nogle forslag til, hvad du kan komme i dine pitabrød. Både forskellige dips og fyld.
Ingredienser
- 3 dl vand, koldt-lunkent
- 25 g gær
- 1 spsk. sukker
- 2 store tsk. salt
- 1 spsk. olie
- 475 g hvedemel
- en smule ekstra mel + 1 dl majsgryn til udrulning
Sådan gør du
- Kom vand og gær i en røreskål (jeg bruger røremaskine) og rør til gær er opløst.
- Tilsæt så sukker, salt og olie og rør igen
- Kom melet i og giv dejen 7-8 minutter til den er dejlig elastisk og slipper skålens kanter. Jeg starter stille og roligt og sætter derefter tempoet op.
- Kom en opklippet frysepose over skålen samt et viskestykke og lad deje hæve til dobbelstørrelse. Det tager en times tid.
- Del dejen op i 7 lige store dele, og drys bordet med lidt mel (så lidt som muligt) + majsgryn (polenta).
- Rul dem først til runde boller rundt i det her polenta og derefter med en kagerulle så flade som muligt. Mine var cirka 3-4 mm høje. Kom dem på 2 stykker bagepapir.
- Lad dem efterhæve i 20-25 minutter imens du tænder ovnen på 250 grader. Lad et bagestål eller en bageplade blive derinde, så det bliver helt varmt.
- Skru så ovnen ned til 220 grader og kom den ene omgang pitabrød (på bagepapiret) ind på den varme plade og bag dem i 10-12 minutters tid til de er hævet og er blevet let sprøde og gyldne. Alternativt kan du også bage dem på 250 grader i færre minutter – ca. 4-5 minutter, for et sprødere resultat.
- Lad dem køle af på en rist.
Idéer til fyld i dine pitabrød
Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan komme i din pita. Det er en god mulighed for, at tømme køleskabet for de grøntsager der måtte være. Spidskål, iceberg, rucola, spinat, you name it – jeg synes det hele fungerer super godt som fylde i pitabrødet. Du kan smørre din pita med forskellige dips, det kunne f.eks. være en hjemmelavet pesto eller den bedste haydari. Her kommer jeg lige med nogle forslag til lækre sammensætninger, som du kan komme din pita.
- Pulled pork, coleslaw, bagte tomater og syltede rødløg
- Køfte (tyrkiske kødboller), haydari, creme fraiche dressing og marineret rødkål
- Pulled chicken, syltede rødløg og andet grønt
- Tunsalat med grillede peberfrugter, salat, agurk, æg og oliven
- Pulled beef, tzatziki, rucola og syltede rødløg
- Pulled chicken, karrydressing, langtidsbagte tomater, agurk og salat
Andre madbrød
- Se også min opskrift på hjemmelavede bagels, som på samme måde kan fylde med alt ovenstående.
- Ovnbagte naanbrød, perfekte til supper eller indiske retter.
- Ostebrød med citronskal og frisk rosmarin, passer super godt til et tapasbord.
- Sprøde, fedtede, snaskede og krydrede hvidløgsnurrer. Server dem evt. som del af en større buffet.
- Vild med hvidløgsbrød? Så er der også det her lækre hvidløgsbrød med cheddar, mozzarella, hvidløg, persille, smør og salt. God som en let forret evt.
Følg meget gerne med på min instagram, hvor jeg også deler en masse inspiration til nemt hverdagsmad
Hej Julie
Rak for dine super skønne opskrifter. Har bestilt din bog
Jeg har lave Dine fine pita brød, men kan det passe de skal bages på 250g. De bliver hårde og mørke.
Mvh Bente
Hej Bente. Tak for din besked – det er jeg rigtig glad for at høre! Kan da godt forstå dine pitabrød bliver hårde og mørke.. Det er mig der har glemt at tilføje, at ovnen skal skrues ned på 220 grader. Det beklager jeg meget.. Håber du har mod på at prøve dem igen 🙂 Kh Julie