Luksus gammeldags æblekage med æblegrød, flødeskum, makroner og en sprød crumble på toppen. Her er en gammeldags æblekage i deluxe version!
Luksus gammeldags æblekage opskrift
Her er opskriften på en luksus gammeldags æblekage. For mig er den klassiske gammeldags æblekage jo egentlig med revet æble (se min opskrift på gammeldags æblekage her). Den er nem og meget hurtig, men her kommer jeg med mit bud på en luksus version af den gammeldags æblekage. Her er en blød æblegrød og flødeskum, knuste makroner og en knasende sprød nøddecrumble på toppen.
Luksus æblekage med crumble og flødeskum
Forberedelsestid
30 minutterTilberedelsestid
20 minutterSamlet tid
50 minutter + 1 time i køleskabetIngredienser
Æblegrød
- 800 g æbler i tern, skrællede og uden kernehus
- 100 g sukker
- 1-1,5 dl vand
- 1 stor spsk. vaniljesukker
Crumble
- 30 g mandler
- 30 g havregryn
- 30 g sukker
- 30 g puffet spelt
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 nip salt
- 70 g smør
- 2 spsk. lys sirup
Desuden
- 3-4 dl piskefløde
- 12 makroner
Sådan gør du
Æblegrød
- Skræl æblerne og skær i tern. Kom i en gryde sammen med de resterende ingredienser. Tilsæt dog gerne vandet lidt af gangen. Start fx med halvdelen af vandet, og kom så først resten i, hvis gryden bliver for tør.
- Kog i 10 minutters tid – evt. mere, alt efter hvilken type æbler du bruger. Nogle kræver lidt længere kogetid. Tilsæt evt. mere vand løbende.
- Når æblerne er møre, giver du dem en tur med stavblenderen.
- Sæt æblegrøden på køl, mens du klargør de andre elementer.
Crumble
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Smelt smør og sirup på en pande.
- Hak mandlerne groft, og rør sammen med de resterende tørre ingredienser. Vend det rundt i smør og sirup på panden.
- Kom det hele på en bageplade beklædt med bagepapir. Spred det så godt ud på pladen som muligt. Bag i ovnen i små 10 minutter.
- Lad din crumble køle helt ned på bagepladen. Skil gerne det hele godt ad, så det ikke bliver én stor klump, når det tørrer. Du kan evt. brække det lidt fra hinanden i takt med, at crumblen bliver kold.
Saml æblekagerne
- Pisk fløden til en let skum.
- Find 6 glas frem.
- Kom æblegrød, flødeskum, 2 knuste makroner og crumble i hvert glas i lag.
Andre slags æblekage a la luksus gammeldags æblekage
Det er godt nok ikke æblesæson for tiden, men når frugttræerne bugner af æbler er det altid en god idé at bruge dem til kager. Her er lidt forskellige forslag til kager med æble – både de klassiske æblekager og de lidt mere utraditionelle:
- Den helt klassiske gammeldags æblekage, som hos mig er med revet æble frem for æblegrød, er virkelig også god. Du kan jo evt. skifte revet æble ud med en æblegrød.
- Æblekage med marcipan og kanel
- Æblecrumble med en god klat creme fraiche til
- Æble makronkage
- Roulade med æbleflødeskum
Æblegrød med makroner eller hvad med karamel popcorn?
Skift gerne lidt ud i ingredienserne, hvis du ønsker variation i opskriften. Du kan f.eks. prøve at toppe med hjemmelavede sprøde salte karamel popcorn. For en lidt sundere udgave kan du også toppe med en hjemmelavet granola,
Elsker du desserter i glas?
Måske du skulle prøve en af følgende desserter i glas:
- Trifli med lemon curd og Bastogne
- Rabarbertrifli med jordbær, makroner og vaniljeskum
- Baileys tiramisu med karamelliserede mandler
- Hvid chokolademousse med råsyltede rabarber
Instagram og facebook
Følg gerne med på min instagramprofil og min facebook-side også, hvor jeg deler en masse madbilleder og opskrifter. Her er desserter og kager, men også en helt masse nem hverdagsmad, ofte med godt med grøntsager i.
Hej Julie
Hvor store glas ( dl ) har du brugt til Luksus æblekagen?
Mvh
Henriette
Hej Henriette.
Ja godt spørgsmål. Vil gætte på de kan rumme 2 dl pr glas. Måske 2,5 🙂