Trifli med lemon curd og Bastogne

Trifli er en skøn dessert, som hurtigt lige kan bikses sammen, inden gæsterne kommer eller efter hovedretten. Her har jeg erstattet den normalt meget søde dessert med en version med lemon curd, hvor den søde Bastogne-bund får perfekt modspil af den syrlige citron.

Trifli med lemon curd

Trifli med lemon curd

Trifli med lemon curd og Bastogne

Her får du min opskrift på hjemmelavet lemoncurd i en skøn kombination med Bastogne, flødecreme og brændt marengs. Anrettet i små glas kan man se de fine lag (og især den flotte gule lemon curd) igennem. Hvis du ikke har en gasbrænder, kan du også sagtens undlade at brænde marengsen.

Trifli med lemoncurd

Opskrift til 7-8 stk.

Samlet tid

35 minutter

Ingredienser

Bund

  • 150 g Bastognekiks
  • 80 g mandler

Creme

  • 2 dl creme fraiche
  • 1,5 dl fløde

Lemoncurd

  • 2 økologiske eller usprøjtede citroner
  • 1 æg
  • 2 æggeblommer
  • 60 g sukker
  • 40 g smør

Marengs

  • 2 æggehvider
  • 80 g sukker

Sådan gør du

Start med at lave din lemoncurd og marengs. Lemoncurd skal nemlig nå at køle lidt af, og marengs skal piske lidt tid, for at blive helt stiv.

Lemoncurd:

Kom citronskallen fra 1 citron i gryden sammen med saften fra begge citroner. Tilsæt æg, æggeblommer og sukker og varm forsigtigt op. Det skal ikke have særlig meget varme, rør godt hele tiden. Når det begynder at blive tykkere, tilsættes smør. Slut for komfuret og lad blot smørret smelte langsomt i gryden. Lad din lemoncurd køle af.

Marengs:

kom æggehvider og sukker i en røremaskine eller kom det i en skål og brug elpisker. Pisk 10 minutters tid til din marengs er sej og skinnende i det.

Crumble:

Kom bastognekiks og mandler i en minihakker eller foodprocessor og giv dem en tur, så de er smuldret, men dog ikke helt til mel. Der må gerne være lidt stykker af både mandler og kiks

Creme: 

Pisk fløden til en let flødeskum. Bland sammen med creme fraiche i en skål

Saml din dessert:

Tag nogle små glas frem og kom lidt crumble her i. Kom et par skefulde lemoncurd over, så cremen. Kom lidt ekstra crumble på og slut med at sprøjte små toppe af marengs over desserten. Hvis du har en brænder, kan du give marengs en lille tur – så de får det her fine brændte look.

Bedøm denne ret

Hvad er lemon curd?

Lemon curd er en syrlig citroncreme, som kan bruges i diverse desserter og bagværk. Det er også lækkert at spise som marmelade på nybagte boller. I grove træk piskes ingredienserne sammen, mens det varmes langsomt op, hvorefter cremen afkøles igen. Hvis du følger min opskrift herunder, kan det ikke gå galt, og så har du en frisk, hjemmelavet lemon curd, som lynhurtigt kan trylles om til alverdens lækre desserter. Lemon curd kan fryses ned, så lav eventuelt dobbelt portion af citroncremen. Så er du på forkant næste gang du vil lave lækre desserter med lemon curd.

 

Andre syrlige desserter

  • Leder du efter en anden dessert med lemoncurd, kan du også prøve min opskrift på vafler med citron og lemon curd. De fungerer også glimrende som morgenmad.
  • Et sukkerfrit alternativ kunne være denne citrontærte, som også er pyntet med brændt marengs på toppen.
  • Sidst men ikke mindst kunne disse citronkager med birkes og hvid chokolade måske være noget for dig, hvis du også er vild med syrlige desserter.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret