Disse toastruller er med cheddarost og skinke, og de smager bare mega godt! Nemme og hurtige at tilberede – perfekt lige til søndagsbrunchen eller madpakken. Få opskriften nedenfor.
Opskrift på toastruller
De her toastruller med ost og skinke er saftige og bløde med en sprød skorpe. Ej mums de smager godt! Jeg har lavet dem i min airfryer, derfor er det ikke nødvendigt med fedtstof. Steger du dem i stedet på en pande, har du brug for noget smør eller olie.
Smid dem i ungernes madpakke, eller lav dem til en brunch – jeg kommer med nogle forslag nedenfor til, hvad du ellers kan servere sammen med dem. Jeg håber, at du kan bruge opskriften og vil prøve dem af!
Toastruller
Forberedelsestid
5 minutterTilberedelsestid
13 minutter i airfryerSamlet tid
18 minutterIngredienser
- 3 stykker toastbrød (jeg brugte fuldkorn)
- 1 god tsk. sennep
- 2 store spsk. mayo
- 1 nip salt + peber
- 3 stykker cheddar ost
- 3 stykker god skinke (mortadella)
- 1 dl mælk + 1 æg
Sådan gør du
- Tænd din airfryer, hvis du har sådan en. Den skal lige varme op i 5 minutter
- Læg dine 3 stykker toastbrød foran dig og rul dem så flade du kan med en kagerulle
- Bland sennep, mayo, salt og peber sammen og smør brødene med dette.
- Kom et stykke ost og skinke i hver
- Rul dem så stramt du kan.
- Kom æg og mælk i en skål og vend rullerne her i, dryp dem af.
- Kom dem i din airfryer eller steg dem på en pande (her har du brug for fedtstof, det behøver du ikke i en airfryer). Hvis du bruger airfryer, giv dem 8 minutter, vend dem så og giv dem 5 minutter mere.
- Skær hver rulle i bidder og spis.
Se hvor nemt det er at lave toastruller her
Idéer til brunchbordet sammen med toastruller
Som sagt, så ville de her toast herligheder være perfekt at servere som del af en lækker morgen brunch. Det er bare lækkert når sådan et brunch bord indeholder lidt forskelligt, så man både kan få noget sødt og salt. Og sådan nogle små hapsere er jo perfekt, så man stadig har plads til andet lækkert. Hvis du står og skal diske op med en brunch, så kommer der her nogle forslag til hvad du kan servere sammen med toastrullerne.
- Chiagrød med mangokompot – vildt nemt at lave og smager bare mega lækker
- Omelet med bacon – med fløde og ost, sår den får den mest cremede smag og tekstur
- Amerikanske pandekager – med masser af sirup og evt. friske bær
- French toast – fedtet, sødt og sprødt. Bare mums!
- Smoothie bowl med blåbær, jordbær og grønkål evt. med denne granola til
- Appelsinsalat – den perfekte brunchsalat
- Kringle med marcipan – bedste kringle jeg har kreeret, som er blød, sød og saftig
- Chokoladesmoothie – ungernes og min aboslut yndlings smoothie
- Kerneboller – skønne og nemme grovboller
Listen er lang og jeg kunne blive ved! Hop ind på vores kategori morgenmad og brunch, så kan du finde endnu flere opskrifter.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg meget gerne med på min instagramprofil også, hvor jeg deler madbilleder og opskrifter hver dag. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver fredag. Her er tilhørende indkøbssedler, og det hele er helt gratis. På Facebook trækker jeg både nye og gamle opskrifter frem og giver inspiration til hverdagsmaden, søde sager og træning. Jeg håber, vi ses!
Kommentarer