Lun marokkansk gulerodssalat

Her er en opskrift på lun marokkansk gulerodssalat, en simpel og virkelig skøn og smagfuld lun salat som passer perfekt sammen med kød, kartofler og sovs en fredag aften. Eller sammen med tyrkiske frikadeller en hverdagsaften.

Lun marokkansk gulerodssalat

 

Nu er det vist ved at være sidste opskrift i rækken af alle de her mellemøstlige retter. De stammer jo egentlig alle sammen fra den aften jeg holdt fødselsdag (læs evt. indlægget her for mere mellemøstlig mad-inspiration).

Den opmærksomme læser har nok luret at jeg er temmelig vild med de her marokkanske salater. Jeg har nemlig tidligere delt en med rødbede og grønkål her og en med gulerod og grønkål her. Denne her er jo lidt der hen af med de bagte gulerødder vendt i en varm krydret marinade – men så alligevel ikke helt. Denne her salat er nemlig noget mere simpel, hvilket jo er helt perfekt hvis den skal være en del af et større gilde, som den var til min fødselsdag. Hvis man blot spiser salaten alene til et måltid, evt. i selskab med kød eller falafler – vil jeg nok vælge en af de andre to marokkanske salater, da de har lidt mere fylde i sig og lidt flere ingredienser.

Men nu til denne her simple og alligevel virkelig lækre lune gulerodssalat. Her er til en skål salat, nok svarende til 3 hvis man spiser den som hovedret til lidt kød. Den rækker dog fint til 6-8 personer, hvis den blot indgår i et større bord. Håber I vil prøve opskriften af.

 

Opskrift på lun marokkansk gulerodssalat

Lun marokkansk gulerodssalat

Opskrift til 4

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

30 minutter i alt

Ingredienser

Bagte gulerødder

  • 6 gulerødder ((400 g))
  • 1/2 dl olie
  • 1 tsk. salt + lidt peber
  • 1 tsk. agavesirup (eller honning)
  • 2 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. karry

Andet

  • 75 g frisk salat (jeg brugte ruccola, men grønkål eller feldsalat kan også sagtens fungere)
  • 100 g fetaost eller salatost (jeg brugte puck ost)
  • 50 g mandler + 2 spsk. soya

Sådan gør du

  1. Tænd oven på 200 grader
  2. Rengør gulerødderne og skær dem i skiver, kom dem i et ovnfast fad
  3. Bland marinaden sammen af olie og krydderier og vend gulerødderne godt rundt her i – kom dem i ovnen og bag i 15-20 minutter
  4. Skyl ruccola og kom det i en stor skål eller på et fad
  5. Smuldr feta hen over
  6. Kom mandlerne i ovnen (enten på et stykke bagepapir eller i et lille ovnfast fad) og bag dem 8-10 minutters tid
  7. Tag mandlerne ud og kom soya henover dem, vend dem i det og tag dem straks væk fra væsken. Lad dem tørre
  8. Kom nu de bagte gulerødder (plus marinaden de ligger i) hen over ruaccola og fetaen og top med soyamandlerne – evt. grofthakket hvis du synes

Bedøm denne ret

lun marokkansk gulerodssalat

Andre lækkerier fra det mellemøstlige køkken

Jeg elsker mad fra det mellemøstlige køkken, så her er lidt andre retter du kan servere sammen med lun marokkansk gulerodssalat

 

Mere salat på Instagram

Følg meget gerne med på min Instagramprofil for mere mad-inspiration og nemme opskrifter

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret