Prøv de her latkes, som er en slags kartoffel klatkage. De minder en del om røsti og er perfekt sprøde og fedtede. Server dine latkes med serranoskinke, lidt creme fraiche, purløg og rødløg.
Latkes med serranoskinke
Jeg har haft sådan en omgang latkes på min TO-DO længe, for jeg synes de ser så gode ud. Det minder jo på mange måder om rösti, de her kartoffel klatkager. Men latkes er mere en kartoffel frikadelle, da den indeholder lidt æg og mel. De er simpelthen så sprøde og gode og især med en smule creme friache på toppen og serranoskinke. Få opskriften her og se også en video nedenfor.
Ingredienser
Latkes
- 4 bagekartofler
- 1 stort løg
- 2 æg
- 4 spsk. rasp eller 2,5 store spsk. mel (jeg foretrækker pankorasp)
- godt med salt og peber
- et nip chilipulver eller paprika
- du kan evt. også tilføje spidskommen eller koriander
- masser af olie til stegning (omkring 1 dl)
Fyld
- 1 tsk. creme fraiche pr. latkes
- 2 pakker serranoskinke i alt
- 1 rødløg i alt
- 2 spsk. finthakket purløg i alt
Sådan gør du
- Skræl og riv kartoflerne. Jeg river nogle af dem på den grove side af rivejernet og nogle på den fine. Det giver en god konsistens at blande de to. Vrid de revne kartofler fri fra væske og lad dem ligge i skålen, mens du snitter løg. Måske du efterfølgende kan vride lidt mere væske ud af kartoflerne.
- Kom så de snittede løg ned til kartoflerne sammen med krydderier, æg og mel/rasp (jeg bruger panko rasp).
- Rør det godt sammen.
- Hæld olie på en pande, så bunden dækkes. Varm stille og roligt op, så olien er varm, men ikke brændt. Brug en ske til at forme dine “frikadeller” og kom dem på panden. Lad dem stege i 5 minutters tid på hver side, til de er sprøde og gyldne
- Læg dem over på køkkenrulle, mens du fortsætter med en omgang mere.
- Server med creme fraiche, serranoskinke, lidt fintsnittet rødløg og purløg
Video af Latkes med serranoskinke
Server dine latkes som et hovedmåltid sammen med
Du kan jo servere lidt simpel salat sammen med og få et glimrende aftensmadsmåltid ud af det. F.eks. denne tomatsalat eller denne spidskålssalat. Du kan også lave rigeligt med latkes og så komme fyldet i små skåle, så du selv vælger dine toppings. F.eks. kan du lave en skål med varmrøget laks, et fad med skinke osv. Du kan servere hjemmesyltede rødløg til, en pesto til eller en avocadocreme. Selve kartoffeldellerne er fedtede og sprøde, så fyldet må egentlig gerne være lidt blødt i det. Lidt som laks, skinke eller avocado.
Brug dem som en forret som en del af en tapas
I stedet for at servere dem som en del af hovedretten, kunne det også være en glimrende forret. Hvis du skal lave et lækkert overdådigt tapasbord, ville de også passe godt ind. Her kommer lidt andre forslag:
- dadler med baconsvøb, bagt sprøde i ovnen. Kombinationen af det salte og det søde er fantastisk.
- manakish (et mellemøstlig brød) + guacamole, haydari og/ eller humus.
- ellers så kig med i dette indlæg, hvor jeg deler en masse lækre tapas anretninger. Bl.a. hvidløgsmarinerede tigerrejer, bruschetta, agurkeruller med laks, grillede aubergineruller med ost, saltmandler, bagte champignon mm.
Hvad er forskellen på latkes og røsti?
Nu nævnte jeg længere oppe i indlægget, at de her to kartoffelsnacks måske minder lidt om hinanden. Så jeg spurgte google hvad forskellen mon er. Og her kommer nogle af forskellighederne:
Latkes:
- Oprindelse: Latkes stammer fra det jødiske køkken og er især populære under Hanukkah.
- Ingredienser: Latkes laves typisk af revne kartofler blandet med løg, æg og mel. Der kan også tilsættes krydderier
- Tekstur: De har en lidt mere sprød yderside og en blødere indre, især fordi de indeholder æg og mel, som giver en lidt tykkere konsistens.
- Servering: Latkes serveres ofte som en forret eller snack med toppings på.
Rösti:
- Oprindelse: Rösti har sine rødder i Schweiz, hvor det var en klassisk bonderet.
- Ingredienser: Rösti består af revne kartofler, der kan være rå eller kogte (eller en blanding). Nogle gange tilsættes løg, men der bruges generelt ikke æg eller mel.
- Tekstur: Rösti er sprødere, da der ikke er noget til at binde kartoflerne sammen udover stivelsen i kartoflerne selv.
- Servering: Rösti serveres ofte som en sidedish til kødretter.
Nyhedsbrev, Facebook og Instagram
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste. Jeg har en lang række forskellige madplaner med forskellige temaer. Hop gerne ind og se, om der er en madplan, som passer til jeres familie.
Kommentarer