Laksesnurrer

Laksesnurrer med røget laks, mascarpone, dild og citron. Hvis du (også) prøver at lokke lidt mere fisk i familien, så er disse laksesnurrer måske et meget godt sted at starte. I disse bløde snurrer gemmer sig røget laks i skiver og en mascarponecreme med citron.

laksesnurrer

snurrer med laks

Laksesnurrer opskrift

 

Her er vores opskrift på laksesnurrer. Dejen her er hjemmelavet, men vi har også prøvet at lave dem med en færdigkøbt pizzadej, og det fungerede også rigtig godt! Så hvis det skal gå ekstra hurtigt, så er det altså også en fin løsning.

Snurrerne kan eksempelvis bruges i ungernes madpakke eller på et tag-selv-bord sammen med andre fiskeretter, og de kan sagtens fryses ned. De fungerer fint både lune og kolde, så smid en frossen snurre i ungernes madpakke fra morgenen af, så er den tøet omkring frokosttid. Vi spiste dem som aftensmad sammen med en salat, så det kan man også. Nedenfor finder du lidt flere serveringsforslag.

Laksesnurrer

Samlet tid

2 timer, hvis du laver dejen selv

Ingredienser

Dej

  • 250 g kold sødmælk
  • 25 g gær
  • 1,5 spsk. sukker
  • 1 æg
  • 1,5 tsk. salt
  • 500 g hvedemel
  • 75 g blødt smør

Fyld

  • 250 g mascarpone
  • Saft fra 1,5 citron + skal fra 1 citron
  • 1/2 tsk. salt + peber
  • 1 bundt dild
  • 150 g røget laks, skåret i små stykker

Desuden

  • 1 æg til pensling

Sådan gør du

DEJ:

  1. Rør gær ud i sødmælk. Tilføj sukker og rør igen.
  2. Rør æg, salt og hvedemel ud i gærblandingen. Rør på røremaskine ved middel-høje omdrejninger i cirka 7-10 minutter, eller til dejen slipper kanterne og får en blank overflade.
  3. Tilsæt smør og rør igen, til dejen er ensartet.
  4. Dæk skålen med film og et viskestykke, og lad den hæve på køkkenbordet i 45 minutter.
  5. Mens dejen hæver, kan du forberede fyldet.

FYLD:

  1. Rør mascarpone, citronsaft, finthakket dild, salt og peber sammen. Klip laksen i små stykker, og læg til side.

FORM OG BAG:

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord i en rektangulær form (se evt. how-to-videoen nedenfor).
  3. Smør mascarpone-cremen på den ene halvdel. Riv citronskal hen over, og fordel laksestykkerne ovenpå. Fold den del af dejen, som ikke er smurt med fyld, indover den del, som har fyld på, så der kommer to lag. Rul dem let ud, men uden at fyldet flyder ud og dejen ødelægges.
  4. Skær dejen ud i strimler af et par centimeters tykkelse. Der ender med at blive 12-16 strimler, alt efter hvor store du laver dem.
  5. Hiv hver striml forsigtigt lidt længere. Twist den og sno den rundt om sig selv, så den får form som en snoet snegl. Kom den yderste snip af dej ind under resten af snurren, så den ikke løfter sig under bagningen. Fortsæt med alle dine strimler. Lad snurrerne efterhæve en lille halv time med et klæde over.
  6. Pensl snurrerne med et sammenpisket æg.
  7. Bag i ovnen i 10-15 minutters tid. Hold øje løbende. Dejen skal være flot gylden. Lad snurrerne køle let af på en rist.

Bedøm denne ret

Video af laksesnurrer

Andre opskrifter med fisk

Hvis du også gerne vil forsøge at spise lidt mere fisk, så er her nogle af de fiskeretter, som glider nemt ned hjemme hos os:

laksesnurrer

Spis laksesnurrer sammen med…

  • Vi spiste laksesnurrerne sammen med en simpel spidskålssalat med dild, æble og avocado, så det blev til en aftensmadsret. En lidt mere mættende kikærtesalat kunne også være oplagt – her med ristede kikærter og appelsin. En hjemmelavet cremefraiche dressing til at dyppe brødet i ville heller ikke være dårligt, evt. tilsat lidt dild og citron.
  • Snurrerne ville også gøre sig godt på et påskefrokostbord eller lignende, sammen med rugbrød, sild, fiskefileter, rejer og andre slags fisk. Her har jeg samlet et helt indlæg med inspiration til påskefrokosten med alt, hvad hjertet begærer af frokostretter, der kan bruges på et frokostbord til gæster.
  • Og så kunne de selvfølgelig også udgøre et fiske-element på tapasbordet. Leder du efter inspiration til tapasaftenen, så kan du tage et kig her, her og her, hvor jeg har samlet idéer til forskellige slags bruschetta med fyld og andre små hapsere.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret