Kyllingelasagne

Kyllingelasagne med spinat. Her er et bud på den bedste kyllingelasagne jeg kan komme i tanke om. Én med en krydret tomatsauce med masser af frisk spinat, en hjemmelavet monaysauce og lasagneplader.

Kyllingelasagne

Kyllingelasagne med spinat

 

Denne her opskrift på kyllingelasagne er bare så god. Jeg har egentlig en lasagne med kylling herinde i forvejen, men det er sådan en uden gluten og uden mælkeprodukter. En rigtig helselasagne, hvor pladerne er af butternut squash og ostesaucen er lavet på cashewnødder og kokosmælk. Den smager nu også virkelig skønt, men det er bare langt oftest at eg skifter pladerne ud med “rigtige” plader og at jeg bruger denne her hjemmelavede monaysauce. Så nu tænkte jeg, at jeg hellere måtte dele min yndlings variant her med jer.

 

Kyllingelasagne med spinat

Opskrift til 6 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

35 minutter

Samlet tid

1 lille time

Ingredienser

Kødsauce

  • 220 g gulerod (3-4 styks)
  • 1 løg
  • 3 cm af en rød frisk chili (eller et godt drys chilipulver)
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk. paprika
  • 1 spsk. karry
  • 4-5 spsk. olie
  • 450 g kyllingebryst eller inderfilet
  • 1 tsk. salt + peber
  • 2 dåser hakket tomat
  • 2 store skefulde tomatpuré med top
  • 110 g frisk spinat

Monaysauce

  • 30 g smør
  • 30 g hvedemel
  • knap 3 dl mælk + 1 dl vand
  • 1/2 tsk. salt + lidt peber
  • 1/2 tsk. revet muskatnød
  • 150 g revet ost (mozzarella eller parmesan)

Desuden

  • Lasagneplader
  • 1 kugle mozzarella
  • friske krydderurter til servering

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader vamrluft
  2. Start med at klargøre grøntsagerne, jeg kom dem i en minihakker eller food processer og gav dem en tur. De kan også rives/ snittes fint i hånden
  3. Skær kylling i mindre stykker
  4. Brænd karry og paprika af på en tør og dyb pande i et par minutter, til det dufter – kom så olien ved
  5. Kom grøntsagerne ved og vend det rundt i 5 minutters tid
  6. Kom kyllingen ned i blandingen og giv det 5 minutter ekstra, til det er brunet
  7. Tilsæt salt, peber, hakket tomat og tomatpuré og vend rundt. Kom til sidst den friske spinat ved. Skru ned for varmen og lad det stå og simre let imens du laver din monaysauce
  8. Kom smør på en pande og lad det smelte, kom så mel ved og rør det godt sammen. Tilsæt væsken og rør godt rundt. Smag til med salt, peber og muskatnød og tilsæt den revne ost. Rør til det er smeltet
  9. Nu skal lasagnen samles. Kom først kødsauce i et fad, så et lag monaysauce og så plader. Gentag til du når toppen, jeg brugte 3 lag. Slut med kødsauce og monaysauce.
  10. Bag lasagnen i en lille halv time. Smuldr mozzarellaost over og bag den lige 5-7 minutter mere, til osten er smeltet. Server med friske krydderurter

Bedøm denne ret

Grøntsager i din kyllingelasagne

Jeg har til denne kyllingelasagne lavet en krydret tomatsauce med kylling i opfrisk spinat. Her kan du sagtens bruge mange flere grøntsager end det jeg har i. Hvis du har noget liggende i grøntsagsskuffen, så brug det endelig. Det kan være peberfrugt, porre, aubergine, squash eller lignende. Jeg vil blot hakke det helt fint. Du kan sagtens bruge friske plader frem for de her tørrede plader, så skal den heller ikke bage så lang tid i ovnen. Med friske plader kan du godt skære et kvarters tid af tiden.

 

Salater der er er perfekte sammen med lasagne

Jeg serverer ofte en helt simpel grøn salat her til. En med salatblade, nødder og en senneps-tahin dressing. Det kunne være jeg snart skulle dele denne opskrift. Men ellers er en gulerodssalat jo oplagt eller en spidskålssalat – den får vi virkelig tit.

 

Andre lasagneopskrifter

Se også min opskrift på en klassisk lasagne med oksekød – det er klart min families favorit.  Jeg elsker virkelig også denne her med laks og spinat, men det er nu mest mig der er til den variant herhjemme. Ellers skulle I prøve en cannelloni opskrift, lasagneruller – så lækkert.

kyllingelasagne lasagne med kylling

Instagram:

Følg meget gerne med ovre på min Instagramprofil for flere opskrifter og madinspiration.

Kommentarer

  1. hvis den skal serveres til gæster dagen efter, skal den så bare samles og så i ovnen inden gæsterne kommer

    1. Hej. Ja jeg ville lave den inden gæsterne kommer, så det passer med at den tages ud når de kommer. Mener du om du ka samle den i god tid inden de kommer? Altså om morgenen f.eks.? For det kan man godt og så stille den på køl ind til den skal i ovnen.

    1. Hej Helle. Jeg skærer dem i mindre stykker – får jeg lige skrevet ind i fremgangmåden 🙂 kh Julie

    1. Hej Marlene. Jeg tror godt du kan lave den med hakket kød ja. Jeg har ikke lige prøvet, men tænker egentlig sagtens det kan blive fint 😀

  2. Det er en fantastisk lasagne. Anderledes end den traditionelle, men så lækker at både mand og søn spurgte, hvornår vi skulle have den igen. Så den er på menuen igen i dag. Tak for god inspiration.

  3. Skal kyllingen skæres i tern? Ellers er det jo meget få områder af lasagnen der har kød – og der vil det jo så være en ordentlig klump.

    Har du idéer til hvad man kan udskifte spinat med? Det kan jeg nemlig ikke tåle desværre.

    1. Du kan bruge grønkål i stedet 🙂 Jeg skærer kyllingen i strimler, hvis jeg bruger kyllingebryst. Hvis jeg køber inderfilet, bruger jeg dem bare som de er. Der er kylling i alle stykker lasagne, men måske ikke i alle bidder 🙂

  4. Jeg er også lidt i tvivl om kødet. 😉 Skærer du det i tern, eller er det hele kyllingebryster/inderfileter?
    Glæder mig til at prøve den😊

    1. Hej Cille. Ja det er det, hvad tænker du da ? 🙂 Om det skulle ha været hakket eller? 🙂

Vis alle kommentarer (18)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret