Jordbærtærte

Jordbærtærte er min absolutte yndlingskage. Der er ligesom bare lidt af det hele. Min opskrift på jordbærtærte indeholder en sprød og smørfyldt mørdejsbund, en lækker marcipancreme, et tyndt lag mørk chokolade, en vaniljecreme og selvfølgelig en masse friske bær. Denne her tærte er virkelig nem, den indeholder få ingredienser og man kan stort set ikke lave fejl i opskriften, hvis man går med den købte vaniljecreme. Jeg deler også lige en hjemmelavet creme, hvis man foretrækker det. Det smager bedst, men er lidt sværere og mere tidskrævende. Håber I kan bruge min jordbærtærte opskrift

Jordbærtærte med marcipan

 

Her kommer en opskrift på jordbærtærte, den bedste jeg kan komme i tanke om. Den indeholder 5 elementer

  • en sprød mørdejsbund
  • en snasket marcipancreme
  • et tyndt lag mørk chokolade
  • et lag vaniljecreme – enten købt eller hjemmelavet
  • friske bær

 

Vaniljecreme til jordbærtærte

I indlægget her kan du se to forskellige jordbærtærter. Eller det vil sige, faktisk næsten den samme, pyntet forskelligt. Den ene er med en hjemmelavet vaniljecreme, den anden er med en pulverblanding, som jo klart er det nemmeste. Dog vil jeg anbefale den hjemmelavede, den smager så skønt. Se med for opskrift og video her.

Jordbærtærte

Opskrift til 8-12 stykker

Ingredienser

Mørdejsbund

  • 200 g hvedemel
  • 70 g flormelis
  • et godt nip salt
  • 130 g blødt smør
  • 3 spsk. vand

Marcipancreme

  • 150 g marcipan
  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 2 æg

PULVER Vaniljecreme

  • 1 pose vaniljecremes-pulver
  • 400 ml mælk

HJEMMELAVET vaniljecreme

  • 1 vaniljestang + 3 spsk. sukker
  • 2 past. æggeblommer
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 3 dl sødmælk
  • 2 dl piskefløde

Chokolade og bær

  • 100 g mørk chokolade
  • 1 eller 2 bakker friske jordbær
  • evt. 1 håndfuld friske blåbær eller frisk mynte

Sådan gør du

MØRDEJSBUND:

  1. Tag smør ud og lad den blive blød, tænd også ovnen på 180 grader varmluft
  2. Kom ingredienserne til bunden en skål og rør det godt sammen. Pres det ned i en tærteform (min måler 28 cm), og stik med en gaffel rundt her i. Bag i ovnen i 7-8 minutters tid.

 

MARCIPANCREME + CHOKOLADE:

  1. Kom ingredienser til cremen i skålen (du behøver ikke gøre den rent) og pisk nu dette sammen. Kom denne creme over den letbagte mørdejsbund. Ind i ovnen igen i 7-8 minutter, til cremen virker fast og let gylden.
  2. Hak chokoladen groft og kom over bunden, lad den smelte og smør det tyndt ud. Pyt med at bunden under krakkelerer en smule.

 

VANILJECREME:

  1. For den nemme version pisk pulver og mælk sammen og lad det køle af i køleskabet i 15 minutter. Når bunden er kold og vaniljecremen er fast, smøres cremen forsigtigt ud over bunden
  2. For den hjemmelavet: flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem på skærebrættet med sukker. I en skål pisker du det her vaniljesukker, æggeblommer, og majsstivelse. I en gryde varmes mælken op til den koger. Hæld mælken over til æggeblandingen i skålen og pisk løbende. Så skal det tilbage i gryden og røres i, mens det kommer op og koge. Når det er tykt – tag det af varmen og kom på en tallerken. Dæk med film, som trykkes godt ned over cremen, så der ikke er luft (lager sådan en træls skorpe).
  3. Pisk fløden til en let skum
  4. Når cremen er kølet HELT af, blandes den forsigtigt med flødeskummen og det smøres på den HELT afkølede bagte bund med chokolade.

 

  1. Top med friske bær og server

Bedøm denne ret

Jordbærtærte
Jordbærtærte med mørdejsbund, vaniljecreme, chokolade og friske bær

 

Video af jordbærtærte (den med hjemmelavet vaniljecreme)

Jeg har taget en video, som viser hvordan man kreerer sig en lækker jordbærtærte. Først har jeg lavet mig en mørdej og presset den ud i et tærtefad. Den må gerne være helt tynd. Så bages den kort, og imens den er i ovnen, kan du røre marcipancremen sammen. Smør den ud på den letbagte mørdejsbund, og bag igen. Men kun lige så den stadig er blød og snasket. Mens den er varm, kommes hakket mørk chokolade på, som bare selv ligger og smelter. Rør det forsigtigt ud!

Lav dig en vaniljecreme og bland med let pisket flødeskum, smør på den helt afkølede kage. Top med friske bær. MUMS.

Idiotsikret opskrift på jordbærtærte

Hvis du vil have den nemme version, så prøv denne her: en mørdejsbund, en marcipancreme som er bagt en lille smule, så den stadig er saftig og snasket. Et tyndt lag chokolade for at give lidt kant. En kagecreme som blot er købepulver man rører op med mælk (ekstrem nemt og idiotsikret metode, hvis man som mig sejler rundt i de her kagecreme) og så selvfølgelig en masse friske bær.

nem jordbærtærte

Prøv en jordbær tærte med ostecreme

En anden idé til en vaniljecreme til sådan en jordbær tærte er en ostecreme, som denne cheesecake. Det er jeg sikker på kunne være vildt godt også. Den er helt kold, fast, syrlig og garanteret perfekt også til en tærte med jordbær.

Jordbærtærte

Andre lækre søde sager

 

Kig med på min instagram, hvis du har lyst. Jeg deler hver dag opskrifter, glimt fra min hverdag og ofte også træningsinspiration, mad til børn, boligglimt og meget mere.

Kommentarer

  1. Hej Julie
    Denne må jeg prøve!
    Er jordbærtærten lige så god på 2. dagen, så den kan laves dagen i forvejen?🤞🏻
    Mvh. Maria

Vis alle kommentarer (4)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret