Opskrifter med rabarber - fantastisk i det søde køkken
Rabarber
Rabarber. Friske, søde, syrlige. Jeg elsker, når rabarber er i sæson. Både fordi det er et tegn på, at foråret er over os, og at vi ser frem mod min yndlingsårstid: Sommer. Men også fordi det er en fantastisk skøn råvare at have med i køkkenet.
Opskrifter med rabarber
Mulighederne for at bruge rabarber i madlavning er mange. Særligt i det søde køkken, spiller de hovedrollen i en hel del af mine opskrifter. Faktisk har jeg ret mange opskrifter med rabarber. En af mine favoritter er helt klart en sprød og blød rabarber crumble. Det er smagen af forår og sommer for mig. Men jeg har også mange andre opskrifter på desserter med rabarber.
Rabarbertrifli, forskellige slags kage med rabarber og rabarbertærte er andre eksempler på dejlige desserter med de rødgrønne stængler. En rabarbertrifli i glas, lagt sammen med sprøde makroner og flødeskum med vanilje og græsk yoghurt, mums! Det er altså en sikker vinder herhjemme.
Jeg har også en opskrift på en lagkage med rabarber, som vi ofte får til Arthurs fødselsdag i maj. Den består af lagkagebunde, der er lagt sammen med rabarberkompot og vaniljecreme. Den skal du prøve at servere for dine gæster en lun forårsdag på terrassen.
Og så har rabarber en rigtig god ven, der hedder jordbær. Og når de to leger sammen, så opstår der magi. For eksempel kan man tilføje jordbær til sin crumble eller trifli – det giver lidt ekstra sødme til de ofte lidt syrlige rabarber.
Rabarber er også fantastisk at bruge i drinks – med eller uden alkohol. Man laver simpelthen bare en sirup eller en saft og blander op med eksempelvis isterninger, lys rom og danskvand. En skøn, lyserød sommerdrink.
En god rabarberkompot gør sig godt som topping på yoghurt, havregrød, chiagrød eller på pandekagerne en weekend-morgen. Eller prøv med en omgang rabarbergrød med hindbær, en skefuld græsk yoghurt og en god omgang crunch på toppen.
Man kan også bage rabarber og bruge i sin salat. Jeg har eksempelvis en opskrift på en salat med bagte blommer og gedeost, og her kunne man snildt udskifte blommerne med rabarber.
Rabarber i sæson
Jeg overvejer kraftigt at anlægge mig et lille bed med rabarber. De skulle være ret taknemlige, og hvert forår, når rabarber første gang er i sæson ønsker jeg mig altid at have mine egne at plukke af.
Jeg synes, der er noget ret fantastisk i at gå ud i naturen eller haven, plukke rabarber, jordbær, blåbær eller hvad det nu kunne være, og så tage det direkte med ind i køkkenet.
Rabarberplanten er faktisk en grøntsag – botanisk set -, men vi anvender den som var den en frugt. Der findes mange forskellige rabarbersorter, og derfor breder rabarber-sæsonen sig faktisk over tre årstider herhjmme. De er nemlig i sæson fra april-juni og igen fra august-september.
Ikke nok med, at rabarber smager dejligt, så er de også virkelig smukke: Røde og grønne stængler med kæmpestore blade på toppen. Jo rødere stængler, jo mindre syrlige, er de. Jeg vil ikke anbefale at bruge de meget grønne stængler. De bliver simpelthen for syrlige – næsten sure i det. Men jeg bruger altså også af den del af stænglen, som er rødgrøn.
Det er desuden ret skønt, at din dessert eller sirup får forskellige nuancer af lyserød, alt efter hvor røde dine rabarber er.