Chiagrødstrifli med en bund af en vaniljeprikket chiagrød på kokosmælk. Et lag blåbær chiagrød, en bærkompot og sprød granola. Det hele kan sagtens laves dagen inden (eller flere dage inden) og så anrettes de blot når de skal spises. Brug dem til en brunch, eller lav dig lidt luksus hverdagsmorgenmad. Det tager kun 5 minutter at samle, når først man har de forskellige ting på lager.
Chiagrødstrifli med granola
Det her ser måske mere besværligt ud end det er, for det er virkelig simpelt. En chiagrød er en kold køleskabsgrød lavet på chiafrø, som er sådan nogle små helsefrø. De er simpelthen så sunde og nærende for én, de er proppet med kostfibre, protein, omega 3 og kalk.
De binder en masse væske til sig, når man blander dem med væske svulmer de op og får en virkelig lækker konsistens. Det gør dem både geniale at bruge i sådan en slags yoghurt eller grød. Men det gør også at de fylder godt i tarmene og holder en mæt. Så sæt dem i blød i vand, mælk, kokosmælk eller vad du foretrækker. Jeg bruger her en kombi af kokosmælk og havremælk. Det tager dem lige nogle timer at svulme op og få den konsistens man ønsker. Så sæt det over i god tid inden du vil spise det. Jeg gør det tit om aftenen, så er der lækker morgenmad dagen efter.
Chiagrødstrifli
Hre er chiagrød og bærkompot nok til i hvert fald 4 glas
Her er granola nok til det dobbelte, portionen giver en bageplade fuld.
Samlet tid
Mindst 4 timer, start gerne dagen førIngredienser
Chiagrød
- 1/2 dl chiafrø
- 1 dl havregryn
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 nip salt
- 1 dl kokosmælk (væsken) + halvdelen af det fede i en dåse
- 1,5 dl havremælk eller almindelig komælk
- Tag halvdelen fra og kom 1/2 dl frosne blåbær + 1/2 dl frosne aroniabær i den portion
- Næste dag: 1 dl græsk yoghurt
Bærkompot
- 150 g frosne blandede bær
- 1-2 spsk. vand
- 3 spsk. sukker
Sprød granola
- 150 g blandede nødder efter eget valg (mandler, hasselnødder, valnødder mm)
- 200 g kerner og frø efter eget valg (hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner mm)
- 200 g havregryn, jeg bruger grovvalsede
- 1 nip salt
- 1 god tsk. vaniljesukker
- 120 g honning eller lys sirup
- 70 g smør
- en håndfuld rosiner efterfølgende, hvis man synes
Friske bær til servering
Sådan gør du
CHIAGRØD:
- Start med at sætte chiagrød over, for den skal stå og trække 3-4 timer, gerne natten over. Find to beholdere frem og en skål. I skålen kommes chiafrø, havregryn, vaniljesukker, lidt salt, kokosmælk (både lidt af den fede del og den vandede del) og mælk. Rør det godt sammen.
- Kom så halvdelen i den ene beholder og halvdelen i den anden. Sæt låg på den ene, mens en anden lige får 1 dl frosne bær (du kan sagtens bare bruge blåbær). Rør rundt og sæt også låg på denne. Komme begge i køleskabet gerne natten over, ellers bare 3 timers tid.
GRANOLA:
- Imens kan du så lave din granola. Kom nødder og frø/ kerner i en skål. Jeg foretrækker at hakke nødderne groft inden, men de kan også bare bruges hele. Hvis du bruger hasselnødder, vil jeg anbefale at bruge dem uden skal. Giv dem først 10 minutter i ovnen ved 180-200 grader ish, og gnid så skallen af dem (gerne med et viskestykke). Så smager de langt bedre.
- I skålen kommes også havregryn salt og vaniljesukker.
- På en pande varmes smør og honning op, så det kommer op og boble godt. Hæld det over blandingen i skålen og bland det sammen.
- Spred det ud på en bageplade beklædt med bagepapir og kom det i ovnen i 25 minutters tid ved 170-180 grader varmluft. Vend rundt i det undervejs, gerne hvert 7. minut cirka. så det lige bliver rørt i 3-4 gange.
- Tag det ud efter en lille halv time og rør igen, lad det køle helt af. Så bliver det helt sprødt.
BÆRKOMPOT:
- Kom de frosne bær på en pande eller en gryde sammen med en lille smule vand og sukker. Lad det blot varme langsomt op ved svag varme, til det er blevet blødt. Så er det klar til brug.
ANRETNING:
- Nu skal din chiagrød blandes op med yoghurt, jeg foretrækker græsk yoghurt, gerne den med 2 % fedt. Jeg kommer både lidt yoghurt i den neutrale chiagrød og den version med bær.
- Kom et par skefulde vanilje chiagrød i bunden af et glas efterfulgt af et par skefulde af blåbær chiagrøden.
- Kom så lidt bærkompot over.
- Top med lidt sprød granola + friske bær. Server
Del din chiagrød i to, så du kan lave flotte trifli.
Jeg laver egentlig bare en stor porton vanilje chiagrød, som jeg efterfølgende deler i to. I den ene kan du så tilføje enten bær, noget kaffesmag, kakaosmag, evt. noget mango, passionsfrugt eller appelsin. Der er mange muligheder. Men så kan du nemlig blande din neutrale chiagrød med den version med smag.
Top evt. med bærkompot
Det her behøver du ikke. Men jeg synes det er lækkert med det syrlige lag, og så synes jeg det er pænt. Så specielt hvis de skal serveres for andre, så foretrækker jeg lige laget med bærkompot.
Sprød granola
Du kan selvfølgelig sagtens købe dig til en granola eller mysli. Du kan også bare toppe din chiagrødstrifli med lidt nødder. Men her er mit bud på en virkelig lækker sprød honningristet granola. Den kan holde sig en månedstid i en lukket beholder og er perfekt oven på havregryn, grød, yoghurt eller lignende også.
Hvor lang tid kan chiagrød holde sig
Jeg blander som regel chiafrø og væske sammen om aftenen og stiller på køl. I denne blanding har jeg også brugt havegryn, det er ikke altid jeg gør det. Men ellers skal det blot stå på køl og kan holde sig 4-5 dage i køleskabet. hver gang jeg så skal spise en portion kommer jeg lidt i min skål sammen med yoghurt og “smag” f.eks. vaniljesukker og lidt salt. Det kunne også være lidt honning eller kanel. Hvis først du har blandet chiagrøden med yoghurt, kan det holde 2-3 dage. Men så skal det lige røres sammen igen når du serverer det. Jeg foretrækker bare først at røre yoghurt i ved servering.
Se andre slags chiagrød og chiagrødstrifli her
- Chiagrød med mangokompot, passionsfrugt og kiwibær
- En kaffechiagrød serveret med passionsfrugt og chokolade
- Morgenmadstrifli med vanilje chiagrød og bærsmoothie
- Chia risifrutti
Brug din chiagrødstrifli som en del af en brunch
Server gerne disse fine glas for dine gæster som en del af en brunch. Jeg synes de pynter så fint, og de skal jo kun lige samles når gæsterne kommer. Så det tager ingen tid, hvis du har elementerne klar inden. Her er lidt bud på andre slags brunchforslag
- brød og boller, jeg bager altid de her grovboller og nogle gange også enten bløde gulerodsbrud, chokoladeboller eller kanelsnegle.
- et ordentlig fad med pålæg, oste, pesto, peberfrugt og den slags
- en brunchsalat, fordi den er frisk og lækker, og smuk.
- noget æg og pølse mix. Jeg laver ofte røræg og brunchpølser stegt på panden og vendt sammen med lidt sød chilisauce.
Kommentarer