Jeg havde for nyligt et par veninder på besøg til en hurtig frokost, hvor jeg serverede den her shawarmasalat med ris og kylling. Risene er vendt i karry og gurkemeje efter kogning og kyllingen marineret i græsk yoghurt og varme krydderier som chili, paprika, spidskommen og lidt frisk ingefær. Så smagen er dejlig og shawarma-agtig. Og toppet med kold yoghurtdressing, sprødt grønt og friske krydderurter blev det altså en rigtig velsmagende omgang, som måske i virkeligheden er mere en shawarma-bowl end en salat.
Shawarmasalat med ris og kylling
Det smager næsten som noget snasket fra grillen, men i virkeligheden er retten her fyldt med masser af gode råvarer. Grøntsager, kylling, ris og krydderurter – og de mange krydderier som kyllingen er marineret i og risene vendt i bidrager med skønne, varme smage. Det tog ikke lang tid at bikse det sammen. Har du god tid kan kyllingen stå og marinere i køleskabet. Det vil smagen ikke blive dårligere af – tværtimod.
Ingredienser
Gule ris
- 1,5 dl ris (målt inden det koges)
- vand og salt til kogning
- 1 tsk. karry
- 1/2 tsk. gurkemeje
Krydret kylling
- 280 g kyllingebryst
- 1 dl græsk yoghurt
- 2*2 cm frisk ingefær
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk. tørret timian eller oregano
- 1 nip chiliflager
- 1 lille tsk. paprika
- 1 lille tsk. stødt spidskommen
- godt med salt og peber
- 2 spsk. eddike
Yoghurtdressing
- 1 lille dl yoghurt eller creme fraiche
- 1 spsk. lime- eller citronsaft
- lidt salt og peber
- 1/2 fed hvidløg
Andet
- 1/2 agurk
- 1 lille peberfrugt
- 1/2 rødløg
- 1 god håndfuld persille
Sådan gør du
- Kog ris og rør derefter krydderierne i.
- Lav marinaden: Rør den græske yoghurt med ingefær, hvidløg, krydderier og eddike.
- Skær kyllingen i mindre stykker og vend den i marinaden. Stil kyllingen på køl mens du forbereder grøntsager og dressing.
- Bland ingredienserne til yoghurtdressingen.
- Snit agurk, peberfrugt og rødløg. Pluk og hak persille.
- Kyllingen steges i marinaden i olie på en pande i små 10 minutter eller til det er gennemstegt. Er der meget overskydende olie/marinade, kasseres det blot.
- Anret en tallerken med ris, grøntsager og kylling. Dup yoghurtdressingen ud over og drys med hakket persille.
Video af shawarmasalat
Andre lune salater og bowls
Jeg elsker at blande noget varmt, som her kylling og ris, med kolde, sprøde grøntsager. Det er for mig en kombination der giver et virkelig tilfredsstillende måltid. Andre bud på den slags mad kunne være:
- Den her salat med bagt hokkaido, avocado og basilikum.
- En asiatisk salatbowl med marineret mørbrad.
- Eller denne salat med bagte peberfrugter, bulgur og cherrytomater.
- En mættende buddha bowl med enten et mellemøstlig eller asiatisk twist.
Justeringer og alternativer
I stedet for ris kan du sagtens bruge bulgur eller quinoa. Og kyllingen kan udskiftes med andet kød for eksempel kebabspyd, köfte eller falafler.
For endnu mere mæthed kan du også servere noget hjemmelavet fladbrød til din shawarmasalat. Og lave en portion hummus som ekstra dip til.
Instagram og nyhedsbrev
Følg meget gerne med på min Instagram for flere opskrifter og nem mad-inspiration. Her deler jeg både billeder af en masse mad, men også lidt inspiration til træning. Primært nemme hjemmeøvelser. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her. Det er helt gratis og så får du mine madplaner i din indbakke hver uge. Tak fordi I læser med.
Kommentarer