Lasagneruller, også kaldet cannelloni – en italiensk virkelig lækker pastaret
Lasagneruller med kylling, spinat-ostecreme og krydret tomatsauce
Lasagneruller er jo virkelig lækkert og alt for sent vi har fået det ind i vores liv herhjemme. Lad mig lige præsentere familiens nye favoritret! Det her smager virkelig godt og så er det nemt og ret hurtigt at bikse sammen. Vi har allerede lavet det flere gange her hjemme, både med hele kyllingebryst og med inderfileter.
Kombinationen af en fed og frisk spinat-flødeostecreme med masser af citronskal og hvidløg & så en krydret og alligevel en smule sød tomatsauce er bare lige i øjet.
Lasagneruller med kylling, flødeost, spinat, citron og hvidløg
De her lasagneruller består altså af kyllingebryst eller inderfileter med et fyld af flødeost, spinat, citron og hvidløg. En krydret tomatsauce, friske lasagneplader og evt. en sprød chorizopølse hen over til sidst. Det med chorizopølsen er Mads helt klart mest fan af, det smager også ganske vidunderligt. Men skal det gå lidt stærkt, kan den nu også sagtens undværes. Her er nok til 2 sultne mennesker (måske også 3). Jeg lavede en salat ved siden af.
Lasagneruller
Lasagneruller med kylling, en oste-spinat-citroncreme og en krydret tomatsauce. Retten kaldes også cannelloni og det smager simpelthen så godt
Forberedelsestid
25 minTilberedelsestid
25 minSamlet tid
50 minIngredienser
- 150 g spinat
- 3 små fed hvidløg
- 1 økologisk citron
- 150 g flødeost
- 450 g kyllingebryst (inderfilet)
- 2 dåser hakket tomat
- 2 spsk. tomatpuré
- 1 spsk. agavesirup
- 1 spsk. balsamico
- 1/2 tsk. salt + lidt peber
- 1 nip cayennepeber (juster efter hvor stærkt I ønsker det)
- 1/2 pakke friske lasagneplader
- høvlet parmesan til toppen (ca. 50 g)
- frisk basilikum til pynt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader (varmluft)
- Start med at skylle spinaten, kom lidt olie på en pande og vend spinaten rundt et par minutter, så den falder godt sammen. Kom spinaten i en skål.
- I skålen kommer du også revet hvidløg, skallen fra citronen og flødeost – vend det rundt
- I en anden skål laver du en tomatsauce: kom en dåse hakket tomat, tomatpuré, salt, peber, agavesirup, balsamico og lidt cayennepeber i og rør rundt. Kom et par skufulde af denne tomatsauce i et ovnfast fad
- Tag nu de friske lasagneplader frem og læg dem ved siden af hinanden på bordet, kom en skefuld af ostecremen på hvert stykke + et stykke inderfilet på hver. Rul sammen og kom rullerne i fadet med tomatsauce.
- Kom en skefuld af flødeosteblandingen oven på hver rulle.
- Kom resten af tomatsaucen over, så rullerne dækkes.
- Top det med friskhøvlet parmesan
- Ind i ovnen med fadet – giv det ca. 20 minutter. Osten skal være gylden og smeltet og kyllingen gennembagt.
- Anret med friske basilikumsblade
Inspiration til retten her
Andre lignende opskrifter
Hvis du er til denne her opskrift, er jeg sikker på du også er til en klassisk kyllingelasagne med spinat eller måske denne pastaret med kylling, soltørret tomat og masser af hvidløg
Følg meget gerne med på min Instagram, hvis du skulle have lyst. Her deler jeg også en masse madbilleder og opskrifter
Kan retten fryses ned ?
Ja det kan den sagtens 🙂
Kyllingen er helt rå efter endt tid
Hej Julie
Elsker denne ret og har lavet den engang for lang tid siden. Der skulle kyllingen have et snit og lidt fyld inden pandestegning. Nu ser det ud til det er rå kylling i lassgnepladerne?
Hej Jette. Ja det er rigtigt, men jeg har lavet den lidt om i den, fordi jeg tænkte det kunne gøres på en lettere måde. Så sådan som opskriften er nu, kan man nemlig sagtens gøre. Men du kan selvfølgelig stadigvæk stege kyllingen inden, hvis du har det bedst med det 🙂 god dag!
Hejsa hvad ville du spise til denne ret? Mvh Koran
En simpel salat, måske en af disse https://juliebruun.com/category/opskrifter/salat/tilbehoerssalater/ 🙂 Ellers bare noget gnavegrønt ..
kan man bruge spinat på frost
Sagtens 🙂 Bare sørg for at presse lidt af væsken fra når det er tøet op 🙂
Har lige taget retten i ovnen, men synes lasagnepladerne er helt tørre der hvor der ikke er tomatsauce. Skulle der måske dækkes med sauce eller er det meningen at det skal være lidt knasende??
Jeg plejer også at hælde lidt ekstra sauce over dem, så de netop har fået væske over det hele. Der kan godt være lidt sprødhed i hjørnerne, det synes jeg egentlig er fint. Men de må gerne lige ha’ rørt ved saucen, så de ikke er helt tørre 🙂
Hej Julie.
Tusinde tak for dine fantastiske opskrifter 🙂
Jeg vil lige høre, om du tror jeg ville kunne gøre retten klar om morgenen og ligge det i køleskabet og så først bage dem senere på eftermiddagen inden spisetid?
Vh Mette 🙂
Hej Mette
Det tænker jeg sagtens du kan jeg 🙂 Det tror jeg bestemt ikke ville gøre noget. Det bliver jo alligevel bagt 🙂
Mums! Tak for alle de mange og velsmagende opskrifter.
Hvor skaffer du friske lasagneplader der kan foldes/rulles?
Bedste hilsner
Charlotte
Det ligger ved siden af frisk pasta i de forskellige super markeder 🙂