Ymerdrys

Ymerdrys brugt oven på små morgenmad trifli med græsk yoghurt, en omgang hjemmelavet jordbærgrød og så det her støde ymerdrys på toppen. Jeg har pyntet mine med blåbær og lidt citronmelisse.

ymer

Ymerdrys

Ymerdrys

 

En omgang hjemmelavet ymerdrys er noget af det nemmeste. Det undrer mig virkelig at jeg først har kastet mig ud i det nu, for det er jo så godt og umådelig simpelt. 2 sølle ingredienser (rugbrød og brun farin) blendes sammen og bages. Det kan pifte en hver morgenmad servering op. Lav den klassiske: A38 med ymerdrys eller brug det oven på f.eks. en trifli som her. Jeg kommer med flere serveringsforslag her under.

Ymerdrys

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

15-20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

  • 400 g rugbrød
  • 75 g brun farin

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  2. Kom rugbrød og brun farin i en minihakker eller food processer (sidstnævnte er bedst hertil) og kør til det er smuldret.
  3. Spred ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i 15-20 minutter
  4. Rør lidt i det undervejs, det skal ende med at blive dejlig sprødt
  5. Lad det køle helt af, inden det kommes i en lufttæt beholder

Bedøm denne ret

Ymerdrys

Serveringsforslag

Som tidligere nævn kan man jo servere ymerdrys på A38, den klassiske! Men det kan altså også bruges til en hel del andet. F.eks. får min børn det oven på deres havregrød om morgenen, der får de nemlig en skefuld jordbærgrød og så toppes det med drysset. Det er også godt oven på andre slags trifli end lige den på billedet. Erstat f.eks. den græske yoghurt med en chiagrød (som kan danne bunden). En chiagrød er let og luftig og smager skønt af vanilje. Jordbærgrøden kan erstattes med en mangopuré, sådan en findes også i indlægget med chiagrød.

 

Hvilken type rugbrød til ymerdrys?

Du kan sagtens bruge et kernefrit rugbrød, så bliver det en anelse mindre sprødt. Jeg har faktisk brugt et med masser af kerner, så bliver de her kerner nemlig ristet helt sprøde. Jeg synes både det smager superskønt med kerner i, men det er også dejlig sundt med masser af fuldkorn og fibre.

 

Kan man bruge almindelig sukker?

Ja det kan du også, du kan bruge hvidt sukker, rørsukker eller brun farin. Faktisk kan du også bruge kokossukker. Både den brune farin og kokos(palme)sukker er lidt mere gylden i det og giver en varm smag. Kokossukkeret er dog knap så sødt. Jeg har endnu ikke prøvet at lave det med honning eller agavesirup, så jeg ved ikke helt om det ville fungere – det har jeg til gode.

 

Hvor lang tid kan den holde sig

Hvis du bager den helt sprød, kan en ymerdrys holde sig ganske lang tid. Alt væsken er jo suget ud, så det bliver ikke som sådan hurtigt gammelt. Jeg vil mene vi er på niveau med en bagt mysli, så en 3-4 uger ville jeg lade den være i bøtten inden den kasseres. Lav derfor gerne en stor portion, men alligevel ikke så stor at du ikke får det spist inden for en måneds tid. Opskriften her giver en bageplade fuld, som svarer til en lille bøtte på 10*10*10cm cirka.

 

Kan man variere smagen i ymerdrys

Ja kom meget gerne mere smag i. F.eks. kan du tilføje kanel og kardemomme. Du kan også komme appelsinskal i – for at få en mere julet smag. Du kan også lave dit ymerdrys lidt mere luksus og tilføje f.eks. bagte hasselnødder og hakket chokolade. Dog skal chokoladen først tilføjes efter det er helt koldt. Prøv at se min opskrift på en rugbrødsgranola her – den minder nemlig lidt om, men er lidt den tand mere “kompliceret” end en ymerdrys. Altså den er nem nok, men drysset er bare vanvittigt simpelt jo.

 

Andre brunch idéer

Mangler du brunch-inspiration kan du se en masse her, – så kan du både finde amerikanske pandekager, bananpandekager, vafler og en masse smoothie idéer.

Ymerdrys

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret