Tarteletter med høns i asparges

Tarteletter er nok den ret der bliver efterspurgt allermest her hjemme, i hvert fald blandt ungerne. Noah spørger flere gange om ugen om vi ikke nok skal have tarteletter. Så det får vi, ret tit. Dog med købte bunde langt mest. Det er bare nemmest. Denne variant er med kogte kyllingebryst. Måske er det ikke helt “rigtigt”, men jeg siger jer – det er nemt. Og nemt er bare godt, især i en børnefamilie.

tarteletter

høns i asparges

 

Tarteletter med høns i asparges

 

Uhm, hjemmelavede tarteletter med høns i asparges – det er altså noget af det bedste. Det er helt vildt nemt, på 15 minutter er der aftensmad. Jeg koger blot nogle kyllingebryst og imens de koger kan sovsen laves (på smør, mel, mælk, salt og peber). Så trækkes kyllingekødet fra hinanden og kommes i sammen med hvide asparges. Bum – så er der tarteletter.

Fyldet rækker til ca. 10 bunde, det plejer at passe med vores familie på 2 voksne og 2 børn. Lav gerne ekstra, så kan du varme fyldet op igen dagen efter. Du kan også sagtens tilføje lidt grøntsager, hvis du synes. F.eks. grønne asparges, persille eller ærter. Jeg kommer desuden altid tomat og agurk oven på mine. Resten af flokken herhjemme foretrækker dem uden.

Tarteletter

Opskrift til 10 styks

Tiden er angivet for selve fyldet til bundene. Bundene tager 90 minutter at lave. Så hvis du køber bunde, har du super nemme tarteletter klar på 20 minutter

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

20 minutter

Ingredienser

Tarteletbunde (hvis ikke du køber dem)

  • 2 tsk. salt
  • 350 g hvedemel
  • 150 g grovmel (jeg brugte grahamsmel)
  • 75 g smør
  • 2 spsk. citronsaft
  • 2 dl vand
  • Til udruldning: 210 g smør

Fyld

  • 500 g kyllingebryst + vand til kogning + 1 bouillonterning
  • 1 spsk. smør
  • 3 spsk. hvedemel
  • 4 dl mælk, gerne sødmælk (men havredrik kan også sagtens bruges)
  • 3-4 dl kogevand fra kyllingen
  • 200 g hvide asparges (på glas)
  • godt med salt og peber

Toppings:

  • Agurk, tomat, ekstra peber, frisk persille

Sådan gør du

Tarteletbunde

  1. Start med at lave dine tarteletbunde: smelt smør i en gryde, ikke så det koger – men blot lige så det smelter
  2. Kom smør, salt, mel, citron og vand i en skål og ælt dejen godt rundt
  3. Tag de 210 g smør ud til udrulning, drys lidt mel på et bord, kom smør på bordet og bank det ud til en tynd firkant (jeg brugte en kagerulle til at banke), sørg for at smøren ikke hænger fast til bordet, drys lidt ekstra mel hvis det er nødvendigt
  4. Ved siden af smøren, drysser du igen lidt mel og ruller nu dejen ud til en stor firkant (næsten dobbeltstørrelse af smøren)
  5. Læg smør oven på dejen og fold dejen ind over, så smør er dækket, rul forsigtigt ud – uden at smøren titter frem
  6. Kom dejen på køl i 20 minutters tid
  7. Tag dejen ud og rul den forsigtigt lidt aflang, nu skal den foldes. En tredjedel ind over midten, og den anden tredjedel ind over igen, så der er 3 lag. Rul forsigtigt ud igen, så størrelsen bliver som inden du rullede
  8. Sæt igen på køl 20 minutter og rul endnu engang. Hvis du har god tid og tålmodighed, fortsætter du et par gange endnu. Jeg stoppede her, og det fungerede fint
  9. Tag nu noget frem du kan udstikke med, jeg brugte en almindelig kaffekop – stik nogle runde cirkler ud af dejen, kom dem i muffinsforme og pres dejen godt op af siden . På nuværende tidspunkt vil jeg begynde at lave fyldet til tarteletterne, så det passer med timing. Jeg vil sætte kyllingen over til kog nu!
  10. Tag en klump sølvpapir, bagepapir eller noget andet og kom ned i formene (så siderne ikke falder sammen af tarteletten) – papiret tager du selvfølgelig bare op igen når de er bagte. Giv dem ca. 20 minutter ved 180 grader

Fyld

  1. Start med at sætte vand over i en stor gryde, når det koger – kom kyllingebryst og bouillonterning i, lad det koge i 10 minutters tid og tag så kyllingen op af vandet (lad blot vandet blive i skålen)
  2. I en anden gryde kommer du smør og mel, og rører godt rundt imens du varmer forsigtigt op. Tilsæt mælken lidt a gangen imens du rører, så klumperne røres ud
  3. Tilsæt noget af kogevandet, saucen bliver tykkere og tykkere, så tilsæt mængde så den har den konsistens du ønsker
  4. Skær kyllingen og asparges ud i mindre stykker og kom i saucen, når den har den konsistens du vil have, kom også lidt af vandet fra glasset med
  5. Smag til med salt og peber
  6. Server din høns i asparges i dine lune tarteletbunde, og pynt evt. af med agurk, tomat og friske krydderurter samt et drys salt og peber

Bedøm denne ret

Tarteletbunde

Tarteletbundene er lidt mere krævende, ikke at det var særlig svært, men det tog da lige lidt tid – fordi de skal lægges sammen et par gange og ind på køl. Hvis du sætter 1-1,5 time af inden du skal spise, har du fint med tid. Hvis du er fedtforskrækket, skal du nok ikke begive dig ud i tarteletbunde. Du kan også købe nogle, lade være med at læse hvad der er i, og forestille dig at de er lavet af broccoli ;o)

Tarteletterhøns i asparges
høns i asparges

tarteletter

Billige tarteletter

Tarteletter er jo bare drøn lækkert, og så koster det faktisk ikke alverden at lave. Her har vi handlet ind i REMA100 for 144 kr. Så du kan altså mætte en del personer, med de her 10 tartelletter med persille på toppen, som opskriften rækker til.

 

Andre meget børnevenlige opskrifter

 

Instagram

Husk også at I er altid er velkomne til at følge med ovre på min instagramprofil. Her er masser af inspiration til nemt og sundt hverdagsmad

Kommentarer

  1. Årh, jeg er pjattet med tarteletter! Jeg har heldigvis fået min svigermor til at indse, at de naturligvis skal være på menuen til julefrokosten! Der har så også været et par år, hvor jeg ikke har kunnet deltage, enten pga egen eller børns sygdom – hvilket har efterladt mig nærmest grædefærdig, idet jeg jo så gik glip af tarteletterne, haha!

  2. De er også en sikker vinder herhjemme:-)
    Jeg har dog aldrig selv prøvet bage bundene, men jeg bør da kaste mig ud i det.
    Julehygge til dig:-)

Vis alle kommentarer (4)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret