Denne talkage med citron lavede jeg til min mors fødselsdag for en weekend siden. Den er lavet på en citronkage med marcipan og hvid chokolade, så er der et lag lemoncurd på og til slut en hvid chokoladefrosting. Kagen er pyntet af med marengskys, macarons, passionsfrugter og andet lækkert. Jeg håber du kan bruge opskriften til når du skal kreere talkage eller bogstavskage.
Talkage med citron
Min søde mor fyldte 60 år i starten af maj og holdte damefødselsdag for alle hendes veninder. Hun havde ønsket en talkage af mig, eller jeg havde foreslået hende om jeg ikke skulle smække en talkage sammen til hende. Jeg havde frit valg ift. smag og pynt og havde også været rundt omkring en masse. Den nemmeste talkage er denne synes jeg, en klassisk chokoladevariant. Jeg overvejede også en gulerodskage, en mazarinkage med jordbær på eller en key lime pie. Men nu blev det til en citronkage.
Antal stykker i talkagen
Her er nok til i hvert fald 30 stykker. Vi var 25 til festen og kun den ene kage blev spist. Så min mor kunne tage den anden med på arbejde. Men hvis man tager store stykker er her rigeligt til 30-40 stykker.
Citronkage som talkage
Dagen inden servering:
- Bag kagerne og sæt dem på køl uden at skære tal ud
- Print og klip skabeloner ud til talene eller lav dem i frihånd.
- Lav din lemoncurd som kan stå på køl
- Lav din hvide chokoladecreme og stil den på køl
- Lav dine citronchips og stil på køl
- Lav dine marengskys og kom dem i en bøtte på køkkenbordet.
Dagen hvor den skal serveres:
- Skær kagen ud til tal
- Saml kagen i lag
- Pynt kagen
Samlet tid
6-8 timer i alt.Ingredienser
Kage
- 3,5 dl sukker
- 20 æg
- 500 g marcipan
- 600 g smør
- 800 g mel
- 5 tsk. bagepulver
- 5 spsk. birkes
- 5 citroner
- 500 g hvid chokolade
Lemoncurd
- 6 økologiske eller usprøjtede citroner
- 3 æg
- 6 æggeblommer
- 180 g sukker
- 120 g smør
Hvid chokoladefrosting
- 750 g hvid chokolade
- 1600 g flødeost, naturel
- 500 g blødt smør
- 875 g flormelis
- 2 spsk. vaniljesukker
Marengskys
- 125 g æggehvide
- 200 g flormelis
Citronchips
- 2 usprøjtede citroner
- 2 dl sukker
- 2 dl vand
Forslag til pynt
- 10 gule macarons (vi købte vores)
- 1 pakke ananas kirsebær
- 2 hvide LION bar
- 1 god håndfuld gule påskeæg eller andet gul slik
- en håndfuld frisk mynte
- 3 passionsfrugter
- 1 tsk. guldstøv
Sådan gør du
KAGE:
- Tænd ovnen på 180 grader (jeg bruger varmluft)
- Tag æg og (alt) smør ud af køleskabet, så det bliver stuetemperatur og smørret bliver blødt.
- Kom smør og sukker i en skål og pisk godt, så det bliver lyst og luftigt.
- Kom så æg i et af gangen mens du pisker.
- Kom revet marcipan, mel, bagepulver og birkes i dejen og pisk lidt igen
- Riv skallen fra citronen i og pres også saften med
- Hak den hvide chokolade groft og kom den i, vend det hele rundt.
- Kom dejen i to bradepander, beklædt med bagepapir
- Bag i ovnen i en halv times tid (prik i kagen efter 25 minutter), der skal ikke hænge dej på gaflen, men den må gerne være blød og saftig.
- Lad kagerne køle helt af.
LEMONCURD:
- Imens dine kager er i ovnen, kan du lave lemoncurd. Kom citronskallen fra 3 citroner i gryden sammen med saften fra alle 6 citroner.
- Tilsæt æg, æggeblommer og sukker og varm forsigtigt op. Det skal ikke have særlig meget varme, så bliver det til røræg. Rør godt hele tiden ind til cremen begynder at blive tykkere (som en æggesnaps).
- Når det begynder at blive tykkere, tilsættes smør. Slut for komfuret og lad blot smørret smelte langsomt i gryden.
- Lad din curd køle af i købeskabet. Hvis den skulle få klumper, kan du sagtens si din lemoncurd.
HVID CHOKOCREME:
- Smelt den hvide chokolade over vandbad. Lad det afkøle let, mens du forbereder resten.
- Pisk flødeost, den bløde smør, flormelis og vanilje godt sammen, og hæld den hvide chokolade i, mens du stadig pisker. Hvis du kan ane en klumpet creme inden chokoladen hældes i, så fortvivl ikke – for den bliver glat i det chokoladen kommes i.
- Lad frostingen køle helt ned i køleskabet, inden den kommes på kagen.
CITRONCHIPS:
- Skyl citronerne, og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern eller med en skarp kniv.
- Kog sukker og vand sammen i 2-3 minutter. Læg citronskiverne i en skål, hæld sukkerlagen over, og lad dem stå i 15-20 minutter.
- Tænd ovnen på 125 grader. Kom citronskiverne på en bageplade med bagepapir. Sæt bagepladen i ovnen, og bag citronskiverne i 45-60 minutter, til de er gyldne. Vend citronskiverne cirka midtvejs.
- Lad citronskiverne afkøle på en bagerist.
MARENGSKYS:
- Kom æggehvider i en røreskål og pisk godt til det er helt stift. Det er vigtigt at skålen er helt ren og tørret fuldstændig af inden du pisker.
- Kom flormelis i lidt af gangen mens du fortsat pisker. Bliv ved til din marengs er helt stiv og glansfuld/ blank.
- Kom i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt små toppe ud på et stykke bagepapir. Hvis du ønsker lidt gul farve på dem, så kan du komme lidt gul frugtfarve ned i sprøjteposen langs kanten et par steder, inden din marengs kommes her i.
- Giv dem en times tid i ovnen ved 80 grader varmluft.
SAML KAGEN:
- Nu skal din citronkage skæres til tal, det er nemmest hvis man har printet en skabelon man kan ligge oven på kagen og skære ned omkring. Kom resterne/ kanterne i fryseren.
- Smør de her tal med lemoncurd over det hele. Jeg kom et lag på 3-4 mm på.
- Kom cremen i en sprøjtepose, jeg bruger en stor tyl. Sprøjt toppe ud på hele kagen. Cremen skal ikke være for blød, den må gerne komme fra køleskabet. Men den kan dog heller ikke presses ud hvis den er for hård. Det bedste er at tage den ud af en nat på køl og lade den ligge 15-20 minutter på køkkenbordet inden den sprøjtes ud.
- Nu skal den pyntes med marengskys, citronchips (skåres i halve/ både), macarons, slik og bær, halve pasionsfrugter, mynteblade og lidt guldstøv til sidst.
Kan din talkage med citron fryses?
Ja det kan den godt, både kage, lemoncurd og creme bliver ganske fint efter en tur i fryseren. Pynten kan jeg være mere i tvivl om, men du må prøve dig frem og ellers kan den pyntes på ny. Man plejer jo også at servere den til festen eller for gæsterne inden fryseturen. Så efter den har været en tur i fryseren, er det nok bare dig selv og familien der spiser rester. Så går det nok at pynten ikke er så pæn mere, ikke sandt?
Hvornår skal man gå i gang?
Jeg har forklaret i selve opskriften hvad du kan lave dagen inden og hvad du bør gøre på dagen. Kagen er finest hvis du først pynter den i timerne op til servering. Men de forskellige elementer kan dog sagtens laves dagen inden.
Andre fine fødselsdagskager
Mangler du flere eller andre idéer til hvad du ellers kan servere til en fødselsdag, har jeg listet lidt op her.
- lagekager, f.eks. denne chokoladelagkage
- cookies, træstammer, hindbærsnitter, flødeboller med browniebunde og karamelmidte eller mælkesnitter
- cheesecakes, f.eks. en med jordbær eller en med kitkat
- pavlova, f.eks. denne med karamel, vaniljecreme og friske bær
Andet pynt på din talkage med citron
- karamelpopcorn
- mini kokostoppe (lav dem mindre end opskriften siger her)
- chokoladeovertrukne jordbær
- hvis det er en juleudgave, kunne slikstokke være pænt.
- ellers kan man jo pynte med alverdens slik. Jeg synes klart det er pænest at holde sig inden for en farveskala, f.eks. som her (hvid og gul), ellers som her hvor det er chokolade og blåt, gad også godt lave en rød med rød slik og bær.
Jeg ville blive meget glad for at se dig inde på min Instagram-profil, der hedder @juliebruunsblog. Herinde kan du finde inspiration til både lidt sundere mad, ofte med godt med grøntsager i, men jeg har også en del kager og desserter, som jeg løbende viser frem. Alt med måde, ikke? ☺️ Jeg håber, vi ses derinde!
Hej Julie
Super lækker opskrift! Jeg vil gerne lave en til min datters fødselsdag – dog bliver vi max 12. Hvis jeg kun laver en bradepande er det så nok at halvere din opskrift? Jeg skærer kagen ud i et 6-tal.
På forhånd tak
Mia
Hej Mia – beklager meget mit sene svar. Jeg håber, at du fandt ud af det! Jeg ville selv halvere opskriften hvis jeg blot skulle lave ét tal – så er der rigeligt med kage 🙂 Kh Julie
Hej Julie
Hvor store er de bradepander du bruger i opskriften?
Mvh. Izabella
Min måler 47 * 38 😀
Kan man undlade marcipanen, og hvor meget ekstra sukker, tror du så ,der skal i kagen?
Ja det kan du godt, men ja – godt spørgsmål. Har faktisk ikke prøvet at lave den uden. Det giver jo både lidt smag, men også et bidrag til konsistensen i kagen. Måske jeg ville forsøge mig med sukker svarende til halvdelen af vægten af marcipan. Men tør dog ikke love at det passer, har ikke selv lavet den sådan 🙂
Hej Julie
Tror du det vil være muligt at lave alle 3 komponenter til kagen, fryse dem ned enkeltvis og efterfølgende tage dem op og samle på dagen for servering?
Hej Kathrine.
Kagen og smørcremen kan i hvert fald godt fryses. Jeg har aldrig prøvet at fryse lemoncurd. Jeg ville nok selv foretrække at bage det dagen inden servering i stedet for. Også fordi det er kæmpe stykker kage at skulle finde plads til i fryseren 😉
Men hvis du prøver at gøre det, så giv endelig lyd omkring hvordan det gik 🙂
Kh Julie
Du skriver ikke noget om de 500 gr. marcipan. Jeg går ud fra at den skal rives og blandes i dejen efter den første piskning… eller….?
Hej Ulla. Tak for din besked. Marcipanen skal blandes i sammen med mel – det er føjet til opskriften nu.
Kh Julie
Hej Julie
Kagen ser bare så flot og lækker ud. Jeg vover at kaste mig ud i opskriften til min fars fødselsdag. Der kommer 65 gæster og jeg skærer ikke kagen ud i tal, men serverer det hele. Tror du jeg skal lave 3 bradepander? Og skal jeg måske fordoble portionen af creme og curd?
På forhånd tak 🙏
Hej Rikke. Beklager mit sene svar!
Jeg vil umiddelbart tro, at det er nok med to bradepander, hvis ikke du skærer dem ud som tal. Men creme og curd-mængderne skal nok ganges lidt op, ja, da de svarer til, hvis du skærer kagerne ud i tal/bogstaver.
Giv endelig lyd om, hvordan det gik, hvis du har fødselsdagen overstået 🙂
Kh Julie