Cheesecake med jordbær

Her er en lækker klassisk cheesecake opskrift med jordbærgele. Den er lavet på en kiksebund med mandler, et lag med flødeoste creme med græsk yoghurt og vanilje. En top af jordbærgele og så godt med friske jordbær på toppen. Smagen af sol og sommer! Få min bedste cheesecake med jordbær opskrift i indlægget her.

cheesecake

cheesecake

Cheesecake med jordbær

 

Ej denne her sommerlige sag er så god. Den er faktisk virkelig nem og smager så godt. Man kan sagtens lave lidt småjusteringer i kagen, så den passer dine smagsløg bedst. F.eks. kan man pynte med friske blåbær og hindbær også, eller friske mynteblade. Tilføj evt. citronskal i ostecremen eller brug en anden slags kiks end digestive i bunden. Nedenfor uddyber jeg de her forslag lidt nærmere. Men her får I min klassiske cheesecake med jordbær opskrift, jeg håber den kan bruges. Lav den gerne i god tid inden servering, f.eks dagen inden. Da den skal stå en del timer på køl for at blive fast.

Cheesecake

Opskrift til 12 små stykker

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

minimum 5 timer på køl

Samlet tid

6 timer

Ingredienser

Kagebund

  • 120 g digestive kiks
  • 100 g mandler
  • 90 g smør
  • 1 godt nip salt

Flødeostecreme

  • 3 husblas
  • 200 g flødeost naturel
  • 2 dl græsk yoghurt eller creme fraiche
  • 1 lille dl fløde
  • 1 vaniljestang + 2 spsk. sukker

Jordbærgele

  • 200 g frosne jordbær
  • 1 dl vand
  • den tomme vaniljestang fra før
  • 3 spsk. sukker
  • 3 blade husblas

Pynt

  • 250 g jordbær

Sådan gør du

BUND: 

  1. Kom kiks og mandler i en food processor og kør til mel.
  2. Kom smeltet eller blødt smør ved samt lidt salt og rør igen
  3. Pres bunden ud i en en springform, min måler 22 cm.
  4. Stil bunden på køl imens du laver din creme.

 

CREME:

  1. Kom husblas i en skål med koldt vand og lad det ligge overdækket af vandet i 10 minutters tid.
  2. Skær imens vaniljestangen op og pres kornene ud. Bland dem op med lidt sukker på skærebrættet. Gem den tomme vaniljestang til geleen.
  3. I skål kommer du flødeost, græsk yoghurt, fløde og det her hjemmelavede vaniljesukker. Pisk det godt sammen med en elpisker.
  4. Pres nu husblas fri fra vandet, kom det i en skål som du stiller over en gryde med vand – så du smelter det her husblas over vandbadet.
  5. Så snart det er smeltet, tager du en skefuld creme og kommer over til det smeltede husblas. Rør det sammen og kom det tilbage til resten af cremen. På den måde ungår du klumper. Rør det godt sammen.
  6. Hæld cremen over kagebunden og bank formen let ned i bordet, så lufthuller springer.
  7. Stil på køl i minimum 3-4 timer eller ind til den er fast (gerne bare natten over).

 

GELE:

  1. Vent gerne med denne til efter de 4 timer, så cremen er blevet fast!
  2. Kom frosne jordbær i en gryde sammen med vand, den tomme vaniljestang fra tidligere og sukker. Giv det et kort opkog, til bærerne bliver bløde.
  3. Mas dem godt med en gaffel og si så blandingen, du skal bruge væsken.
  4. På samme måde som før med husblas, skal det ligge i koldt vand, vrides op og smeltes over vandbad.
  5. Kom igen lidt af denne her “jordbærvæske” ned til den smeltede husblas, rør rundt og tilføj det til resten af jordbærvæsken.
  6. Hvis og når din creme har sat sig på kagen, kan denne her jordbærgele hældes over. Det er dog vigtigt at cremen har sat sig helt. Gør det ved at holde en spiseske hen over cremen, som du hælder geleen ned på. Bare for ikke at lave en hård stråle ned på cremen, som så går i stykker. Så på denne måde rammer geleen cremen lidt mere forsigtig.
  7. Når alt gele er hæld over, stilles den atter på køl i 1,5-2 timer.

 

PYNT

  1. Pynt din kage med friske bær og server

 

Bedøm denne ret

cheesecake med jordbær

cheesecake med jordbær

Cheesecake med jordbær og kiksebund

Som nævnt ovenfor kan du fint småjustere lidt, så den passer lige til dig. Her kommer lidt forslag til hvad du ellers kan gøre:

  • bunden: skift digestive ud med en anden type kiks, f.eks. Bastogne eller Oreos. Skift mandler ud med en anden type nødder, f.eks. hasselnødder (dem foretrækker jeg dog klart uden skal, så køb dem sådan eller bag dem inden og pil på den måde skallen af først).
  • cremen: skift flødeost ud med mascarpone. Skift græsk yoghurt ud med skyr eller creme fraiche. Tilføj evt. lidt citronskal eller limeskal til cremen eller kom lidt smeltet hvid chokolade i. Der er mange muligheder og brug evt. nogle af ovenstående ingredienser, hvis du har disse liggende.
  • gele: jeg har valgt at si de frosne jordbær fra efter de har fået et opkog, men de kan også fint komme med på kagen. Det giver egentlig kun mere smag og bid, eg synes bare kagen er flottest uden dem.
  • pynt: pynt gerne med andre slags frisk bær, ribs eller friske mynteblade. Du kan også høvle lidt hvid chokolade ud over, hvis du f.eks. har dette med i din creme.

 

Vild med cheesecake?

 

Se lidt andet sommerligt lækkert her

 

Instagram og facebook

Følg gerne med på min instagramprofil og min facebook-side også, hvor jeg deler en masse madbilleder og opskrifter. Her er desserter og kager, men også en helt masse nem hverdagsmad, ofte med godt med grøntsager i.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret