Denne uges madplan er endnu en i rækken af vores billige madplaner. Sidste gang jeg udgav en budgetvenlig madplan hittede det altså bare. Så jeg tænkte, at I helt sikkert kunne være klar på én mere. SU-venlig madplan #5 indeholder 5 billige, lækre retter, som du kan handle ind til for 483 kroner (du kan handle det hele i Rema1000). Det er dælme billigt! Jeg håber, at du kan bruge den. Indkøbsliste medfølger nedenfor.
SU-venlig madplan #5
I den kommende uge kan du se frem til en masse lækker spise. Den står først på en hverdagsret, nemlig shakshuka med bønner og kartofler. Denne ret er virkelig nem at lave, da den bare skal stå og passe sig selv. Tirsdag skal I have æggekage i ovnen med kartofler og ost på et stykke rugbrød. Både en nem og billig ret. Ingredienserne skal blot smækkes sammen i et fad og så ind i ovnen. Evt. et lækkert rugbrød fra bageren – bum så har du en dejlig gang aftensmad. Onsdag byder på wok med kylling i karry. En skøn, cremet wok, som er fyldt med grøntsager. Der er wokrester på menuen torsdag – her har jeg regnet dobbelt portion med ind i indkøbslisten. Weekenden skydes i gang med en lækker hvid pizza med kartofler og mascarpone. Lørdag jeg planlagt den bedste tærte med karamelliserede løg og gulerødder.
I indkøbslisten har jeg handlet til en hjemmelavet tærte bund. Hvis du ikke gider det, kan du blot købe dig til en færdig bund – undlad da at købe smør og mel fra listen. Vil dog sige, at tærtebunden er SÅ nem og hurtig at lave, og så spiller den bare! Ugen rundes af søndag med rester fra ugens løb.
Billige justeringer
Denne madplan handler jo om at spare penge på madbudgettet. Derfor har jeg bl.a. brugt en smule mindre kylling i wokretten end der står i opskriften. Man kan nemlig sagtens undlade lidt, da retten er fyldt med en masse grønt, og dermed kan man spare lidt penge. Ligeledes har jeg skiftet fløde ud med kokosmælk i retten, da man også kan spare lidt her. I tærten som du skal have lørdag, har jeg undladet oksekødskuglerne på toppen, så den blot består af karamelliserede gulerødder og løg, samt æggemassen. Den smager nemlig ligeså skønt uden – jeg foretrækker egentlig helst tærten sådan.
Som du nok bemærker, så er der generelt begrænset kødforbrug i disse opskrifter. Jeg tror man hurtigt kan blive overrasket over, at der faktisk slet ikke er brug for kød i en ret, for at den mætter og smager godt. Vi har fokus på at retterne stadigvæk indeholder proteiner og grøntsager, som mætter rigtig godt i maven. F.eks. indeholder den første ret på madplanen, shakshuka, både bønner, æg, og kartofler. Så her kan du være sikker på, at mætte hele familien med et dejligt og mættende måltid. Jeg håber, at I vil prøve denne uges budgetvenlige madplan, og at I er lige så vilde med retterne, som os.
På madplanen denne uge
- Mandag: Shakshuka med bønner – server lidt brød eller flutes her til
- Tirsdag: Æggekage i ovn med kartofler og rugbrød
- Onsdag: Wok med kylling i karry (lav dobbelt portion, så der er rester til torsdag. Dette er medregnet i indkøbslisten)
- Torsdag: Rester fra onsdagens wokret
- Fredag: Hvid pizza med kartofler
- Lørdag: Tærte med karamelliserede løg
- Søndag: Tøm køleskabet og spis resterne fra ugens løb
Indkøbsliste til SU-venlig madplan #5
Grøntsager:
- 1 pose rødløg
- 1 pose løg
- 1 pose gulerødder
- 2 rød peber
- 1 bundt grønne asparges
- 1 pose kartofler
- 1 pakke cherrytomater
- 1 bundt frisk basilikum
- 1 bundt frisk timian
Mejeri:
- 1 stor bakke æg (12 æg)
- 1 chili gouda ost
- 1 pakke gær
- 1 bøtte mascarpone
- 2 mozzarella kugler
- 1 pakke fetaost
- 1 liter mælk
- 1/4 liter fløde
- 1 bakke smør
Kød og fisk:
- Ca. 560 gram kyllingebryst
Andet:
- 1 pakke rugbrød
- 2 poser wok blanding fra frost
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 pose hvide bønner
- 1 pose ris
- 2 dåser kokosmælk
- 1 glas mango chutney
- 1 pose mel
- 1 flaske sirup
- 1 flaske balsamico
Krydderier: paprika, spidskommen, salt, peber
Madplan kategorier
Denne madplan er som sagt en del af kategorien budgetvenlige madplaner. Eller billige madplaner, SU-venlige madplaner – kært barn har mange navne. Princippet med disse madplaner er bare, at vi sammensætter opskrifter til hele ugen, som er billige at handle ind til. Vi stræber efter, at man kan handle aftensmad til til 4 personer for ca. 500 kroner (2 børn og 2 vokne, eller 2 voksne med rester til frokost).
Her på bloggen kan du finde flere forskellige kategorier på madplaner. Hvis du f.eks. kunne tænke dig at madlavningen skal gå lidt hurtigt, så kan du med fordel bruge en af vores madplaner med hurtig aftensmad. Her finder du madplaner spækket med retter, som kun tager 20 minutter at lave. Det kunne også være, at du har lyst til at ekperimentere i forskellige eksotiske køkkener, så har vi også madplaner fra andre verdens hjørner.
Kogebog med hverdagsaftensmad
Se også meget gerne vores kogebog, som er proppet med retter for hele familien. Opskrifter som indeholder en masse grøntsager, som er nemme og hurtige. Opskrifter som kan laves med råvarer fra det lokale super marked. Opskrifter og retter som er familievenlige, noget for både børn og voksne. Hvis I har lyst til at lure på den, kan du kigge med her. Hvis I har lyst til at støtte os, så kan den købes på min hjemmeside.
Det er billigt. Godt lavet og udtænkt! Tak
Mange tak, det er jeg glad for at høre! 🙂
Synes ikke at 2000kr til aftensmad om måneden er specielt SU-venligt – måske værd at tage til eftertanke 🙂
Det kan jeg sagtens se, tak for din kommentar! Madplanen er tænkt til 4 personer, hvorfor vi synes det er super billigt for en måned. Men vi vil tage til eftertanke at kreere madplaner som er billigere for blot 1-2 personer måske 🙂 Kh