Ravioli i cremet tomatsauce
Her er en virkelig lækker, og virkelig nem omgang aftensmad. Hele herligheden tog 20 minutter at bikse sammen. Opskriften er kommet frem som en del af et lækkert samarbejde jeg kører med Eva Solo. Måske du så den opskrift jeg delte sidst i samme samarbejde. Her kreerede jeg lækre rumænske kødboller, hvor opskriften er delt på min instagramprofil. Dem serverede jeg til haydari og en tyrkisk salat. Denne gang er vi mere i det italienske køkken. Her er nemlig en lækker cremet pastaret på menuen. Tortellini eller ravioli i cremet tomatsauce.
Af grøntsager har jeg brugt peberfrugt, løg, hvidløg, cherrytomater og basilikum. Jeg har brugt tortellini/ ravioli i retten, hvilket fungerer så godt med begge varianter. Men du kan også sagtens blot bruge pasta eller spaghetti her til. Saucen er lavet på passata, en smule balsamicoedikke, en sjus fløde og godt med parmesan. Der ud over har jeg ristet chorizopølse godt sprødt og brugt det til retten også. Her kunne man snildt undlade det for en vegetariske version, eller bruge kødboller i stedet. Jeg håber I kan bruge min opskrift på ravioli i i cremet tomatsauce – den rækker til 4-6 personer.
Ingredienser
- 80 g chorizopølse
- 2 skalotteløg
- 2 fed hvidløg
- 1 rød eller orange peberfrugt
- 15 cherrytomater
- 1 håndfuld frisk basilikum
- olie til stegning
- 2 spsk. balsamicoeddike
- godt med salt og peber
- 1 flaske passata (700 ml)
- 50 g parmesanost
- 40 g revet mozzarella
- 400 g ravioli eller tortellini
- 1/4 liter piskefløde
- Smag til med ekstra salt og peber. Pynt med ekstra parmesan og basilikum
Sådan gør du
- Fjern skindet fra chorizopølsen og skær den i små stykker.
- Steg i olie et par minutter.
- Skær løg og hvidløg fint og svits sammen med pølsen.
- Skær også peberfrugt i tern, cherrytomater i halve og basilikum groft. Kom det på panden og vend det godt rundt nogle minutter.
- Tilføj balsamicoeddike, salt og peber og vend det rundt i et minuts tid inden du også kommer passata ved.
- Kom revet parmesan + mozzarella ved + ravioli og fløde.
- Vend det hele sammen og lad det småsimre i 5-7 minutters tid.
- Smag til med ekstra salt og peber, og server med frisk parmesan og basilikum.
Stegepande fra Eva Solo
Retten her er lavet på en stegepande fra Eva Solo uden belægning, men med en bund der har et unikt mønster, der forhindrer maden i at brænde sig fast. Den holder desuden fedtstoffet fordelt under maden og danner en naturlig slippe-evne. En sidste genial ting er at den kan gå i opvaskemaskinen.
Stellet på billederne
Jeg har serveret min tortellini i cremet tomatsauce i de her dybe tallerkener fra Eva Solo. De kan bruges til alt muligt, men især til sådan noget som pastaretter, supper eller gryderetter er de helt perfekte.
Video af ravioli i cremet tomatsauce
Her kan du se hvor nemt det er at lave tortellini i cremet tomatsauce / ravioli i cremet tomatsauce.
Serveringsmuligheder
Egentlig synes jeg slet ikke man behøver servere noget til. Man får både godt med smag, forskellige konsistenser, fylde og mæthed ved blot at spise pastaretten som den er. Skulle jeg servere den for gæster, havde jeg måske bagt lidt brød til eller blot lunet et købt flutes. Ellers er en simpel salat også en mulighed. F.eks. en frisk appelsinsalat, en tomatsalat eller denne løg-æble salat.
Små justeringer til retten
Jeg nævnte ovenfor lidt muligheder for at justere i din ret, så den passer lige din smag og det dit køleskab nu byder på. Her kommer lidt mere detaljerede justeringsforslag:
- Af grønt: her kan du sagtens tilføje en masse ekstra. F.eks. kunne squash, aubergine, gulerod, blomkål eller flere krydderurter også være en idé. Så har du nogle af disse i grøntsagsskuffen, så er det bare i med dem.
- Af kød: her har jeg valgt at bruge sprød chorizopølse. Du kan helt undlade kød her i. Men næste gang jeg skal lave den, så vil jeg prøve at skifte chorizopølsen ud med saftige kødboller. Ikke på oksekød, det bliver nemt så tørt. Jeg tror jeg vil lave kødboller på hakket kyllingefars eller på grissefars næste gang. Nogle med godt med løg, hvidløg, krydderurter og den slags i.
- Ift. pastaen: her kan du bruge lige den slags tortellini, ravioli eller fyldte pastaer du ønsker. Aller mest luksus ville det selvfølgelig være, hvis du havde lavet dem selv fra bunden. Det er sjældent jeg har tid til den slags, men det kunne være et sjovt projekt. Ellers kan helt almindelig spaghetti også bruges. Jeg ville foretrække frisk spaghetti.
Hej Julie
Tak for denne overskuelige og lækre opskrift. Min teenager var vild med den og siger, at den er en keeper! 🙂
De bedste hilsner fra Tina
Hej Tina.
Tusinde tak for din kommentar. Det er jeg så glad for at høre! 🙂
Kh Julie