Det her kunne kunne være et bud på en forret til hvilken som helst middag. De er hvert fald super gode, nemme og lette lige at servere for gæsterne som det første, sammen med et glas iskoldt hvidvin. Her i indlægget finder du en opskrift på kartoffelvafler med laks og avocado.
Kartoffelvafler med laks
En dejlig nem og yderst smagsfuld forret, som jeg er sikker på vil glæde dine gæster. Sprøde, saftige kartoffelvafler, smurt med en flødeostecreme med citron, toppet med avocado, laks og frisk dild. Virkelig en dejlig kombination, som jo bare vil gå ekstra godt sammen med en god velkomstdrink eller et glas hvidvin ;o). Du kan med fordel forberede vaflerne og cremen dagen forinden, så du blot skal samle den lille anretning inden den skal serveres.
Nedenfor kommer jeg med forslag til hvad du ellers kan toppe dine katoffelvafler med. Både forslag til andre slags dressinger, kød/fisk og grøntsager.
Ingredienser
Kartoffelvafler
- 275 g kartofler (målt med skræl på)
- 200 g sød kartoffel
- 1 løg
- 3 æg
- 75 g revet cheddarost
- 4 spsk. hvedemel
- 1 tsk. salt + peber
- Smør til stegning
Flødeostecreme
- 100 g flødeost naturel
- 1 spsk. citronsaft
- 1/2 tsk. flagesalt + peber
- 1 spsk. frisk timian, hakket
- 1/2 fed hvidløg
Desuden
- 150 g laks
- 1 avocado
- Evt. frisk dild og citron
Sådan gør du
- Riv kartofler og sød kartoffel på et groft rivejern (jeg beholder blot skrællen på, men rengør selvfølgelig godt inden). Pres så meget væske fra du kan og kom det i en skål.
- Hak løg fint og kom i skålen sammen med de øvrige ingredienser til vaflerne. Rør det sammen. Vent gerne med at bage vaflerne til lige inden servering.
- Rør flødeostecremen sammen ved at presse/rive hvidløg og blande med de øvrige ingredienser.
- Kom en klat smør i vaffeljernet og bag vaflerne. Læg dem over på en rist bagefter fremfor at lægge dem oven på hinanden på en tallerken. Så holder de sig mest sprøde.
- Skær de færdige vafler ud i hjerter, og pynt med en klat flødeostecreme, et stykke laks og et par skiver avocado.
- Top evt. med frisk dild og citron.
Kartoffelvafler i belgisk vaffeljern
Jeg har også lavet samme opskrift på vafler og brugt et andet vaffeljern til dem. Et hjertevaffeljern giver mindre og tyndere vafler, som egner sig perfekt til en forret. Et belgisk vaffeljern giver noget større vafler. Det er dem jeg har lavet på videoen herunder. De er perfekte til aftensmaden, med en slags dressing eller smørelse. Noget kød eller fisk og lidt grønt. Jeg elsker også en løgkompot på vaflerne.
Brug gerne andet fyld til dine kartoffelvafler
- Dressing: Som dressing kan du smørre dine kartoffelvafler med alt muligt. Vi har brugt en flødeost med citron. Andre flødeoster kan også sagtens gå, eksempelvis en flødeost med hvidløg eller krydderurter. Man kunne også smørre vaflerne med en hjemmerørt pesto (eller blot en færdiglavet), eller måske en peberfrugtcreme eller tzatziki.
- Kød eller fisk: Ligesom dressingen, kan man også komme en masse forskellige slags kød eller fisk ovenpå. Det kunne f.eks. være denne lækre lakserilette med æble, dild og purløg eller en gang tunsalat med grillede peberfrugter. Hvis ikke man er til fisk, kan man komme falafler ovenpå eller pulled chicken eller pulled pork. Tror bestemt alle forslag vil gå mega godt til kartoffelvaflerne.
- Grønt: Brug gerne hvad du har i køleskabet – det kan være agurker, tomater, peberfrugter, rødløg, spinat, rucola, you name it.
Kom rodfrugter eller gulerødder i dejen
Vi har brugt kartofler og sød kartoffel i dejen i denne opskrift, men man kan sagtens bruge andre grøntsager i stedet for. Det kan f.eks. være andre rodfrugter eller gulerødder, som du blot river på et rivejern og kommer i dejen – samme mængde som kartoflerne.
Andre små forretter som de her kartoffelvafler med laks
Man kan evt. lave et lille buffetbord med forskellige slags forretter, som gæsterne kan gå og hapse af. Nedenfor kommer jeg med nogle forslag til andre små starters.
Kommentarer