Kartoffelsuppe er en virkelig dejlig cremet suppe med masser af smag og bid. Jeg har brugt en del grøntsager i min suppe samt en sjat hvidvin og piskefløde. Sådan her synes jeg, den bedste kartoffelsuppe bør laves. Jeg håber I har lyst til at prøve min opskrift af
Kartoffelsuppe med porre, hvidvin og fløde. Denne suppe er virkelig god og fuld af masser af smag.
Kartoffelsuppe med porre og fløde
Kartoffelsuppe er en rigtig klassiker, den er super nem at lave, den er typisk lavet på ingredienser som køleskabet i forvejen byder på – hvorfor det er en rigtig fin løsning til hverdagen. I min kartoffelsuppe har jeg brugt hvidvin, fløde og vand til selve suppen. Desuden en masse grøntsager og evt. lidt sprød baconknas til toppen. Sådan en kartoffelsuppe med bacon kan nemlig noget.
Ofte er en kartoffelsuppe blendet, så den bliver fyldig og cremet. Det kan du selvfølgelig også sagtens gøre med denne. Jeg foretrækker bare klart supper der ikke er blendet, så selve suppen er tynd, men indeholder en masse bid og konsistens. Jeg har lavet denne på hvidvin og fløde, og frisket den op med en masse krydderurter.
Her er min opskrift på kartoffelsuppe
Kartoffelsuppe
Kartoffelsuppe med porre og andet grønt. Denne suppe er ikke blendet, men med masser af fylde og bid. Du kan sagtens blende den, men jeg foretrækker den sådan her.
Forberedelsestid
10 minTilberedelsestid
20 minSamlet tid
30 minIngredienser
- 300 g kartofler
- 2 porrer
- 100 g gulerødder
- 6 dl vand
- 2-3 laurbærblade
- 2,5 dl hvidvin
- 1 god håndfuld friske krydderurter (jeg brugte persille, timian og rosmarin)
- 3 dl fløde
- 1 tsk. salt og lidt sort peber
- 150 g bacon som drys
Sådan gør du
-
Start med at rist bacon af på en pande, til det er sprødt og stil det til siden
-
Snit porrer og skær kartofler og gulerødder i mindre stykker
-
Kom lidt olie i en gryde og rist grøntsagerne af her i, ind til de er blevet lidt blødere og fået lidt farve (5 minutters tid)
-
Hæld vandet over og lad det koge i 15 minutters tid
-
Kom lauerbærblade og hvidvin ved
-
Smag til med friske krydderurter, fløde og salt og peber
-
Server med ristet bacon og evt. flere friske krydderurter
Lav gerne en stor portion, når nu du er i gang
Brug blot hvad du har liggende, jeg synes især frisk timian giver god smag til sådan en porre kartoffelsuppe. Den kan sagtens fryses og blot tages op når du ønsker at spise den. Så er det bare at varme den og evt. lige stege lidt nyt bacon, så det er helt frisk og sprødt. Så lav blot en kæmpe portion af suppen og tak dig selv en anden god gang, når du blot kan hive en portion op af fryseren.
Brød til kartoffelsuppe
Til suppen fik vi disse oste-citronsnurrer. De er lavet med revet ost, citronskal og smør. De er fedtede og virkelig gode. Disse kan ligeledes sagtens fryses ned. Her kommer lige et par andre brødidéer, alle geniale til suppe.
- hvidløgsbrød, det ultimative madbrød med masser af snask. Det her bliver kreeret i min konstant, alle elsker det og spørger hele tiden efter det.
- ostebrød med citron – smager altså også hammer godt. Det er nok min egen favorit.
- frøsnappere, en rigtig klassiker fra folkeskoletiden
Andre suppeidéer:
Hvis du er i suppehumør og har lyst til at prøve andre suppeopskrifter af end lige denne kartoffelsuppe opskrift, er nogle af mine favoritter (bloggens mest populære): thaisuppe med kylling. Eller hvad med denne tomatsuppe med bagte peberfrugter. Thaisuppen er på samme måde som denne, ikke blendet. Men en tynd suppe der indeholder både nudler, kylling og grøntager. Den smager virkelig også skønt. En af de få supper jeg til gengæld elsker blendet, – er en tomatsuppe. Linket fører dig til min favorit.
Fransk oprindelse
Vidste du i øvrigt godt at kartoffelsuppe kommer fra Frankrig og hedder Vichyssoise? Det er i hvert fald hvad jeg kan læse mig frem til. Men den klassiske franske Vichyssoise er dog en blendet udgave, så den er tyk og cremet og er lavet på kartofler, porre og kyllingefond. Så måske min udgave her ikke kan gå under det navn dér. Oftest serveres den franske udgave også kold, og jeg vil til hver en tid foretrække denne her varm.
Hej Julie 🙂
Tak for masser af god inspiration!
Mon suppen her kan fryses og varmes op igen, uden den skiller?
Vi er ved at fylde fryseren op med gode hjemmelavede retter, inden vores 2 banditter kommer til verden om 1 2/2 måneds tid 😉
Mvh. Jeanette
Sikke en god idé 😀 Jeg er ret sikker på den godt kan fryses uden at skille 🙂