Croissanter med hønsesalat

Måske de her croissanter med hønsesalat kunne være en idé til julefrokosten i år. Vi holder altid julefrokost 1. og ofte også 2. juledag og her vil de altså passe meget godt ind. Typisk bliver der serveret rugbrød med alt muligt lækkert fyld, tarteletter med hønsekødsfyld og typisk også lidt salat. Men måske de her skulle snige sig med ind på julefrokostbordet i år. De smager så godt, det er vildt nemt og jeg synes de pynter ret fint.

Croissanter med hønsesalat 

Croissanter med hønsesalat

 

Jeg har gjort det nemt og købt mig til croissanterne. De her er bare fundet på frost i Rema.  De bages i ovnen, skæres op og fyldes med lækker cremet hønsesalat. Jeg har toppet croissanterne med sprød bacon, lidt radiser og frisk dild. Helt perfekte på brunchbordet, eller som en del af en påske- eller julefrokost. Hvis man kan finde små croissanter, ville de være så søde i mini udgave. Ellers kan man jo sagtens dele en croissant, hvis det bliver for voldsomt med en hel. Fyld dem også meget gerne med en masse andet lækkert, f.eks. en rejesalat. Sådan en opskrift kommer jeg også med snarest. Først har I udgaven her med hønsesalat. Jeg har blot brugt hønsekød fra frost, det er det nemmeste. Så tager det vitterligt kun 5 minutter at lave din hønsesalat – og det kan du jo passende gøre imens croissanterne er i ovnen.

Croissanter med hønsesalat

Opskrift til 4 stk.

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

20 minutter

Ingredienser

  • 4 croissanter, jeg bruger nogle jeg køber på frost
  • 150 g hønsekød (også købt på frost)
  • 1/2 æble
  • 1 tsk. hakket purløg
  • 50 g hvide aparges (på glas), målt i drænet vægt
  • 2 spsk. mayo
  • 1 dl creme fraiche
  • 1/2 tsk. sukker
  • 2 tsk. citronsaft
  • 1/2 tsk. dijonsennep
  • smag til med salt og peber
  • Sprød bacon, frisk dild og radise som pynt

Sådan gør du

  1. Start med at komme dine croissanter i ovnen, de skal cirka have et kvarter ved 200 grader varmluft.
  2. Imens kan du riste bacon sprødt på en pande og lave din hønsesalat.
  3. Til hønsesalaten kommer du hønsekødet i en skål. Hvis det stadig er frossen, så kan du inden du åbner posen, ligge den i en skål med kogende vand i 5 minutters tid.
  4. Hak æble og purløg småt og dræn de hvide asparges. Kom det i en skål sammen med mayo, creme fraiche, sukker, citronsaft, sennep, salt og peber.
  5. Kom det optøede hønsekød ved, hvis ikke du kom det i fra start. Rør det sammen og smag til. Måske det mangler lidt ekstra salt, peber, sukker eller citron.
  6. Skær dine lune croissanter op og fyld dem med hønsesalaten. Top med den sprøde bacon, du har hakket fint samt tynde skiver af radise og frisk dild, hvis du synes.

Bedøm denne ret

Croissanter med hønsesalat 

Brunch

Som sagt kunne de her croissanter med hønsesalat være perfekte på et brunchbord. Næste gang jeg skal holde fødselsdag, skal de serveres. Her kommer lidt andre idéer til sådan et burnchbord

  • boller, jeg bager stort set altid de her lidt grovere boller med havregryn. Ofte bager jeg også gulerodsbrud eller bløde fødselsdagsboller når vi får gæster.
  • en form for trifli, jeg er specielt fan af de her med chiagrød. Men skal det være lidt ekstra luksus, så prøv dem her med flødeskumscreme og lime- og myntemarinerede jordbær.
  • noget med æg, det kunne være almindelig blødkogte æg. Men røræg og bruncpølser er også et hit. Et lille tip til brunchpølserne. Når de steges sprøde på panden, så vend dem lige rundt i lidt sød chilisauce. Så godt.
  • bare for at pynte bordet så fint, så laver jeg altid en “morgenmadssalat” en med frugt og bær
  • selvfølgelig et stort fad med oste, pølse, pestoer, peberfrugt og den slags
  • juice, kaffe og andet lækkert drikke – se denne kategori for meget mere brunch inspiration.

 

Video af croissanter med hønsesalat

Jeg har samlet en masse af mine madvidoer (og træningsvideoer for den sags skyld) på youtube. Hvis du vil følge med derinde, så kan du finde dem her. De kommer altid på youtube noget før de kommer ud herinde på min blog og på min instagramprofil.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret