Brændende kærlighed som er gjort en smule grønnere. Jeg har tilføjet lidt blomkål og gulerod til retten. Jeg synes sagtens den kunne bære meget mere grønt nemlig. Derudover er den med sprød bacon og toppet med frisk persille. Synes helt klart du skal prøve denne grønnere udgave af brændende kærlighed!
Brændende kærlighed
Nedenfor finder du min opskrift på brændende kærlighed. Denne her ret har jeg egentlig længe haft lyst til, så forleden skulle det være. Dog synes jeg retter som denne her mangler lidt grønt. Den består jo oprindeligt bare af en omgang kartoffelmos, sprød bacon og lidt løg stegt i smør. Altså gode sager, det er ikke det – men liiidt kedeligt hvis du spørger mig. Så jeg har nyfortolket retten en smule og gjort den mere grøn. Mit køleskab bød på et blomkål og gulerødder, så det blev finthakket og stegt sammen med løg. Det smager så godt og både smag og bid er meget bedre end den originale, synes jeg.
Så jeg håber I også vil prøve retten af. Brug evt. blot de grøntsager du har liggende i grøntsagsskuffen. Jeg kommer også med lidt flere forslag under selve opskriften. God fornøjelse! Her var nok til os 4. Dvs. 2 voksne og 2 børn. Hvis i er 2 voksne har blot dejlige rester til frokost eller aftensmad dagen efter.
Brændende kærlighed
Forberedelsestid
15-20 minutterTilberedelsestid
15-20 minutterSamlet tid
35 minutterIngredienser
Kartoffelmos
- 700 g kartofler koges i letsaltet vand
- 50 g smør
- 1 dl fløde eller mælk
- salt og peber
Brændende kærlighed
- 300 g bacon
- 2 løg eller rødløg
- 150 g gulerødder
- 150 g blomkål
- salt og peber
Tilbehør
- syltede rødbeder
- persille
Sådan gør du
KARTOFFELMOS
- Skræl kartofler og skær dem ud i lidt mindre stykker.
- Kog dem i letsaltet vand til de er møre
- Mos dem groft med en gaffel i en skål
- Kom smør, mælk/fløde og salt og peber ved og pisk med en elpisker
BRÆNDENDE KÆRLIGHED
- Steg bacon sprødt og tag det af panden, læg det til side
- Hak løg fint, gulerod og blomkål fint og svits det af på panden i baconfedtet. Hvis der mangler, så tilføj lidt olie eller smør
- Smag til med salt og peber
SERVERING
- Skær syltede rødbeder ud i mindre tern og hak persillen
- Skær det stegte bacon i mindre stykker
- Server en god klat kartoffelmos med grøntsagsblandingen, den sprøde bacon, syltede rødbeder og persille
Brug gerne disse grøntsager til din brændende kærlighed
Jeg har som sagt brugt blomkål, gulerod og løg. Jeg snittede det hele ganske fint, og stegte det så det blev sprødt og lækkert. Godt drysset med salt og peber. Hvis du har andre grøntsager i din grøntsagsskuffe, så er det bare med at få dem brugt. Du kan f.eks. sagtens bruge peberfrugt, porre, champignon, squash eller aubergine her til også. Det er alle nogle forholdsvis neutrale råvarer, som fungerer fint til en kartoffelmos og sprødstegt bacon.
Billig mad – handl for under 100 kr.
Jeg har handlet ind til en gang brændende kærlig med bacon og grønt for 96 kr. Du får altså en lækker ret fyldt med grønt for kun 24 kr. pr. person. Vi havde nok her til 2 voksne og 2 børn. Hvis i blot er 2 voksne har i også rester til frokost – så rækker budgettet lidt længere.
Hvorfor hedder det egentlig brændende kærlighed?
Jeg har læst mig frem til, at retten faktisk spores helt tilbage fra 1800-tallet. Den blev vidst oprindeligt kaldt kartoffelgrød – i 2. verdenskrig blev den så kendt under navnet brændende kærlighed. Men hvorfor netop dette navn? Altså det lyder da i hvert fald meget fint, og helt romantisk, men jeg kan ikke umiddelbart finde et endegyldigt svar på dette. Skulle man tænke lidt kreativt, så kan være fordi man hælder “brændende” baconstykker ovenpå en kærlighed af kartoffelmos?
Vegetarisk brændende kærlighed
Man kan nemt lave en vegetarisk udgave af brændende kærlighed. Undlad da bare af tilsætte bacon. Retten indeholder i forvejen godt med grøntsager, så den er dejlig mættende. Du kan evt. også tilsætte nogle stegte champignon (eller nogen af de andre ovenævne grøntsager) på toppen, som erstatning af bacon og top med friske urter.
Andre lignende aftensmadsretter
Denne her omgang brændende kærlighed tager ikke lang tid at bikse sammen. Det er præcis retter som denne der egner sig super godt til de lidt travle hverdagsaftener. Denne ret er også super god til børn, mine er i hvert fald vilde med kartoffelmos og med bacon. Hvis de ikke er så meget til de stegte grøntsager, kan du servere lidt gnavegrønt til. F.eks. agurk, peberfrugt, avocado, æblestykker og gulerodsstave.
Her er lidt flere nemme hverdagsretter i samme stil:
- Gullash, en ret der er meget nem – men som dog skal simre i god lang tid. Denne serveres også til en blød kartoffelmos.
- Et farsbrød er nemt og hurtigt, og også dejlig mormor agtigt. Sådan en opskrift har jeg her, server gerne med ovnbagte kartofler og græsk salat.
- En anden dejlig klassiker, som mine unger elsker. Nemlig boller i karry – denne indeholder også godt med grøntsager.
- Fried noodles er noget vi ret ofte får hjemme hos os. Nogle gange med nudler og andre gange præcis samme opskrift, bare med ris. Men det her med at stege det på panden med æg og netop lidt blandet grøntsagssnask som i opskriften her – det er så godt.
Mere aftensmadsinspiration? Se min bog HVERDAGSMAD
Se endelig min kogebog HVERDAGSMAD for en masse lækre, nemme og grønne opskrifter og madinspiration. Ligesom denne opskrift på en grønnere brændende kærlighed, har jeg i boget fokuseret på, at udvikle opskrifter der indeholder en masse grønt, som hele familien kan være med på. Bogen indeholder intet mindre end 279 siders inspiration og kan købes her til 269 kr. Jeg håber, at du finder det brugbart.
Kommentarer