Pizzasnurrer er ret sjove at lave, de smager drøn godt og så er de bare ret fine. Jeg lagde et billede på Instagram for et par uger siden af disse pizzasnurrer. De blev ret efterspurgte og jeg havde da heller ikke tænkt mig at snyde jer for opskriften.
Pizzasnurrer
Egentlig var tanken, at jeg ville bage kanelsnurrer, og det gjorde jeg da også. Men jeg havde fået lavet mig en for stor portion dej i forhold til kanelfyldet. Jeg havde samtidig handlet ind til aftensmaden som stod på spaghetti bolognese, hvorfor jeg havde lidt ingredienser stående på køkkenbordet her til. Det gav mig idéen til disse pizzasnurrer. Så en omgang tomatpuré, hvidløg, friske krydderurter, parmesanost og soltørret tomat udgjorde dette pizzafyld. Det blev rigtig lækkert, og opskriften her svarer til en bageplade fyldt med skønne pizzasnurrer.
Jeg er vild med at bage pizzasnurrer (og kanelsnurrer), jeg ved ikke helt hvorfor – men jeg synes bare, det er ret sjovt. Det er lidt et præcisionsarbejde, og jeg har efterhånden lavet ret mange omgange (kiksede) kanelsnurrer, men langt om længe begynder det at fungere hver gang jeg skal snurre. Det er nok også derfor det begynder at blive sjovt.
God fornøjelse og rigtig god appetit.
Opskrift på pizzasnurrer
Ingredienser
Dej
- 2,5 dl mælk
- 80 g smør
- 2 tsk. salt
- 25 g gær
- 2 spsk. sukker
- 1 æg
- 550-600 g hvedemel
- 100 g grahamsmel eller andet groft mel
Fyld
- 100 g tomatpuré
- 1 spsk. olie
- 1/2 tsk. salt
- 5 store soltørrede tomater (finthakket)
- 50 g cheddarost (revet)
- 2 fed hvidløg (revet)
- 1 håndfuld friske krydderurter (jeg brugte basilikum og rosmarin) - finthakket
Sådan gør du
- Kom halvdelen af mælken og smør i en gryde og varm det kort, så smørret smelter. Bland med det kolde mælk, så det bliver lunt.
- Smuldr gær ned i en skål, jeg bruger en røremaskine til at røre dejen – og kom mælk og smeltet smør ned til gæret.
- Kom salt og sukker ved samt et æg og rør det sammen
- Kom melet vedtog ælt godt til dejen slipper kanterne. På røremaskinen små 10 minutter
- Kom et stykke film eller en frysepose man klipper op – hen over skålen, samt et viskestykke og lad dejen hæve i 1-1,5 time, til den er hævet flot op.
- Imens den hæver kan du lave dit fyld ved at blande det sammen i en skål
- Kom pizzafyld på midten af firkanten og spred det ud til begge sider
- Fold nu en tredjedel af dejen ind mod midten, og fold den anden tredjedel indover den første, så du har 3 lag dej. Rul meget forsigtigt dejen så flad som muligt, man pas på den ikke sprækker, så pizzafyldet presses ud.
- Skær dejen ud i strimler, ca. 2-3 cm brede. Spræt strimlen op, men ikke hele vejen igennem (lad enden være)
- Tag fat i begge de ender, hvor strimlen er sprættet op og sno dem så mange gange som muligt
- Hold venstre hånd om den ende der ikke er sprættet op, og højre op den snoede ende. Hold venstre hånds ende stille og sno højre hånd rundt om venstre. Luk enden, ved at presse den op under bunden.
- Lad nu pizzasnurrerne hæve i 30 minutter igen
- Pensl med en æggeblomme
- Bag ved 200 grader i 15-20 minutter.
Andre madpakke idéer
Hvis du mangler flere madpakke ideer, kan du se opskriften på disse pølsehorn, eller små sød kartoffel pizzaer
Andre snurrer opskrifter
Ud over mine kanelsnurrer, som jeg henviste til længere oppe, har jeg også en opskrift på ostesnurrer med citron og persille, Kardemommesnurrer og marcipan-revet pære snurrer.
Hvilket mål skal firkanten ca. rulles ud i?
Hej Camilla. Jeg har ikke et præcist mål – jeg laver den selv til et kvadrat, så tynd som den kan være, men så den stadig er nem at arbejde med 🙂 Kh Julie
Hej! Hvor mange snurrer bliver der af denne portion? 🙂
Tror jeg fik 8 styks ud af opskriften 😀