Dahl

Få en lækker og nem opskrift på indisk dahl med raita. Dahl er en slags grød på røde linser, godt med varme krydderier og æble. Den smager så godt, er meget nem, og så er det en billig ret. Jeg håber, I har lyst til at give den et forsøg.

Dahl

 

Indisk dahl

 

Jeg har jo faktisk allerede en indisk dahl opskrift her på siden, men dahl med kylling – hvilket jeg virkelig også elsker. Kylling der er trukket fra hinanden i strimler, det giver den bedste konsistens til retten. Dog har jeg egentlig længe også gerne ville lave en vegetariske dahl – én for alle jer som ikke spiser kød eller gerne vil skrue ned for det. Så her er en dahl uden kød, en linsegrød på røde linser, med hakket tomat, kokosmælk, dejlig varme krydderier og små æblestykker som giver bid, sødme og syrlighed. Det er virkelig en god ret denne her og så er den billig. Så hvis du skal have kødfri idéer eller bud på SU venlig mad – here it is.

Indisk dahl

Opskrift til 4-6 personer

Se min opskrift på raita her.

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Ingredienser

  • 2-3 gulerødder
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 cm frisk ingefær
  • 1 æble
  • 1/2 rød chili
  • 3 spsk. olie til stegning
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk salt + lidt peber
  • 1 flaske tomatpassata (700 ml)
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2,5 dl røde linser (målt i tørvægt)

Sådan gør du

  1. Hak grøntsagerne fint, eller kom dem i en minihakker eller foodprocessor. Jeg snitter æblet i hånden for at få lidt mere bid. De andre ting kører jeg i en food processor
  2. Kom lidt olie i en wok og rist grøntsagerne og krydderierne af her i
  3. Kom tomatpassata og kokosmælk i og rør rundt, skru ned til middelvarme
  4. Kom nu linser i så væsken dækker og læg et låg på
  5. Lad det hele simre i en lille halv times tid til linserne er kogt ud. Rør lidt undervejs, så det ikke brænder på.
  6. Smag evt. til med ekstra krydderi og server til din raita

Bedøm denne ret

Dahl

Dahl

Video af dahl med raita

Hvad kan man servere til dahl

Vi får faktisk altid vores dahl enten som her, med raita. En yoghurtdip med agurk, spidskommen og friske urter. Eller også spiser vi den med avocado, en skefuld creme fraiche, et drys ekstra krydderi, evt. frisk chili og friske krydderurter. Her kommer jeg med lidt forslag til servering, hvis du synes det mangler.

  • Ris – du kan sagtens koge ris som du serverer sammen med, det vil jeg måske alligevel gøre til mine unger. Ris kan også erstattes af blomkålsris, havreris, couscous, bulgur eller andet i den dur. Prøv at lav min rispilaf til, nøj det ville være godt.
  • Kartoffelmos eller sød kartoffelmos, kan også være en rodfrugtmos.
  • Brød, du kan servere et flutes her til – jeg har også en opskrift på indiske majsbrød
  • Indiske salater, jeg har både en kikærtesalat og en tomatsalat.

 

Små justeringer til retten

Jeg anbefaler altid at justere lidt i retter, så de passer til dit køleskab og dine smagsløg. Jeg kommer tit flere grøntsager i end opskriften siger, når jeg prøver andres opskrifter af. Jeg synes sagtens aftensmadsretter kan bære en helt masse grøntsager. Så hvis du har nogle liggende i din grøntsagsskuffe, så kom det endelig ved. F.eks. blomkål, peberfrugt, revet gulerod, finthakket eller revet squash og aubergine. Hvis du vil have endnu mere smag, så kom ekstra krydderier i. Denne her er lavet, så den også er børnevenlig – så kan man altid krydre ekstra ved bordet. Hvis du ikke har kokosmælk, eller ikke kan lide det, så brug i stedet fløde eller creme fine.

 

Andre indiske retter

Hvis du også elsker det indiske køkken, vil jeg anbefale dig at prøve disse retter af.

 

Instagram

Følg meget gerne med ovre på min Instagramprofil, hvor jeg deler en masse madbilleder og opskrifter, boliginspiration samt lidt mere private billeder. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev (helt gratis) jeg sender nemlig mine madplaner ud i disse hver uge.

Kommentarer

  1. Jeg har lavet den her for første gang i dag. Og den var et hit hos alle tre unger 🤩 Det er en virkelig simpel, men vildt mættende ret. Den bliver helt sikkert lavet igen!

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret