Rød karry
For efterhånden ret lang tid siden, delte jeg et billede af min aftensmad på Instagram, en enormt vellykket ret som smagte himmelsk. Mange af jer spurgte efter en opskrift, men typisk fik jeg ikke skrevet det ned, imens jeg lavede det. Virkelig dumt, for det blev en enormt lækker thai kombination. Nu, (en måneds tid efter) har jeg lavet retten igen, for at få mængderne skrevet ned denne gang. Nu står jeg med en opskrift klar til jer på rød karry
En klassisk gryderet, thaistyle. Godt med grønt, rød karry, kokosmælk, oksekød og grove ris. Det hele er toppet med friske krydderurter og salte peanuts. Man kan sagtens lave lidt variationer i rød karry, hvis man vil. F.eks. kan oksekødet erstattes med kylling, eller kikærter og bønner, – hvis man er vegetar. Man kan komme endnu flere grøntsager i (f.eks. porre, sukkerærter, hvidløg), eller piskefløde fremfor kokosmælk. Jeg håber du vil give retten et skud, du vil ikke fortryde det.
Opskrift på rød karry med oksekød
Ingredienser
- 2 forårsløg
- 3 gulerødder
- 1 peberfrugt
- 120 g bambusskud (målt uden væske)
- 1 god spsk. mango chutney
- 2 tsk. rød karry paste
- 2 tsk. sambal olek
- lidt olie til stegning
- 2 spsk. fiskesauce
- 3 spsk. soya
- 2 dåser kokosmælk
- 500 g oksekød i strimler eller som hele bøffer (det brugte jeg, og skar det blot selv i skiver)
- Fuldkorns ris (mængde til jeres families størrelse)
- toppings: salte peanuts og friske krydderurter (jeg brugte bredbladet persille)
Sådan gør du
- Sæt ris over og kog dem efter anvisning på pakken
- Klargør dine grøntsager ved at hakke forårsløg, peberfrugt, gulerødder i mindre stykker og hælde vandet fra dåsen med bambudsskud + hakke disse også.
- Kom lidt olie, mango chutney, rød karry paste og sambal olek på panden eller i en wok og skru op for varmen
- Rist dit kød af, så det blot lige brunes og tag det fra igen
- Kom evt. lidt mere olie i wokken og kom nu grøntsagerne ved. Rist dem godt af og hæld soya og fiskesauce ved. Kom et låg på (hvis du har sådan et) og lad dem simre godt ved middelvarme.
- Når grøntsagerne er blevet bløde, kommes kødet tilbage + kokosmælk
- Giv det 10 minutters tid, så du er sikker på at kødet ikke er råt indeni
- Server med grove ris og dine toppings
Flere thairetter
- se også min thaisuppe her, det er bloggens mest populære opskrift og den smager virkelig også skønt.
- prøv også denne asiatiske salatbowl med marineret mørbrad
- thaimad med peanutbutter, lime og kokosmælk
- eller hvad med et laksefad i rød kokossauce
- thailandsk boller i karry
Husk også at I er altid er velkomne til at følge med ovre på min instagramprofil. Her er masser af inspiration til nemt og sundt hverdagsmad. Jeg deler også lidt træningsinspiration og generelt bare en masse blik fra min hverdag.
Hej Julie
Kan man lave retten dagen før, den skal serveres?
Hej Emma. Ja det kan du sagtens, og så blot lige varme den op igen 🙂
Super lækker ret, jeg selv rettede lidt til efter mine smagsløg.
Vil dog lige sige at 15min. Koge/simretid ikke gør en simreret. Her snakker vi min. 1 time?
Hej Preben. Dejligt du kan lide den 🙂 Du har helt ret, jeg har rettet ordet “simreret” til “gryderet” – det passer nok lidt bedre 😉
Hvor mange personer er retten til?
Hej Line
Jeg fik det ikke skrevet ned dengang jeg lavede opskriften, men jeg gætter på at her er nok til 3-4 personer 🙂 Kh. Julie
Det ser simpelthen så lækkert ud! Tror du mon man kan lave den med madlavningsfløde i stedet for kokosmælk, hvis man ikke er så stor fan af det? 🙂
Hej Katrine 🙂 Mange tak skal du have. Det kan du helt sikkert 🙂 Det har jeg også selv prøvet, og det smager altså også rigtig godt 😉
Jeg prøvede denne opskrift i går aftes og sikke et hit! Jeg har netop spist resterne til frokost på mit arbejde, hvor jeg fik mange misundelige blikke. Opskriften er nu sendt rundt på kontoret og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har lavet denne ret 🙂
Hej Mie. Ej hvor godt. Det er jeg bare super glad for at høre, og mange tak fordi du har sendt opskriften rundt 😉