Her er et par forslag til nogle hyggelige aktiviteter til børnefødselsdag med klassen eller børnehaven. Her er både nogle rolige aktiviteter og nogle med lidt mere gang i.
Aktiviteter til børnefødselsdag
Her kommer lidt forskellige forslag til hyggelige og sjove aktiviteter, man kan lave til børnefødselsdagen. Har du erfaring med andre gode aktiviteter til børnefødselsdagen, så meld endelig ind i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden ☺️
Pynt-selv-kager
Det kan være rigtig rart med en stillesiddende aktivitet til fødselsdagen, så der ikke hele tiden er fart over feltet. Det kan også lige give de voksne 10 minutters ro til at fylde opvaskeren 🙃 Her er pynt-selv-kager et godt bud. Vi tog den helt nemme løsning og købte nogle marengs, men man kunne også bage nogle muffins. Det ville være oplagt at lave små chokolademuffins eller små mazarinkager – det kan de fleste børn lide. Så kan hvert barn få en kage og give den gas med smørcreme i forskellige farver, krymmel, sukkerdekorationer og paraplyer. Find en opskrift på en helt klassisk vanilje smørcreme her. Så kan du farve det i de farver, du ønsker, med pastafarve/frugtfarve. Samme aktivitet kan også laves med vaffelis, hvor børnene selv kan vælge is og pynte isene med krymmel, drys M&Ms.
Skattejagt med temaer:
Vi holdt enhjørningefest, så vi havde også en skattejagt med enhjørninge-tema. Vi brugte denne skattejagt, som kan fås til forskellige aldersgrupper, og som indeholder en række opgaver og gåder. Her kan man lave hold, så gæsterne dyster om at finde frem til løsningen hurtigst. Vi lavede skattejagten i fællesskab, og størstedelen af børnene var meget optagede af det. Skatten var et fad med ingredienser til pynt-selv-kager, men det kunne også være slikposer.
Krea-værksted:
Forskellige krea-opgaver plejer at hitte, måske især hos pigerne. Giv dem eksempelvis redskaber til at klippe og pynte deres egen maske med pallietter og glimmer. Eller lad dem lave hjemmelavede perlearmbånd.
Stopdans, stoledans, sækkeløb og lignende konkurrencer:
Efter alle lækkerierne kan det være godt at have en aktivitet, hvor man får brændt noget krudt af. Det kunne eksempelvis være stopdans, sækkeløb eller lignende.
Smagekonkurrence:
Her handler det om at smage på en række forskellige madvarer fra en ske med bind for øjnene og se, om man kan gætte, hvad det er. Leg gerne lidt med forskellige konsistenser – nogle idéer til madvarer kunne være corn flakes, honning, figenstang, frugt, chokolade, nødder, nutella, smør, bær…
Følekonkurrence:
Lidt ligesom i smagekonkurrencen handler det her om at mærke på ting, der ligger gemt under et viskestykke, og forsøge at gætte, hvad det er. Hvem kan gætte flest elementer? Her må gerne gemme sig ting, som er godt snaskede.
Mad til børnefødselsdag
Vi serverede bløde bamseboller med smør, saftevand og så kagerne, som børnene selv pyntede. En klassisk kagemand, chokoladeboller eller cookies med smarties kunne også være oplagte til børnefødselsdagen.
Kommentarer