Chili mayo kan både bruges til tapas, i sandwich og burger, som dip til fritter eller grøntsagsstave. Du kan sagtens købe en god mayo og røre den op med chilipulver, men det er faktisk slet ikke så svært at lave sin mayonnaise selv. Det behøver ikke tage mere end et par minutter. Her får du en skudsikker opskrift på hjemmelavet mayonnaise med chili, som ikke kan gå galt.
Chili mayo opskrift
Her er en nem opskrift på chilimayo med en hjemmelavet mayonnaise. Den tager virkelig ikke mere end et par minutter at lave, og opskriften kræver ikke, at olien røres langsomt i. Her blendes det hele blot sammen – og så er der serveret!
Ingredienser
- 1 æg
- 1 stor tsk. salt + peber
- ½ tsk. æblecidereddike
- 1 lille tsk. dijon sennep
- 2 dl rapsolie
- 2 spsk. limesaft
- et nip chilipulver (ca. 1/4 tsk.)
- et nip paprika
- evt. tørrede chiliflager som pynt
Sådan gør du
- Kom ægget i en høj bøtte (f.eks. et litermål), som din stavblender kan gå ned i. Forsøg at undgå, at blommen går i stykker.
- Kom salt, peber, eddike, sennep og olie ned ovenpå ægget, igen uden at ægget brister.
- Blend massen godt. Tilsæt herefter chili, paprika og limesaft, og røg rundt med en ske.
- Servér.
Variation i din chili mayo
Du kan altid selv justere styrken i din chili mayo, alt efter hvor spicy du synes, den skal være. Mængden af chili angivet i denne opskrift er sådan, at dippen stadig kan serveres for børn. Så hvis du godt kan lide, at det brænder godt, så smag den til med mere chili. Du kan også tilføje hvidløg, så det bliver en chili aioli. Hvis du ligger inde med en frisk chili, kan du også sagtens bruge det i stedet for chilipulver. Blend små stumper i mayonnaisen af gangen, og smag løbende til. Tilsæt chili, indtil du synes, smagen sidder der.
Andre lækre dips og tapenader
På billedet ser du desuden…
- Hjemmelavet grøn pesto
- Hummus som er lavet på kikærter, hvidløg, spidskommen og citron
- Hummus, hvor der er tilføjet spinatblade
- Ajvar med grillede auberginer, peberfrugter, chili og hvidløg
- Aioli, en klassisk mayo med hvidløg
- Rød pesto
Derudover kan jeg anbefale følgende dips og tapenader, som alle er geniale til f.eks. tapas:
- Haydari, som er min yndlingsdip over dem alle. Det er med bagte peberfrugter, feta og persille
- Guacamole, en avocadocreme som hos mig også indeholder lidt finthakket peberfrugt, persille og rødløg
- Baba ganous, en mellemøstlig auberginedip
- Ærtedip med mandler og parmesanost
- Tzatziki, den græske yoghurtdip med agurk og hvidløg
Spis chili mayo sammen med…
Chilimayo er virkelig lækkert i bacon-cheese-burgers, men er også oplagt at spise ved siden af burgeren som dyppelse til fritter. Denne spicy mayo er også god til grøntsagsstave, knækbrød eller tortillachips på et snack- eller tapasbord. Hvis du mangler inspiration til et tapasanretninger, har jeg en masse forslag her.
Nyhedsbrev, Facebook og Instagram
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste.
Kommentarer