Den her toast med pesto, bacon og spejlæg lavede jeg egentlig, fordi jeg tænkte, den var god som en morgenmad. Og den var virkelig så lækker at starte dagen på sammen med en kop kaffe. Men den kan også sagtens spises til frokost og aftensmad. Den er nem at kreere, for det er egentlig bare et stykke ristet toastbrød smurt med pesto og toppet med salat, tomat, bacon og et spejlæg.
Opskrift på toast med pesto, bacon og spejlæg
Jeg smurte brødet med hjemmelavet pesto, men en købe-pesto er også længe fint. Hvis du har tid og lyst, så kast dig ud i den hjemmelavede udgave. Det smager jo bare lige en tand bedre. Jeg elsker særligt pesto lavet på basilikum. Man kan også sagtens lave den på frisk spinat, persille, ruccola eller man kan lave en ramsløg-pesto. Du kan sagtens smide ekstra frisk spinat i sin basilikum pesto også, for at spæde den lidt op og få den til at række til en større portion for billigere penge. Det gør ikke så meget for smagen, hvis der også er godt med basilikum i. Jeg har desuden brugt pinjekerner, som jeg rister først da det fremhæver smagen. Her kan du skifte ud med mandler eller cashewnødder, hvis du synes.
Toast med pesto, bacon og spejlæg
Forberedelsestid
10Tilberedelsestid
10Samlet tid
20Ingredienser
Pesto (et glas)
- 60 g basilikum
- 15 g ristede pinjekerner
- 1 tsk. citronsaft
- 1/2 fed hvidløg
- 1/4 tsk. salt
- 15 g parmesanost
- 1 dl olie (jeg bruger en smagsneutral olivenolie)
Andet
- En skive toastbrød
- Lidt salat
- 2 spsk. af pestoen
- Et par skiver tomat
- Et stykke bacon
- Et spejlæg
- Salt, peber og chiliflager
Sådan gør du
Pesto:
- Start med at lave pestoen ved at rist pinjekernerne på en tør pande
- Kom alle ingredienserne minus olie i en minihakker eller foodprocessor og kør rundt til det er blendet så meget som muligt
- Bland det op med olien
Toast:
- Rist toastbrødet – for eksempel på en brødrister.
- Steg bacon sprødt på en pande og lav et spejlæg i fedtet fra bacon.
- Skyl salat og skær tomat i skiver.
- Smør toastbrødet med pesto og top med et salatblad, et par skiver tomat, bacon og spejlæg på toppen.
- Drys med salt, peber og lidt chiliflager
Video af toast med pesto, bacon og spejlæg
Andre opskrifter på toasts
Hvis du er vild med toast, så prøv også disse opskrifter:
Variation og udskiftning
Sådan en åben toast kan laves med alverdens ting og sager. Den kunne også sagtens laves vegetarisk ved at udelade bacon. Det kunne helt sikker også være lækkert med syltede rødløg. Og i stedet for pesto kunne toastbrødet også smøres med flødeost eller haydari. Det kunne selvfølgelig også være lækkert med hjemmebagt brød. For eksempel kunne det være på det her hjemmebagte franskbrød, som så skæres i skiver og ristes.
Følger du med på Instagram, Facebook eller TikTok?
Følg endelig med på mine sociale medier, hvis det lyster. Her deler jeg en masse mad -og træningsinspiration. På Instagram og Facebook får du et indblik bag om kulissen af opskriftsudviklinger, samt glimt af min hverdag/familieliv. På min TikTok profil deler jeg udelukkende madvideoer – så hop der ind og lad dig inspirere.
Kommentarer