Salat med sprød kylling

Få her et bud på en dejlig mættede salat, der både indeholder lidt ris, godt med grøntsager og en omgang sprød kylling. Kyllingen har jeg paneret i pankorasp og friturestegt, så den er bare super sprød og snasket uden på og saftig inden i. I salaten har jeg mango, avocado og agurk. Håber I kan bruge opskriften.

salat med kylling

Salat med sprød kylling

 

Jeg delte for et par uger siden en salat som minder ret meget om denne. Den var nemlig også virkelig god, men en smule mere kompliceret (uden at være svær). Den krævede bare lidt mere, da kyllingen blev marineret først inden den steges. Her har jeg blot paneret kyllingen og til gengæld brugt en frituregryde. Dressingerne er også forskellige og selve salaten indeholder lidt forskellige råvarer. Så nu får I altså også lige denne her opskrift.

Salaten her kom sig af at jeg var i gang med at lave nogle agurkeruller. Den opskrift arbejder jeg lige videre på, inden I får den. Men ruller der indeholdt netop de her elementer. Og da jeg stod tilbage med rester af det hele, blandede jeg denne salt sammen. Den viste sig at blive så god, at I lige så godt kan få opskriften også. Så håber I kan lide den.

Mangosalat med kylling og ris

Opskrift til 2 personer

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

Sprød kylling

  • 250 g kylling inderfilet
  • 1 æg
  • 1 dl mel, maizena kan også sagtens bruges
  • 2 dl pankorasp
  • 1 tsk. salt + 1 tsk. paprika
  • 2-3 dl fritureolie eller solsikkeolie

Dressing

  • 3 spsk. olie (gerne smagsneutral)
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1 tsk. flydende sirup eller honning
  • 1 spsk. limesaft
  • gerne lidt salt og peber, dog giver soya også saltsmag

Salat

  • 100 g ris inden kogning (rækker til begge skåle)
  • godt med sprød salat i bunden af hver
  • 1/2 avocado til hver
  • lidt mango til hver
  • 1/4 agurk til hver
  • en lille håndfuld frisk koriander i hver
  • sesam til toppen

Sådan gør du

SPRØD KYLLING + RIS:

  1. Kom mel eller maizena i en skål
  2. Slå æg ud i en anden skål og rør det sammen
  3. Kom pankorasp, salt og paprika i en tredje og rør det sammen
  4. Vend nu kyllingen i mel, så i skålen med sammenpisket æg og til sidst i rasp blandingen.
  5. Tag en gryde frem og kom olie i, tænd for den. Lad det blive varmt, men ikke for varmt! Det skal ikke sprutte.
  6. Imens du venter på at olien bliver varm, sæt vand over i en anden gryde til ris og kog risene efter anvisning. Husk salt til risene.
  7. Nu skal kyllingen frituresteges. Kom et par stykker kylling ned i olien, det skal små-boble uden at sprøjte ud over det hele. Er olien for varm, bliver de branket. Jeg har komfuret til at stå på 7 ud af 9 i starten. I det kyllingen kommes i, skruer jeg ned til 4-5. Lad dem ligge 4 minutters tid, dryp af og læg dem på et stykke køkkenrulle.

 

DRESSING + SALAT:

  1. Bland dressingen sammen i en skål.
  2. Skyl salat og dup det tørt
  3. Kom salat i en skål, skær kyllingen i skiver og kom ved.
  4. Kom ris ved samt agurk, mango og avocado som er skåret ud i skiver.
  5. Anret med frisk koriander, hæld dressingen over og drys lidt sesam på toppen.

Bedøm denne ret

Video af salat med sprød kylling og mango

salat med sprød kylling

Andre måltidssalater

Jeg er vild med måltidssalater. Salater der mætter og fylder så godt, at man ikke behøver servere noget til. Salater som både kan bruges til frokost og aften, og som enten indeholder en form for kød eller fisk. Eller bælgfrugter. Her har jeg samlet lidt andre måltidssalater. Jeg har fremhævet mine egne favoritter

salat med sprød kylling

Instagram

Vil du have mere inspiration til mad til både hverdag og fest? Inde på min instagram-profil (@juliebruunsblog) deler jeg hver dag madbilleder og opskrifter – jeg ville blive glad for at se dig derinde! Du kan også finde mig på Facebook, hvor jeg også hedder “Julie Bruuns blog”. Vi ses!

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret