Mozartkugler er en virkelig simpel slags konfekt, som består af hasselnødder, nougat og chokolade. Jeg har peppet min version en lille smule op med karamelliserede hasselnødder i midten, og så har jeg tilføjet hassenøddecrunch i chokoladeovertrækket.
Mozartkugler opskrift
Her er opskriften på Mozart kugler med lidt ekstra knas – i form af karamelliserede hasselnødder og crunch i chokoladen. Jeg håber, I kan bruge opskriften på disse luksus Mozartkugler.
Ingredienser
- 50 g hasselnødder
- 3 spsk. smør
- 3 spsk. lys sirup
- et nip flagesalt
- 150 g marcipan
- 75 g nougat
- 150 g mælkechokolade med nøddecrunch
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Hæld hasselnødderne på en bageplade med bagepapir eller i et ildfast fad, og sæt det i ovnen i cirka 10 minutter, eller til de begynder at dufte og skallen løsner sig.
- Lad hasselnødderne køle let af. Put dem i et viskestykke, og gnid dem godt rundt, så skallerne slipper nødderne.
- Varm smør, sirup og flagesalt op på en pande, til det bliver en ensartet masse. Sluk for varmen og vend nødderne rundt i sukkermassen. Lad nødderne køle af på en tallerken, hvor de er bredt godt ud.
- Tag 15 hasselnødder fra til midten af mozartkuglerne. Svøb hver af disse hasselnødder i nougat, derefter i marcipan. Brug cirka 5 g nougat og 10 gram marcipan til hver kugle.
- Resten af hasselnødderne puttes i en minihakker/foodprocessor og blendes groft.
- Smelt chokoladen enten over vandbad eller i mikroovnen. Når chokoladen er smeltet, vendes den hakkede hasselnødde-crunch rundt i chokoladen. Lad evt. en lille rest nødder være tilbage til pynt.
- Overtræk Mozartkuglerne med chokolade, og drys eventuelt med hasselnødde-crunch. Læg dem på et stykke bagepapir og derefter på køl i minimum et par timer.
Mozartkugler med hjemmelavet nougat og marcipan
Har du mod på at lave din egen, lidt sundere, nougat og marcipan til Mozartkuglerne? Du kan finde opskrifter på sund nougat her og sund marcipan her. Her er hovedingredienserne nødder (hasselnødder og mandler) og honning/sirup. Og så er der et minimum af sukker i. Hvis du oveni køber en sukkerfri mørk chokolade, kan du lave næsten helt sukkerfri Mozartkugler.
Andre slags julekonfekt ala Mozartkugler
- Rocky road er en anden virkelig nem slags julekonfekt med skumfiduser, chokolade og nødder. Jeg har en opskrift på rocky road med slikstokke, marcipan og nødder – og en anden rocky road opskrift med bl.a. pistacie og tørrede tranebær.
- Nøddesnitter med marcipan og appelsin smager og dufter også af jul, selvom de kan spises hele året rundt.
- Mangler du inspiration til julebagværk, så har jeg også opskrifter på peberkager, juleboller med appelsin og chokolade, pebernødder og æbleskiver.
- Se også hele kategorien med julemad lige her. Her er alt fra andesteg, flæskesteg og tarteletter til friske julesalater, som du kan servere sammen med den fede julemad.
Nyhedsbrev, Facebook og Instagram
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste. Find en oversigt over alle mine madplaner her – der er både hurtige madplaner, budgetvenlige madplaner, kaloriefattige madplaner og mange flere.
Kommentarer