Den bedste key lime pie finder du lige her. Jeg ELSKER alt med lime, og særlig desserter der indeholder lime, så det ikke bliver alt for sødt. Denne her opskrift blev bare helt perfekt. Er sikker på, at du kan imponere dine gæster ved at servere disse fine tærter. Nedenfor kan finde opskriften. Jeg håber, at i vil prøve opskriften!
Opskrift på key lime pie
Må ærligt indrømme at der blev brugt en del mere tid på, at kreere de her key lime pie’s end forventet. Hvis i fulgte med på min Instagram den dag vi lavede dem, så er i måske også klar over at de voldede os lidt problemer.. 😀 Til at starte med, havde vi lavet en kiksebund, en citroncreme med kondenseret mælk som bages, og så denne her marengs på toppen. Men bunden smuldrede en smule og cremen blev for fast, synes vi. Vi ønskede en mere cremet, let flydende og meget syrlig creme. Så vi tog den om. En hel fredag blev brugt i køkkenet og nu sidder den der! Nu vil vi våge og påstå, at vi har lavet de BEDSTE key lime tærter på markedet. De er både syrlige, søde, friske, sprøde og fedtede. Tærten indeholder tre dele. Først en fedtet og sprød mørdejsbund. Dernæst en drøngod frisk og syrlig lemon curd. Tærten bliver toppet af med en sød marengs – eller faktisk en flødebolleskum. Denne brændes let med en gasbrænder og kagerne pyntes med revet limeskal. Mums!
Opskrift på key lime pie
Opskriften svarer til 6-7 af de her tærter på billedet. De er ganske store og vi kan i hvert fald ikke spise en selv. Så jeg vil faktisk mene her er kage nok til 12 personer. Men det ser selvfølgelig flottest ud at servere dem hele.
Ingredienser
Mørdejsbund
- 100 g hvedemel
- 65 g smør
- 35 g flormelis
- 1 nip salt
- 1,5 spsk. vand
Lemon curd
- 5 lime (økologiske eller usprøjtede)
- 200 g sukker
- 1 æg
- 3 æggeblommer
- 2 blade husblas
- 80 g smør
Marengs
- 125 g sukker
- 1 stor spsk. glukosesirup
- 1/2 dl vand
- 1 spsk. sukker
- 2 æggehvider
- 1/2 vaniljestang
Sådan gør du
MØRDEJSBUND:
- Tænd ovnen på 165 grader varmluft
- Smuld smør og mel sammen i en skål. Tilsæt så resterende ingredienser og ælt det sammen med hænderne.
- Pres dejen ned i formene med hænderne eller rul dem ud på et bord i lidt ekstra hvedemel med en kagerulle. Hvis du laver en stor tærte, er det nemmest at rulle den ud først. Du kan også bruge bagepapir i formen, hvis den ikke slipper så let.
- Prik i bunden med en gaffel lidt rundt omkring og bag i 10-12 minutter til de er gyldne
- Køl af mens du laver lemon curden
LEMON CURD:
- Læg husblas i blød i koldt vand
- I en (ikke tændt) gryde river du alt limeskal og presser saften fra. Kom også sukker, æg og æggeblommer i gryden og rør det sammen
- Varm det langsomt op mens du rører hele tiden
- Når det tykner, kan der skrues lidt op – men rør stadig til det er helt tykt og godt. Det tog 7-8 minutter inden jeg skruede let op. Så rørte jeg yderligt 5 minutters tid med lidt mere varme på.
- Når curden har den konsistens du ønsker, tag den da af blusset. Sluk for komfuret.
- Vrid husblassen fri fra vand. For at undgå klumper, plejer jeg at tage lidt af cremen i en lille skål. Så kommer jeg husblassen her i og blander. Herefter tilbage i gryden til resten af curden. (Som stadig er slukket for varmen)
- Kom den kolde smør i i den varme lemon curd blanding.
- Kom nu den færdige curd i et fad med et film over. Lad filmen ligge helt tæt ved curden, så der ikke kommer kanter. Stil på køl så det bliver omkring stuetemperatur, bare så det ikke er varmt når de kommer ned i tærteformene. Det tager 30-40 minutter. Imens kan du lave din marengs.
- Når det er afkølet – fordeles det i de afkølede mørdejsbunde. Stil dem atter af mens du fortsat laver maregns
MAREGNS:
- I en gryde: bland sukker (1 spsk), glokosesirup og vand. Kog op under omrøring, til temperaturen er præcis 117 grader. Det tager lidt tid! Måske omkring 10 minutter, da jeg ikke satte fuld varme på, i frygt for at brænde massen på.
- Pisk også æggehvider stive. Tilsæt sukker lidt af gangen (125 g), imens du fortsat pisker.
- Hæld nu den 117 grader varme sirup i en tynd stråle op til æggehviderne, mens du (eller røremaskinen) konstant pisker. Det skal piskes i 7-8 minutter, til marengsen bliver helt sej og blank.
- Kom det i en sprøjtepose (jeg brugte denne tyl: Wilson 125)
- Sprøjt det ovenpå de afkølede lemon curd tærter
- Brænd maregnsen let med en gasbrænder og pynt med limeskal
Video af key lime pie
Hvorfor navnet Key lime pie?
Jeg har længe tænkt på at vi skulle have key lime pie på bloggen, da jeg som sagt bare elsker desserter med lime. Og så kom vi til at snakke om, hvorfor den egentlig hedder key foran lime pie. Den kommer så fra Key West i Florida fandt vi ud af, så det må være svaret. Den kunne selvfølgelig også bare hedde citrontærte, men der er bare noget lidt mere lækkert over de amerikanske navne, ikke sandt? Men altså nu var tiden i hvert fald inde til en omgang key lime pie, og jeg er så glad for at vi fik kreeret dem trods de utrolig mange timer vi endte med at bruge på dem.
Er du vild med dessert tærter?
Er du ligesom mig også bare vild med tærter til dessert, så har jeg her nogle andre favoritter:
- En blød og saftig sag, nemlig pæretærte med marcipan
- Min yndlings æbletærte med hvid chokolade
- Verdens bedste rabarbertærte, lige med en klat cremefraiche
- En saftig, svampet mazarintærte med karamellag og nødder på toppen
Jeg har lige lavet denne lækre tærte. Og ud fra smagsprøver undervejs smager den rigtig godt! Min lemoncurd har en grumset, grå-grøn farve og ser ikke så appetitlig ud (men smager vildt godt). Kan der bruges citroner i stedet for, for at få en mere gul og gylden farve på curden? 😊
Hej Gitte. Jeg tænker sagtens du kan bruge citroner i stedet for. Curden får dog nok en lidt anden smag, end hvis du bruger lime 🙂 kh
Hej Julie. De lyder meget lækre. Hvor lang tid i forvejen kan jeg lave de enkelte dele og hvor længe kan de være “samlet”?
Du kan fint lave de forskellige dele nogle dage før servering, jeg ville dog vente med at sprøjte dem op og brænde til selve dagen hvor de skal serveres 🙂