Jeg har længe manglet noget tilbehør til asiatisk inspireret mad, hvor hovedingrediensen er kartofler. Når man arbejder i det asiatiske køkken, er det ligesom bare lettere med ris, nudler og kål, synes jeg. Men nu fik jeg endelig udviklet og testet opskriften her. Det er en opskrift på krydrede kartofler med asiatisk twist, som skal steges og simre i en sauce af blandt andet sambal oelek, brun farin, østerssauce og soya.
Opskrift på kartofler med asiatisk twist
Jeg elsker smagene fra det asiatiske køkken. Det er altid en god blanding af salt, surt, sødt, bittert og umami. Og jeg synes de her krydrede kartofler fungerer ret godt. Men jeg synes også der er plads til at skrue op og ned for smagene alt efter, hvor meget man synes, det skal fylde. Det er vist bare at prøve sig frem.
Ingredienser
- 1 kg kartofler
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 3 spsk. sesamolie
- 2 tsk. sambal oelek
- 1 stor spks. brun farin
- 2 spsk. soya
- 2 spsk. østerssauce
- 5 dl vand
- godt med salt og peber
- frisk chili og koriander til toppen
Sådan gør du
- Rengør kartofler og skær dem ud i mundrette stykker
- Snit løg og hvidløg fint
- I en skål kommer du løg, hvidløg, olie, sambal oelek, brun farin, soyasauce og østersauce. Rør det sammen.
- Kom kartofler og saucen på en dyb pande og varm det godt op på komfuret, så det bliver stegt i 5 minutters tid.
- Tilsæt så vand, så kartoflerne lige akkurat dækkes. Måske du har brug for lidt mere eller mindre end angivet i opskriften – det skal jo passe med din pande.
- Lad det småsimre i 10-15 minutter til væsken så småt er fordampet og kartoflerne er møre. Rør lidt undervejs, så det ikke brænder på. Måske du har brug for at supplere med en smule ekstra væske undervejs, hvis det fordamper helt
- Hæld overskydende væske fra, hvis der er noget. Server med salt, peber, frisk chili og koriander.
Hvad kan du servere til krydrede kartofler?
Jeg udviklede den her opskrift på krydrede kartofler med asiatisk twist, da jeg stod og skulle lave asiatiske kyllingefrikadeller. Så dem kan du i hvert fald roligt servere til – det var virkelig lækkert sammen. Men du kan også lave en asiatisk middag med mange små dele-retter, som eksempelvis:
- Crispy pork belly med sød teriyaki sauce
- Stegte dumplings
- Spicy cucumber salat
- Pak choi i østerssauce
- Sprød kylling i pankorasp
- Wontons i chilisauce
- Asiatisk quinoasalat
- Thaisuppe med kylling og nudler
- Asiatisk salat med rejer og mango + en dejlig stærk marinade hertil.
Instagram og nyhedsbrev
Følg meget gerne med på min Instagram for flere opskrifter og nem mad-inspiration. Her deler jeg både billeder af en masse mad, men også lidt inspiration til træning. Primært nemme hjemmeøvelser. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her. Det er helt gratis og så får du mine madplaner i din indbakke hver uge. Tak fordi I læser med. Jeg håber, I kan bruge opskriften her.
Kommentarer