Spiselige gaver

snebolde

Spiselige gaver

Spiselige gaver er noget af det bedste, jeg ved. Tanken om at nogen har stået i køkkenet og tænkt på mig, mens de har kreeret efter bedste evne, er lige til at blive glad af. Så hvad med at give dette videre? Give denne følelse til en du holder af.

Barselsgaver og værtindegaver

Jeg øver mig også selv i at medbringe spiselige gaver. F.eks. når jeg skal give en barselsgave eller værtindegave. Eller have en lille ting med til en højtid som jul eller påske. For jeg synes, det viser noget personlighed og omtanke.

En af fordelene ved spiselige gaver er, at de kan tilpasses efter modtagerens smag og præferencer. De kan være alt fra søde til salte – sunde til syndige.

Er det for eksempel til en veninde, du kender godt, kan du lave noget, du ved, hun elsker. Er det et nyt bekendtskab går du nok ikke helt galt i byen med hjemmelavede flødekarameller eller friskbagte scones med chokolade.

Anledninger til spiselige gaver

Prøv næste gang du skal på barselsbesøg at medbringe en god gryderet. Sæt den i køleskabet hos de nybagte forældre. Eller en pose boller, pizzasnegle eller pølsehorn til fryseren. Hjemmelavet, nem og nærende mad er guld værd i de første uger efter fødslen.

Det kan også være, det er dine kollegaer der trænger til lidt hjemmelavet forkælelse. Jeg har samlet en hel masse inspiration til kollegakage. Det er da lidt sjovere at overraske dem med noget hjemmebagt end noget fra bageren.

Hvis din veninde gennemgår en svær periode, så kan du jo dukke op med en pose cookies, en pose granola eller et glas nutella.

Skal du fejre et gennemført studie, et nyt job eller en fødselsdag, hvad så med at hoppe i køkkenet og bage en plade brownies. Du kan også sylte nogle rødbeder eller brygge en omgang ingefærshots.

Mulighederne er mange, og det kræver da lidt mere planlægning og tid end at købe en buket blomster. Men det er det værd. Spiselige gaver er noget man husker og værdsætter lidt ekstra.