Her får du opskriften på en lækker og snasket butterdejsstang med bacon og ærter. Fyldet er en blanding af flødeost, creme fraiche, revet citronskal, ærter og sprødstegt bacon – og det smager bare virkelig godt i sådan en sprød butterdejspakke. Butterdejen er købt færdig, så det er virkelig nemt og hurtigt at bikse sådan en cremet og sprød omgang sammen.
Opskrift på butterdejsstang med bacon og ærter
Du behøver altså ikke salte fyldet, for du får rigeligt med salt fra det sprødstegte bacon – synes jeg. Det er jo en rigtig snasket omgang det her, så server gerne en frisk salat eller sprødt grønt til. Det kunne for eksempel være en caprese eller de her bagte gulerødder på yoghurtdressing. Imens butterdejsstangen er i ovnen, kan du jo bikse en salat sammen. Jeg kommer med flere bud på, hvad du kan servere til din butterdejsstang længere nede i indlægget. Servér den lun til aftensmad med grønt til, eller som en del af frokostbordet eller en tapas – mums!
Butterdejsstang med bacon og ærter
Forberedelsestid
15-20Tilberedelsestid
20Samlet tid
40Ingredienser
- 1 rulle butterdej
- 1 dl ærter
- 1 tsk. øko citronskal
- 2 spsk flødeost
- 2 spsk creme fraiche
- 100 g bacon i tern
- Æg til pensling
- Sesamfrø til pynt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft
- Tag ærterne ud af fryseren
- Steg bacon sprødt og lad det afkøle
- Bland ærter, creme fraiche, flødeost og citronskal i en skål
- Rul butterdejen ud og smør fyldet ud på midten
- Skær siderne i strimler og fold dem skiftevis ind over midterstykket med fyld (se fremgangsmåde i videoen herunder).
- Pensl med æg
- Bag ved 200 grader i 15-20 minutter
- Lad afkøle på en rist
Video af butterdejsstang med bacon og ærter
Variation og udskiftning
I stedet for bacon kan du også bruge trevlet kylling som fyld i din butterdejsstang. Eller hvad med skinke? Så er vi næsten ovre i en klassisk skinkestang – sådan en opskrift har jeg da også, dog som små pakker, men du kan bare lave den som en stang, hvis du synes.
Hvad kan man servere til butterdejsstang med bacon og ærter?
Som sagt så synes jeg sådan en cremet fætter her kræver lidt sprødt og grønt tilbehør. Så har du i hvert fald en ret fuldendt aftensmad. Servér den lune butterdejsstang sammen med:
- Råkostsalat med rødbede, gulerod og appelsin
- Bruchettasalat måske undlad serranoskinken
- Spidskålssalat med green goddess dressing
- Caprese
- Bagte gulerødder på yoghurtdressing
- Mangosalat
- Grapesalat
- Spidskålsalat med frisk dild, æble og avocado
- Broccoli salat med peanutbutterdressing
Instagram og nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Der er især mange videoer, og hvis du er interesseret i træning og løb, sniger det sig også med ind af og til. Ellers vil jeg anbefale dig at tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge samt en masse andet inspiration.
Kommentarer