Bbq sauce og syltede chilier – perfekt grilltilbehør

Syltede chilier Bbq sauce

BBQ sauce og syltede chilier

 

Her er et bud på det perfekte grilltilbehør – nemlig en bbq sauce, som er helt perfekt i burgere eller hjemmebagte pitabrød. Samt syltede chilier som også er geniale i hjemmelavede burgere og på hjemmelavede hotdogs.

Begge dele er et super nemt tilbehør, som kan opbevares på et lille glas og gemmes i køleskabet i en uges tid. Bbq saucen er oprindelig en opskrift jeg lavede til vores kogebog HVERDAGSFAVORITTER. Vi har nemlig kommet op med hver vores bud på den perfekte burger, hvor denne sauce helt klart skal i min. Den minder måske lidt om en krydret ketchup – bare meget mere luksus.

De syltede chilier blev jeg opfordret til at prøve af en af mine læsere på Instagram. Jeg var nemlig i gang med syltede rødløg, da en følger skrev at jeg simpelthen måtte prøve syltede chilier – og det er også vildt godt. De er stadig ret stærke, men i og med de har ligget i denne her sukkerlage er den der rivende stærke følelse blevet erstattet af noget blidere og mere sødt.

Bbq sauce og syltede chilier

Opskrift til 4-6 burgere

2 slags glimrende tilbehør til hjemmelavede burgere. Både de syltede chilier og bbq saucen er super nemme og de får en hjemmelavet burger, pita eller hotdog til at være lige den tand mere luksus

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

5 minutter

Samlet tid

10 minutter

Ingredienser

Bbq sauce

  • 1 cm af en rød frisk chili
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk. ketchup
  • 1 spsk. olie
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1 tsk. agavesirup eller honning
  • 1 tsk. æbleeddike

Syltede chilier

  • 2 røde chilier
  • 1 dl æbleeddike
  • 3 spsk. sukker
  • evt. lidt peberkorn

Sådan gør du

Bbq sauce

  • Hak chilien fint og pres hvidløget
  • Kom begge dele i en skål sammen med resterende ingredienser og rør sammen
  • Smag til om der mangler sødme, salt (soya) eller andet og brug den i hjemmelavede burgere

Syltede chilier

  • Hak chilierne og kom dem i et lille glas
  • I en gryde koges eddike og sukker op i et par minutter
  • Kom lagen over chilierne og kom evt. lidt friske peberkorn ved
  • Lad det stå minimim 2 timer og brug dem derefter

Bedøm denne ret

 

Herunder ses både en lækker hjemmelavet burger og hjemmelavede hotdogs med netop de her to slags tilbehør.

bbq sauce

bbq sauce

I denne burger er både de syltede chilier og bbq saucen brugt. Her ud over er der syltede rødløg og en guacamole i. I de her hotdogs er der desuden en løgkompot (som også snart kommer her på bloggen), en hjemmerørt ketchup og hjemmelavede ristede løg.

Både burgere og hotdogs er lavet sammen med Maria og Emma. Maria bagte bollerne til burgerne og de kan findes på hendes blog. Det er Emma som har lavet ketchuppen og remouladen, de er dog ikke kommet på hendes blog endnu. Men jeg har også en opskrift på ketchup her og en på en karrysalat her (som minder lidt om remouladen)

Håber I kan bruge opskrifterne og får lyst til at begive jer ud i hjemmelavede burgere eller hotdogs.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret