Det her er en virkelig nem hverdagsret. Det er kylling, kartofler, butterbeans og blomkål bagt i ovnen og anrettet med hvidløgsdressing, lidt chiliolie og toppet med persille og forårsløg. Simpelthen bare så nemt at gå til og meget lidt besværligt. Jeg håber, du har lyst til at prøve min opskrift på alt i et fad med kylling og kartofler.
Opskrift på alt i et fad med kylling og kartofler
Normalt forbinder man måske sådan en alt-i-et-fad-ret med noget, hvor der så er en sauce ud over, som det hele ligger og simrer i i ovnen. Altså lidt ligesom koteletter i fad. Men det her fungerede virkelig også fint og blev mindre fed, da det hele netop ikke svømmer i fløde eller flødeost. Dog er retten her toppet med en gavmild mængde hvidløgsdressing og chiliolie. Det kølige og cremede element er prikken over i’et i den her ret.
Ingredienser
Alt i et fad
- 400 g kyllingebryst
- 350 g kartofler
- 300 g blomkål
- 1 dåse (eller æske) butterbeans
- lidt olie, salt, peber og paprika
Hvidløgsdressing
- 2 store spsk. creme fraiche
- 1 spsk. mayonaise
- 1 tsk. citronsaft
- lidt salt og peber
- et godt nip stødt spidskommen og koriander
- 1/2 tsk. sukker
- 1/2 fed hvidløg
- 1 tsk. eddike
Chiliolie
- 3 spsk. tomatpuré
- 1/2 dl olie
- 1/2 fed hvidløg
- 1 tsk. chiliflager
- 1 tsk. sukker
- lidt salt og peber
Topping
- persille eller andre friske urter
- lidt forårsløg
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Tag en bageplade ud med bagepapir på og skær kylling, kartofler og blomkål i mindre stykker. Kom alle 3 ting på bagepladen. Dræn butterbeans og kom også disse på bagepladen. Hæld lidt olie over og drys med krydderier. Bag i 25 minutters tid, til det er gyldent, kyllingen er gennembagt og kartoflerne er let bløde/ møre.
- Imens det bager i ovnen, kan du lave dine dressinger.
- Kom ingredienser til begge dele i hvert sit marmeladeglas. Hvidløg skrælles og rives.
- Ryst dem sammen og top dit fad med dem + lidt persille
Video af alt i et fad med kylling og kartofler
Andre nemme ovnretter
Det er altså bare rart, når maden “bare” skal i ovnen og passe sig selv. Her kommer lidt andre bud på nemme ovnretter:
- Koteletter i fad med bagte blomkål og syltede rødløg
- Fiskefad med sej, grønt og en citrus-hvidvins-flødesauce
- Paprikafad med grøntsager, sauce og chorizopølse
- Pikant kylling i fad
Variation og udskiftning
Den her ret kunne laves i mange forskellige udgaver. Du kan vælge lige præcis de grøntsager, bælgfrugter og det kød, du bedst kan lide. Eller droppe kødet, skrue op for rodfrugterne og droppe bælgfrugterne… eller hvad der nu passer din smag eller indholdet i dit køleskab bedst. Det kunne være rødløg, peberfrugt, broccoli, bønner, kikærter, sød kartoffel, pastinak, gulerødder, falafler? Dog er det vigtigste at have for øje, hvor lang bagetid de forskellige ting skal have. Det gode ved kylling, kartofler, blomkål og butterbeans er, at det skal have nogenlunde lige lang tid i ovnen. Vælger du nu rodfrugter i stedet, skal de nok ind før kødet.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Jeg har lavet den ret har givetc chili og masser hvidløg og tomat fint din udgaver med min lidt pift jeg har lave dejligt rereter uden stor budget krydderi giver pift synes min mad smager fantastisk min naboer har smagt
Hvor godt. Mange tak 😀
Ser godt ud og er let
Tak 😀