De her agurker med kikærtefyld og chilimayo er virkelig en frisk og lækker lille hapser. Det er jo ikke i sig selv et måltid, men som forret eller sammen med andre retter er de helt perfekte. Jeg serverede dem sammen med rispapirruller med peanutbutterdressing, og det var virkelig lækkert. Men det er egentlig ikke, fordi jeg synes, det er et specielt asiatisk tilbehør – faktisk tænker jeg, der er rigtig mange muligheder for at kombinere dem med andet mad. Længere nede i indlægget kommer jeg med nogle serveringsforslag.
Opskrift på agurker med kikærtefyld og chilimayo
En agurk består af omkring 95 % vand, så næringsindholdet i en agurk er i sig selv meget begrænset. Men sammen med det her blomkål- og kikærtefyld er sagen – og smagen – jo en helt anden. Faktisk synes jeg agurk er en fremragende grøntsag. Det kan godt være den ofte forbindes med at være skiveskåret og som topping på en rugbrødsmad, men faktisk har jeg efterhånden et par ret gode opskrifter, hvor agurk spiller en afgørende rolle. Dem linker jeg lige til længere ned i indlægget.
Ingredienser
- 1 agurk
- Chilimayo til toppen
- Salte peanuts til toppen
Kikærte-blomkålsfyld
- 1 dåse kikærter (jeg brugte 2/3 af den)
- 150 g. blomkål
- 1 stort fed hvidløg
- 1 spsk. sukker
- 1 tsk. spidskommen
- 1 tsk. chilipulver eller lidt frisk chili
- 2/3 dl vand
- 1/4 dl olie (jeg bruger sesamolie)
- 2 spsk. soyasauce
- 2 spsk. tomatpure
- 1 spsk. majsstivelse
Sådan gør du
- Start med at tænde ovn på 200 grader varmluft.
- Først laver du dit kikærte-blomkålsfyld.
- Dræn og skyl kikærterne.
- Skyl blomkål og skær det i mindre stykker.
- Bland alle øvrige ingredienser sammen i en skål, glas (med låg) eller pose, tilføj kikærter og blomkål og ryst eller rør.
- Hæld blandingen ud på en bageplade og bag i ovnen i cirka 20 minutter.
- Skyl agurken, halvér den både på langs og på tværs: Udhul dem og kassér indmaden.
- Fyld dine agurkebåde med kikærte-blomkålsfyldet og top med chilimayo og salte peanuts.
Video af agurker med kikærtefyld og chilimayo
Serveringsforlsag
Som nævnt så synes jeg, at de her agurkehapsere kan serveres med et hav af ting. Det kunne for eksempel være:
- Som en del af en tapas, hvor de andre retter kunne være: Madbrød med ost og persille, fetadip med hvidløgsbagte tomater, kyllingespyd med chilimayo og dadler med bacon.
- Noget andet let, for eksempel en simpel salat. Det kunne være:
- Som grønt tilbehør til et stykke kød eller fisk – eventuelt sammen med noget andet grønt tilbehør. Find inspiration til grønt tilbehør her.
Andre opskrifter med agurk
Som nævnt har jeg efterhånden en håndfuld gode opskrifter, hvor agurk er omdrejningspunkt. Prøv for eksempel også de her agurkeruller med sprød kylling, denne agurkesalat med radiser og selvfølgelig mit bud på en spicy cucumber-salat.
Følg med på Instagram og TikTok
Hvis du kunne tænke dig at følge endnu mere med i mit univers, så kan du klikke lige her, og komme direkte ind på min Instagram-profil. Jeg deler dagligt madinspiration og generelt lidt fra min hverdag og mit familieliv. Du kan også følge med på min TikTok profil og måske blive inspireret af mine madvideoer. Jeg håber, at vi ses derude!
Hej Julie
Jeg synes det ser ud til på videoen at du hælder soya eller lignende i som ikke står i opskriften? Du har ihvertfald to flasker, hvor jeg tænker den ene er olie?
Åh ja undskyld, du har ret – det er soya. Jeg brugte 2 spsk. Det er tilføjet nu 🙂