Butterdejsbunde drysset med sukker, samlet med fløjlsblød smørcreme og pyntet med mørk chokolade. Mums, en himmelsk bid! Får du gæster og mangler en hurtig kage til kaffen, så kunne det for eksempel være de her franske vafler med smørcreme og chokolade. Både opskrift og tilberedning er nemlig overskuelig, idet bundene er lavet af en købt rulle butterdej.
Opskrift på franske vafler med smørcreme
Smørcremen har godt af at være kold, når den skal sprøjtes på. Så du kan eventuelt lave smørcremen, putte den i en sprøjtepose og derefter i køleskabet indtil fem minutter før servering. Efter få minutter på køkkenbordet er smørcremen klar til at blive sprøjtet på butterdejsbundene og lukket. Til sidst kan du pynte med lidt smeltet, mørk chokolade.
Bundene er sprøde men også luftige. De er knasende, da de er drysset med sukker – men også lidt chewy. Selve bundene er bedst den dag, de er bagt, da butterdejen godt kan blive lidt blød og sej. Særligt hvis de er samlede med smørcremen. De franske vafler smager selvfølgelig stadig dejligt dagen efter, men den sprøde fornemmelse er bare størst den dag, de er bagt.
Ingredienser
- En rulle butterdej
- lidt sukker til drys
Smørcreme
- 200 g smør (helst rigtigt smør, dvs. ikke en smørbar)
- 1 tsk. vaniljesukker
- 250 g flormelis
- evt. 1 pasteuriseret æggeblomme
- en knivspids salt
- mørk chokolade til toppen
Sådan gør du
Bunde
- Butterdej-rullen åbnes og stikkes ud med en rund udstikker. Jeg brugte en, der er cirka 4 cm. i diameter.
- Flyt dine udstukkede stykker butterdej over på en plade med bagepapir og rul dem lidt ekstra tynde (kun den ene vej, så det bliver mere aflangt/ovalt).
- Drys med sukker og prik dem lidt med en gaffel.
- Bag dem i ovnen ved 180 grader varmluft i 8 minutters tid til de er gyldne.
- Lad dem køle af inden de fyldes og samles.
Smørcreme
- Pisk smør og vaniljesukker, til det er let og luftigt.
- Tilsæt flormelis og salt og pisk igen.
- Tilsæt æggeblommen for en glat konsistens og pisk.
- Put smørcremen i en sprøjtepose, som du lægger på køl til 5 minutter før du vil samle de franske vafler. Her tager du sprøjteposen ud og lægger på køkkenbordet. Efter nogle minutter er smørcremen klar til at blive sprøjtet ud på de afkølede havregrynskager.
- Anret med lidt smeltet chokolade som pynt.
Hvad kan jeg ellers fylde mine franske vafler med?
Du kan snildt udskifte smørcremen mellem butterdejsbundene – eller kombinere den med andre smage. Prøv for eksempel:
- Lemoncurd
- Fyldet fra mine mælkesnitter
- Dulce de leche
- Solbærskum eller hindbærskum + friske bær
- Hjemmelavet nutella
- Chokoladefrosting med kaffe
Andet sødt bagværk
Du får lige et par idéer på andet sødt bagværk i samme boldgade med på vejen:
- Hjemmelavede hindbærsnitter – mums! Jeg har et par forskellige forslag til lækre marmelader (udover hindbær), du kan bruge.
- Smørcremen i opskriften her er faktisk den samme, som i min opskrift på havregrynskager med smørcreme. Så hvis du er kommet for den, altså smørcremen, så snyd ikke dig selv for at prøve havregryns-modellen.
- Luftige og lette eclairs med vaniljecreme og chokoladeskum. Vandbakkelse fyldt med creme og toppet med chokolade – prøv det!
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Kommentarer