Langtidsbagte tomater

Langtidsbagte tomater – eller semidried tomater – er et skønt tilbehør i salater, i pastaretter, til tapas, i paninis, sandwich og meget mere. Tomaterne får en kraftfuld smag og sødme, når de bliver langtidsbagt, som spiller perfekt sammen med hvidløg, salt og rosmarin.

Langtidsbagte tomater opskrift

Selvom man måske ikke er den store tomatspiser, så bør man altså give de her langtidsbagte tomater en chance. Den søde smag er nemlig helt anderledes fra friske tomater, som har en let syrlig smag – og honningen trækker sødmen i tomaterne endnu mere frem. De er nemme at lave, og er al ventetiden værd! Jeg håber, I kan bruge min opskrift på langtidsbagte tomater med honning.

Opskrift til 6 personer som tilbehør

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

4-5 timer

Samlet tid

5 timer

Ingredienser

  • 300 g cherrytomater
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 stor spsk. acaciehonning
  • 1 tsk. flagesalt
  • 2-3 stængler frisk rosmarin (eller 2 tsk. tørret rosmarin)

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 100 grader varmluft.
  2. Halver tomaterne, og put dem i et ildfast fad eller i en bradepande med bagepapir med indersiden opad.
  3. Rør olie, presset hvidløg og honning sammen, og pensl blandingen ud over tomaterne. Drys med flagesalt.
  4. Bag tomaterne i ovnen i 4-5 timer. Hold øje med dem undervejs. Skru evt. op på 125 grader, hvis det skal gå lidt hurtigere (så er bagetiden kun 3-4 timer).

Bedøm denne ret

 

Forslag til servering

De langtidsbagte cherrytomater kan bruges i alle mulige forskellige retter.

  • Paninis/sandwich: Brug tomaterne i hjemmelavede paninis eller sandwich – f.eks. club sandwich med kylling og bacon. De kan også peppe enhver rugbrødsmad op eller bruges i rugbrødssandwich.
  • Pastaretter: Eksempelvis i denne med tomat-flødesauce og kødboller. Her kan nogle af de friske tomater erstattes af de bagte, som har mere smag og en anden konsistens.
  • Tapas: Servér tomaterne på tapasbordet sammen med gode oste, pølser og brød.
  • Burger: Brug tomaterne i hjemmelavede burger – sammen med syltede rødløg, guacamole og aioli.
  • Salater: Lav en salat med en grøn bund af frisk spinat, tomater og mozzarella. Du kan også tilføje bagte peberfrugter, sådan som jeg har gjort i denne salat. Og ellers kan du finde inspiration blandt alle mine salater her.

 

Hvor længe kan langtidsbagte tomater i ovn holde sig?

Du kan sagtens bage en stor omgang tomater i weekenden og opbevare dem en uges tid i et syltetøjsglas med olivenolie. Olien skal dække tomaterne helt. Så er der søde tomater klar til hverdagens sandwich, salater, pastaretter osv.

 

Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til lækker hverdagsmad med masser af grønt. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver fredag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret