Græskarboller – her er en opskrift på en efterårsopskrift, nemlig grovboller med græskar.
Græskarboller
Her er min opskrift på nemme bløde boller med græskar. Man kan sagtens skifte græskar ud med f.eks. revet gulerod eller squash, men nu hvor hokkaido græskar er i sæson, er det, hvad jeg bruger. De smager både lidt saltet, lidt sødt og lidt af smør – hvilket jo altså altid er godt.
De er meget nemme at bage, jeg rører blot alle ingredienserne sammen på en røremaskine og lader dem hæve i skålen. Derefter skæres dejen ud på et bord og kommes på en bageplade beklædt med bagepapir. Bum, så er der nybagte efterårsboller.
Jeg har ladet mig kraftigt inspirere af min egen opskrift på gulerodsboller.
Ingredienser
- 25 g gær
- 5 dl vand
- 2 tsk. salt
- 1 spsk. sukker
- 100 g havregryn
- 100 g solsikkekerner
- 550-600 g hvedemel
- 70 g smør
- 200 g hokkaido græskar
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
- Kom gær og vand i en skål og opløs gær (jeg bruger en røremaskine)
- Kom sukker, salt, havregryn, solsikkekerner og mel ved og rør godt. Start forsigtigt ud, så melet ikke sprøjter ud over det hele. Når dejen er sammenhængende, skru da godt op for styrken og rør til dejen slipper skålens kanter. Det tager 7-8 minutters tid
- Smelt imens smør og riv græskar (jeg bruger skrællen med, men ikke græskarkernerne)
- Kom dette ned i dejen og vend rundt igen
- Kom en opklippet frysepose + et viskestykke hen over skålen og lad dejen hæve en times tid
- Tænd ovnen på 225 grader (varmluft) og drys lidt mel ud over bordet
- Hæld dejen ud på det meldryssede bord og vend den forsigtigt rundt i melet
- Skær dejen ud i stykker (jeg bruger en dejskærer) – og flyt dem forsigtigt over på en bageplade beklædt med bagepapir
- Pisk ægget sammen og pensl bollerne
- Bag bollerne i 15 minutters tid midt i ovnen og glæd dig til at nyde en lun bolle med smør
Andre opskrifter på hjemmebag
- fødselsdagsboller, helt hvide og luftige bamseboller
- kanelsnurrer – de her er SÅ gode, her er en video med på fremgangsmåden
- glutenfri boller, min bedste opskrift på boller uden gluten
- koldhævede boller
- pølsehorn med goudaost, ketchup og oregano i
Kan bollerne laves uden røremaskine
De her græskarboller er lavet på røremaskine, den bruger jeg faktisk altid, når jeg bager boller – jeg kan simpelthen ikke leve uden. På den måde kan dejen stå og passe sig selv, mens den røres dejlig smidig.
Hvis du ikke har en røremaskine og gerne vil bage bollerne alligevel, kan du sagtens gøre det. Så rører du bare i hånden i så lang tid du nu orker. Gerne til dejen er luftig og godt samlet.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Kommentarer