Speltgrød med chokoladecreme

Her er en opskrift på en speltgrød, som mætter og fylder godt i maven. Den er lavet på speltkerner og havregryn som er kogt op sammen med mælk og vand. Jeg har toppet det med en lækker chokoladecreme og tilsat lidt frisk frugt.

speltgrød
speltgrød

Speltgrød med chokoladecreme

Igår skulle jeg have besøg af en sød veninde og hendes lækre datter til morgenmad. Så jeg fik handlet, ind, gjort mig selv og Noah i stand og bikset den helt store morgenmad sammen. Kl 9 havde jeg alt klar og ville lige tjekke om Susan havde skrevet at hun var der. En facebookbesked var tikket ind i løbet af natten, at hun var blevet syg. Voldsomt øv, så stod jeg der med alt for meget morgenmad og kunne slet ikke overskue, at jeg havde valgt at holde Noah hjemme en hel dag.

Så en anden veninde blev heldigvis min redning, hun kom forbi og underholdte os og spiste morgenmad med os. Virkelig dejligt, og rigtig rigtig hyggeligt. Jeg havde bagt nogle små rugboller med chokolade og appelsin (de kommer også ind på bloggen meget snart), så fik vi ellers denne speltgrød med chokoladecreme og frisk frugt og kaffe med bailey, uhm.

Grøden her blev super lækker, lidt grov i konsistensen (hvilket jeg klart er mest til) og alligevel dejlig cremet og sød. Chokoladecremen er ligeledes meget cremet og sød, og jeg synes den passede perfekt til grøden, især fordi jeg toppede hele herligheden med syrlige passionsfrugtkerner, blåbær og kokos. Her var nok til 3 personer

Speltgrød med et strejf af vanilje

 

  • 1 dl speltkerner
  • 3,5 dl vand
  • 2/3 tsk salt
  • 1 dl havregryn
  • 3 dl mælk (meget gerne sødmælk, gør den så cremet)
  • 1 spsk akaciehonning
  • 1/2 tsk vaniljepulver

 

  1. Kom speltkerner i en gryde sammen med vandet
  2. Lad det koge i 15 minutter ved middelhøj varme
  3. Tilføj så salt, havregryn, mælk, honning og vanilje og lad det koge i yderligt 10 minutter ved lidt svagere varme. Her skal der holdes lidt øje og røres rundt ind i mellem

 

Chokoladecreme

 

  • 10 bløde dadler
  • 1 avocado
  • 4 spsk kakaopulver
  • den fede del af 1 dåse kokosmælk

 

  1. Fjern stene fra dadlerne og kom dem i en minihakker sammen med resterende ingredienser
  2. Blend det hele godt sammen til en cremet masse og server den oven på din grød
  3. Top gerne med passionsfrugt, blåbær og kokoschips

DSC06723
DSC06743

Andre morgenmadsopskrifter

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret