Spaghetti med en flødesauce lavet på bl.a. frisk spinat, champignon, hvidløg og citron. Denne her pastaret er simpelthen så nem og simpel. Det tog omkring et kvarter i alt at fremtrylle denne glimrende hverdagsret. Dette er en vegetar pastaret, men du kan sagtens tilføje lidt sprød bacon eller chorizopølse hvis du vil. Det ville absolut også være lækkert. Jeg håber du kan bruge min opskrift på spaghetti i flødesauce
Spaghetti med flødesauce, spinat og champignon
Den nemmeste hverdagsvenlige pastaret for hele familien. Tilsæt evt. lidt sprød bacon, hvis du synes.
Forberedelsestid
10 minutterTilberedelsestid
10 minutterSamlet tid
20 minutterIngredienser
- 1 løg
- 2-3 fed hvidløg
- 250 g champignon
- 200 g frisk spinat
- 4 spsk. olivenolie
- 3 spsk. citronsaft
- 2 tsk. salt + 1/2 tsk. peber
- 3 dl fløde
- 1 pakke frisk spaghetti
- evt. en håndfuld pinjekerner som toppings
Sådan gør du
- Hak løg fint og riv hvidløg
- Skyl spinat og champignon grundigt og skær champignon i mindre stykker
- Kom olien i en gryde eller en wok og svits løg og hvidløg af her i til det bliver blødt og gennemsigtigt
- Kom så champignon ved og svits disse af i et par minutter til de tager farve
- Tilsæt spinat og lad det falde sammen
- Kom citronsaft, salt, peber og fløde ved og smag til
- Kog den friske pasta i 4-5 minutter
- Hvis du vil toppe retten med pinjekerner, kan du med fordel riste disse på en tør pande inden
- Si vandet fra den kogte pasta og kom det over i wokken.
- Server med de ristede pinjekerner
Video af Spaghetti med spinat og champignonsauce
I videoen har jeg desuden brugt parmesan i saucen. Det smager nemlig også vildt lækkert at smide 50 g revet parmesan i saucen. Jeg har desuden kommet en squash i den på videoen, den kører jeg igennem en “spiralizer” – sådan en der kan rive squashen, så den bliver som spaghetti. Retten på videoen toppes ikke med pinjekerner, men du kan jo gøre som det passer dig.
〈 Ingredienserne til pastaretten 〉
Se flere forslag til skønne nemme retter med spaghetti
- Spaghetti bolognese selvfølgelig, klassikeren over dem alle – her er min bedste udgave af pastaretten
- Spaghetti carbonara. Min variant er lidt anderledes end den klassiske. Der er mange flere grøntsager i min, men saucen er den samme.
- Spaghetti med kødboller og tomatsauce, en rigtig lady og vagabonden ret.
- Pasta med rejer og hvidløg i en hvidvinssauce
Kan jeg tilføje bacon til min pastaret?
Ja det kan du sagtens, det vil være meget lækkert. Eller måske chorizopølse du steger sprødt. Min mand ville klart være gladest, hvis jeg tilføjede bacon til retten. Men jeg synes nu også den smager skønt som en vegetariske pastaret som her.
Kan jeg bruge kokosmælk eller soyafløde fremfor piskefløde?
Ja det kan du også. Hvis du gerne vil undgå mælkeprodukter, så kan du sagtens bruge en dåse kokosmælk i stedet. Dog ændrer smagen sig en lille smule, da kokosmælk jo også smager lidt af kokos. Det kan også være lidt tyndere end piskefløde. Så hvis du bruger kokosmælk, vil jeg anbefale en variant som ikke er light.
Kan man lave sin egen fløde?
Ja, du kan evt. lave din egen cachewnødsfløde. Det er virkelig lækkert faktisk, og nemt. Den eneste ulempe ved dette er tiden. For cashewnødderne skal ligge i blød i vand nogle timer inden det kan blendes til en sauce. Men hvis du starter nogle timer før, så prøv denne variant. Den smager så godt, mætter og er meget sundere. Se en opskrift på saucen her, hvor jeg har brugt den i en vegetariske lasagne
Kan jeg bruge andre svampe frem for champignon?
Sagtens. Brug blot dem du bedst kan lide. Om det er kantareller, bøgehatte, hvide eller brune champignons – det er op til dig.
Kan spaghetti fryses?
Jeg vil faktisk ikke fryse den. Jeg synes ikke spaghetti egner sig så godt til at blive frosset ned. Så jeg vil nok hellere spise den dagen efter igen.
Kan jeg varme spaghetti op dagen efter?
Ja det kan du sagtens. Du kan enten varme det op i en gryde eller i mikrobølgeovnen, hvis du har sådan en.
Kan jeg tilføje andre grøntsager til denne spaghetti?
Ja tilføj meget gerne flere, f.eks. kunne du bruge porre, peberfrugt, edamammebønner, grønne bønner (haricot verts), broccoli eller blomkål. Jeg kunne forestille mig at alle disse forslag ville passe glimrende ind i pastaretten.
Instagram:
Følg meget gerne med på min Instagramprofil lige her
Hvilken foodprocessor bruger du?og vaffeljern
Jeg bruger en foodprocessor som hedder Magimix, den er super god. Jeg elsker den. Ift. vaffeljern, åh det er bare et gammelt et fra OBH. 🙂
Er der et kalorieindhold for retten pr. person??
Nej det holder jeg på ingen måde øje med, det har jeg ikke lyst til 🙂 Så derfor oplyser jeg det heller ikke på min blog. Men man kan bruge nogle forskellige værktøjer på nettet – nogle gratis kalorietabeller til at regne på, hvis man vil. Kh. Julie