Rugbrødssandwich
De her små madpakkevenlige hapsere blev kreeret til et madpakkeindlæg, jeg er i gang med. Egentlig var min plan at udgive det nu her, men ved nærmere eftertanke er der jo ikke særlig mange som har brug for madpakker lige nu. Så skulle det lige være til en picnictur. Men madpakker til skole, børnehave eller arbejde er nok mere i august – så jeg rykker udgivelsen en smule. Jeg spurgte i den forbindelse ud på min instagram, om der var nogle med god madpakkeinspiration eller med gode idéer hertil. I var så mange med gode idéer, så jeg har samlet lidt til indlægget. Disse små rugbrødssandwich var blandt de gode idéer.
Fyldet i min rugbrødssandwich
Man kan gøre det endnu bedre og bage rugbrødet selv. Men man kan også tage den hurtige løsning og købe sig til et. Jeg har smurt det med hummus, her kunne man også bruge en anden dip – f.eks. en haydari, en guacamole eller en pesto. Så er der frisk spinat og tomat her i, kylling og en god ost. Kyllingen er blot stegt på panden i olie og drysset med salt og peber. Osten er en fast cheddar fra Castello, men her kan du blot bruge din favorit. Jeg elsker personligt en gammelknas eller en vesterhavsost, men du kan også bruge mozzarella.
Rugbrødssandwich
Forberedelsestid
25 minutterTilberedelsestid
5 minutterSamlet tid
30 minutterIngredienser
- 5 stykker rugbrød
- 1 portion hummus
- 1 tomat
- 1 god håndfuld frisk spinat
- et par skiver god ost
- 300 g kyllinger inderfilet + olie, salt og peber
Sådan gør du
- Lav din hummus (klik dig ind på opskriften)
- Steg kylling på en pande i olie og drys med salt og peber
- Skyl spinat og skær tomat og ost i skiver
- Rist rugbrødet
- Saml dine rugbrødssandwich ved at smøre hummus på begge stykker rugbrød. Læg lidt frisk spinat, tomatskiver, ost og kylling på den ene og klap den anden over
Spar tid eller genbrug
Du kan sagtens spare endnu mere tid ved at købe dig til din hummus, fremfor at lave den selv. Man kan også købe kylling, som er færdigstegt. Så tager det 5 minutter alt i alt. Jeg valgte at købe rugbrødet, men til gengæld lave min hummus selv samt stege kødet. Det tager lige 15 minutters tid pr. ting, men til gengæld kan du stege/lave ekstra og bruge det til andre ting.
Hummus
Den kan du bruge som dip til grøntsagsstave, tag f.eks. en bøtte hummus med i madpakken i en lille bøtte og en masse gnavegrønt ved siden af. Du kan også tage lidt knækbrød med ved siden af – så har du endnu mere til madpakken. Du kan også bruge din hummus som aftensmaden, f.eks. til pitabrød eller i burgere. Resterne kan du så komme i de her rugbrødssandwich og tage dem med på madpakken eller blot spise dem til aftensmaden dagen efter.
Kylling
steg gerne ekstra kylling og smid det i fryseren, så har man det til en anden god gang. Ellers kan det fyldes i madpandekager, på spinatvafler, i pitabrød eller i hjemmelavede bagels.
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Kommentarer