Her får du en opskrift på pizza med kikærtebunde – en super nem og sundere version af den klassiske pizza. Bundene kræver kun tre ingredienser: kikærter, æg og ost. Det betyder, at du får en proteinrig, mættende og glutenfri bund, som samtidig smager skønt. Toppet med en hjemmelavet pizzasauce og dine favorit toppings får du altså en pizza, der både føles lidt lettere og stadig giver den helt rigtige pizzafornemmelse.
Opskrift på pizza med kikærtebunde
Jeg elsker, at denne opskrift er så simpel. På under en halv time kan du have sprøde bunde klar, og så er det bare at fylde på med, hvad du bedst kan lide. Jeg har toppet min med serranoskinke, cherrytomater, avocado, rucola og parmesan, men du kan variere i det uendelige. Den er oplagt til en hverdagsaften, hvor man gerne vil spise lidt grønnere – eller bare som et alternativ til den tunge weekendpizza.
Ingredienser
Pizzabunde
- 1 dåse kikærter (400g)
- 4 æg
- 100 g revet ost
- Lidt salt og peber
Tomatsauce
- 1 dl tomatpuré
- 1 spsk olivenolie
- 2 spsk balsamicoeddike
- 1 spsk sirup
- Salt og peber
- 2 tsk oregano
- 2 tsk hvidløgspulver/2 fed hvidløg
- Et godt nip chilipulver/cayennepeber
Forslag til fyld
- Serranoskinke
- Cherrytomater
- Avocado
- Ruccola
- Balsamicoglace
- Parmesanost
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Blend alle ingredienserne til dine pizzabunde i en foodprocessor.
- Smør dejen ud på en bageplade og bag i ovnen til de er gyldne og faste. Det tog cirka 20 minutter.
- Imens bundene bager kan du lave din pizzasauce. Rør alle ingredienserne sammen i en skål.
- Forbered også dine toppings. Jeg brugte rucola, serranoskinke, cherrytomater, rucola, avocado, balsamicoglace og parmesan.
- Når bundene er færdigbagte er du klar til at toppe dine pizzaer.
- Smør pizzasauce på og top med dine ønskede toppings.
Variationer og justeringer
Der er mange måder at tilpasse pizza med kikærtebunde på, alt efter hvem der skal spise med, og hvad du lige har i køleskabet. Her er et par idéer til, hvordan du kan variere opskriften.
- Vegetarisk version: Drop serranoskinken og tilføj fx grillede grøntsager, svampe eller artiskokhjerter.
- Pepperoni eller chorizo: Giver et krydret twist og en mere klassisk pizzastemning.
- Mildere til børn: Skær ned på hvidløg og chili i saucen og vælg toppings som ost og skinke, som ofte falder i god jord hos de små.
- Oksekød: Brug hakket oksekød brunet med lidt løg, hvidløg og krydderier for en mere fyldig pizza.
Andre gode opskrifter på pizza
Hvis du er vild med denne opskrift, kan du måske også lide:
Server din pizza med kikærtebund sammen med simple salater
Pizza er altid lækkert i sig selv, men den bliver kun bedre af lidt friskt og sprødt tilbehør. Server din pizza med kikærtebund sammen med en enkel salat – det giver et frisk pust og balancerer den mættende bund helt perfekt. Her er et par bud på gode matchende salater:
- f.eks. denne simple grønne salat med nødder og dressing
- en simpel caprese med tomat og mozzarella
- en melonsalat med bær og granatæble
- en hjertesalat med dressing, æble og croutoner
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.
Kommentarer