Nøddemarengs med kokoscreme og friske bær

Nøddemarengs med en kokoscreme og friske bær på toppen. Denne kage er frisk og lækker og en ganske god idé til sommerens gæster.

nøddemarengs
nøddemarengs
DSC09551

Nøddemarengs

 

Så er det tid til vores sidste afsnit i denne omgang. Vi har nu delt 5 videoer med 5 forskellige kager, der alle har været en smule sundere end den klassiske købe-kage. Jeg håber I har syntes de her videoer har været lidt sjove og måske lidt hyggelige, jeg håber I har kunne bruge opskrifterne og måske selv har lavet nogle af kagerne? I må meget gerne smide en kommentar, om I ønsker flere videoer, og hvilke kager I så gerne vil have et sundere twist på. Liv og jeg har elsket at lave de her videoer, det har virkelig været skægt og vi vil meget gerne lave flere. Så kom endelig med ønsker og idéer

Denne nøddemarengs er den som runder ballet af, i hvert fald sæson 1, er med kokoscreme, og så er den toppet frisk syrligt frugt. En kage som imponerer de fleste gæster, som smager skønt, men som er super nem at lave. Den giver 12 stykker nøddemarengs.

 

 

Opskrift på nøddemarengs med kokoscreme

Marengsbund:

  • 100 g honning
  • 1,5 dl æggehvider
  • 140 g nødder og kokosmel (vi brugte en blanding mellem mandler, hasselnødder og valnødder og så kokosmelet – du kan sagtens nøjes med én slags og du kan også undlade kokosmel) – ift. kokos, brugte vi de 40 g af de 140 g samlet.

 

  1. Kom honningen i en gryde og kog den op ind til den bobler, hvis du har et termometer, kan du tjekke til temperaturen, den skal ca. være 120 grader.
  2. Imens piskes æggehviderne helt stive (når du kan vende skålen på hovedet, uden det falder ud, er den blevet pisket lang tid nok)
  3. Hæld nu den varme honning ned i æggehviderne i en tynd stråle, mens du fortsætter med at piske. Det skal gøres i små 10 minutter, ind til du har en sej marengs.
  4. Hak nødderne groft og bland disse og kokosmel ned i marengsen, vend det forsigtigt rundt og kom det i en springform.
  5. Bag bunden i ovnen ved 200 grader i 10 minutter

Chokoladelag

  • 50 g chokolade (80%)

 

  1. Smelt chokoladen og hæld den over den bagte bund, vi dækkede ikke bunden helt med chokoladen, men blot i tynde striber lidt rundt omkring på bunden. (Du kan med fordel gemme en smule af chokoladen, som du kan toppe kagen med, når den er helt færdig)

 

Kokoscreme:

  • 1 dåse kokosfløde (den fede del af en dåse kokosmælk)
  • 200 g flødeost natural
  • 100 g skyr
  • skal fra 1 øko citron
  • 1 spsk. honning
  • 1 vaniljestang / 1/2 tsk. vaniljepulver

 

  1. Åbn dåsen med kokosmælk og tag den tykke del fra og kom den ned i en skål
  2. Kom resterende ingredienser ved og gør godt rundt
  3. Kom cremen oven på chokoladen (som dækker bunden)
  4. Stil den evt. på køl, det gør cremen sætter sig lidt – hvis altså du har tålmodighed til det.

Pynt: 

  • jordbær
  • ribs
  • kokoschips
  • resten af den chokolade du smeltede

 

  1. Top med friske bær og frugt (vi bruge jordbær og ribs), evt. kokoschips og måske også det sidste chokolade du har tilbage. Det er bare med at være kreativ her.

nøddemarengs
DSC09546

Andre sommerdesserter

  • Her er lidt forslag til andre sommerlige friske ting man kan spise i varmen. F.eks. denne chiatrifli. 
  • Blåbær”is” med cookiedough kugler – en opskrift som minder ret meget om denne her, som også egner sig til både brunch bordet, som dessert til gæsterne hvis det skal være lidt nemt og frisk.
  • Ellers er der vafler med hjemmelavet flødeis. Det er også altid godt, måske knap så sundt som denne. Men virkelig lækkert og noget som kan varieres i det uendelige.
  • Iskaffe – her er min mest cremede og allerbedste opskrift

 

Andre videoer på kager lavet sammen med Liv

Psst. hvis ikke du har set de første 4 videoer, kan du kigge med her: 1) sundere twix, 2) sundere ferrero rocher, 3) sundere hindbærsnitter og 4) sundere citrontærte med marengsblomster

Kommentarer

  1. Hej Julie
    Kan man bruge almindelig fløde i stedet for kokosmælks fløde ?
    og i så fald, hvor meget skal man så bruge ?

    1. Hej Jette.
      Åh beklager langsomt svar herfra. Ja du kan sagtens bruge almindelig fløde i stedet. Så ville jeg nok bruge samme mængde – måske lidt ekstra, men blot piske det til en let skum. Håber det bliver godt 🙂

  2. JHej Julie
    Jeg har i dag ville lave din nøddemarengs kage med kokos creme, men den var ved at ødelægge min dag
    Jeg piskede hvider rigtig længe og kom herefter den lune honning i samtidig med at maskinen piskede, men min flotte marengs faldt lidt sammen
    Så skulle nødderne i og det foregik meget forsigtigt, men den blev meget mindre min bund.
    Jeg prøvede helt forfra igen med samme resultat.
    Hvad kan der være galt, jeg forstår det ikke? Så jeg måtte nøjes med en flad bund.
    Venlig hilsen Inge

    1. Hej Inge.
      Åh nej da, det er jeg ked af at høre. Hader virkelig selv når opskrifter ikke holder.
      Det er et stykke tid siden jeg selv bagte den, men den blev præcis som på billedet for mig, da jeg lavede den efter opskriften her.
      Jeg vil gerne lige prøve at lave den igen og rette den til, for opskriften skal da selvfølgelig virke.
      Jeg melder lige tilbage til dig når den er testet igen.
      Beklager meget. Kh. Julie

  3. Hej Julie. 🙂
    Jeg har i dag forsøgt mig at bage ovenstående kage og den blev rigtig lækker og smagte godt. Jeg skal dog bare høre om det er meningen at bunden er blød eller “gummiagtig” og ikke sprød som en almindelig marengsbund normalt er? 🙂 Venligst Mette.

    1. Hej Mette. Beklager mit sene svar. Den blev ikke helt lige så sprød, men husker den nu heller ikke som lidt gummiagtig. Men jo, den er nok lidt blødere end den almindelige klassiske marengsbund 🙂

  4. Hej Julie.
    I videoen står der at bunden skal have 15-18 min. og i opskriften står der 10 min. – hvor længe skal den have? 😀

    1. Hej Malene. Åh er det rigtigt ? Nu bliver jeg da helt forvirret så. Tak fordi du opdagede det. Jeg vil bare holde lidt øje med den efter de første 10 min. Nogle ovne er også hurtigere end andre, så det kan godt være ret forskelligt. Men prøv at gå efter 10-15 minutter. 🙂

  5. Hej Julie,
    Hvor stor en springform skal man bruge? 🙂 Kagen ser vildt lækker ud, og måske den bliver lavet til familien her i sommerferien 😀

  6. Hej Julie.
    Mangler der noget i opskriften? Der står ikke hvor meget kokosmel der skal bruges samt hvor stor dåse kokosmælk/fløde..
    Mvh Louise

    1. Hej Louise.
      Tak for din kommentar, jo jeg har da glemt at sætte kokosmel-målet på (undskyld) – det er tilføjet nu 🙂
      Ift. kokosmælk, så er det bare en almindelig stor dåse (400 ml)

  7. Hej,
    Det har været en fornøjelse at se jeres videoer! Jeg vil helt klart gerne have nogle flere. Det kunne være fedt, hvis I kunne lave en sundere version af jordbærtærte, brunsviger og cheesecake. Eller noget i den dur.
    Jeg har selv haft fornøjelsen af at lave Ferrero Rocher og Twix. De var et hit hos familien. 🙂
    Jeg håber, at der kommer flere videoer 🙂

    1. Hej Mathilde.
      Mange tak for din kommentar og ønsker 🙂 Jeg er super glad for du har kunne bruge opskrifterne.
      Der skal nok komme flere 😉 Hav en dejlig fredag

  8. Hej.
    Vil bare sige, at jeg er vild med jeres videoer. De har været sjove at se – og dejligt at se, som i hygger jer med at lave dem. Jeg er bestemt interesseret i flere videoer. Jeg har allerede lavet twix – opskriften 2 gange, og hele min familie er vilde med dem – juhuuu 🙂

Vis alle kommentarer (16)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret