Nachos med kylling

Nachos med kylling er deluxe udgaven af nachos, som også mætter lidt mere end udgaven kun med chips og ost. Kyllingen er her lavet som pulled chicken, der er virkelig nemt at lave og én af de bedste måder at få kylling på! Især, når det er vendt rundt i en krydret mexi-marinade. Derudover er disse nachos toppet med forskellige lækre toppings, som du frit kan vælge til og fra.

Opskrift på nachos med kylling

 

Her får I min opskrift på nachos med ost og kylling. Jeg kommer også med forslag til forskellige toppings. Servér dine nachos sammen med en god, hjemmelavet guacamole. En grov, hjemmelavet tomatsalsa ville heller ikke være dårlig hertil! Er du i stedet på udkig efter helt klassiske nachos uden kød, så kan du bruge denne opskrift.

Luksus nachos med kylling i mexi-marinade

Opskrift til 6 personer

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

Nachos

  • 1 pose nachos chips
  • 1 pose revet cheddarost

Pulled chicken

  • 2 store kyllingebryst
  • 1 dl olivenolie
  • 1 stor spsk. brun farin
  • 1 god tsk. paprika
  • 1/2 tsk. stødt koriander
  • 1 god tsk. spidskommen
  • saft fra 1 lime
  • godt med salt og peber
  • et drys chilipulver eller lidt af en frisk chili

Forslag til toppings

  • En kogt majskolbe, hvor majs er skåret af
  • Rødløg i skiver
  • En lille håndfuld frisk koriander, groft hakket
  • Finthakket peberfrugt
  • Creme fraiche i klatter, evt. med lidt tørret chili på
  • Limebåde
  • Jalapeños

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Kom kylling i en gryde med vand og lad det koge i 10-15 minutter, til det er gennemkogt. Hvis du vil toppe dine nachos med majs, sættes en majskolbe også over at koge nu.
  3. Bland chips og halvdelen af cheddarosten i et ovnfast fad, og sæt det i ovnen, mens kyllingen koger færdigt. Giv chipsene 10-15 minutter i ovnen. Når der er et par minutter tilbage, tilsæt resten af osten og kom tilbage i ovnen.
  4. I en skål blandes alle ingredienserne sammen til kyllinge-marinaden. Du kan også skære dine udvalgte toppings ud, mens kylling og chips bliver færdige.
  5. Når kyllingen er kogt færdig, trækkes kødet fra hinanden med to gafler. Vend kyllingen rundt i marinaden.
  6. Tag chipsene ud af ovnen. Kom pulled chicken hen over, og tilføj evt. dine toppings. Server gerne sammen med en god guacamole.

Bedøm denne ret

 

Nachos med ost og oksekød

Du kan også sagtens lave disse nachos med oksekød i stedet for kylling. Her ville jeg foreslå at brune oksekødet sammen med godt med krydderier, og gerne nogle af de samme som bruges her til kyllingemarinaden. Brug f.eks. spidskommen, stødt koriander, cayennepeber/chili og paprika, og hæld oksekødet hen over chips og ost, når det har været i ovnen, ligesom med kyllingen.

 

Vild med mexicansk mad?

Det mexicanske køkken er nok mit yndlingskøkken! Det afspejler opskrifterne herinde også meget godt, for her er masser af mexicansk mad. Her kommer forslag til andre mexicanske retter, du kan kaste dig over næste gang, du skal i køkkenet. Her er også et par mexicansk-inspirerede salater til når det skal være lidt grønnere og sundere.

 

Instagram og Facebook

Følg meget gerne med på min Instagramprofil for mere mad-inspiration og nemme opskrifter. Her deler jeg desuden en masse glimt fra min hverdag, vores familieliv samt en masse træningsinspiration. Du er meget velkommen til at følge med derovre, mit navn er @juliebruunsblog. Inde på Facebook deler jeg også dagligt både nye og gamle opskrifter. Jeg håber, vi ses!

Kommentarer

  1. Kan ikke læse opskriften da der er reklamer nedenunder teksten. Hvilket er meget ærgeligt. Da jeg syntes retten ser lækker ud.

    1. Hej Maj-britt. Åh nej, det er selvfølgelig ikke meningen! Det får jeg lige kigget på, tak for at gøre mig opmærksom på det. Kh Julie

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret