Pastasalat med karrydressing

Pastasalat med en hjemmerørt karrydressing der er både salt, lidt krydret og sød. Sprødtristet bacon, majs (endda direkte fra kolber), ærter, rødløg, peberfrugt, purløg og grønne asparges. Denne her kombi sidder bare lige i skabet. Det er en klassiskpastasalat, som både børn og voksne elsker og det er vores yndlingsversion her hjemme.

pastasalat
Pastasalat med karrydressing, ærter, majs og sprød bacon

 

Pastasalat – opskrift

 

Denne super nemme og lækre pastasalat var på menuen i sidste uge. Umiddelbart var det ikke min plan at lave opskrifter til bloggen denne dag, jeg havde ikke handlet ind til det. Men da jeg lige stod med en times tid og en knurrende mave, forsøgte jeg at se hvad køleskabet bød på. Jeg hev lidt råvarer frem og kunne hurtigt spotte at en klassisk pastasalat kunne komme på tale. Den er nemlig lavet med helt “almindelige” råvarer, ingredienser man ofte har i køleskabet. Den er hurtig at lave og den smager bare så godt.

Den er med en klassisk pastasalat dressing, én med karry, cremefraiche, lidt salt og lidt sukker. Jeg har tilføjet peberfrugt, rødløg, ærter, majs og asparges til min. Men du kan jo sagtens skifte lidt ud, hvis du har andre grøntsager på lager.

 

Klassisk pastasalat med karrydressing og sprød bacon

Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

10 minutter

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

Pastasalat

  • 150 g pastaskruer (jeg bruger fuldkornspasta)
  • 125 g bacon
  • 1/2 rødløg
  • 1 rød eller gul peberfrugt
  • 100 g majs (jeg brugte 1/2 majskolbe) men dåsemajs kan også bruges
  • 100 g ærter (jeg bruger dem fra frost)
  • en lille håndfuld grønne asparges (ca. 3 stk)
  • purløg til toppen

Dressing

  • 2 store spsk. mayo
  • 1 tsk. sennep
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 tsk. karry (undgå en for stærk én)
  • 2 tsk. sukker
  • 1 dl cremefraiche eller yoghurt (jeg bruger soyayoghurt)

Sådan gør du

  1. Kog din pasta efter ansvisning
  2. Steg dit bacon sprødt
  3. Bland din dressing sammen ved at røre alle ingredienserne sammen i en skål
  4. Hvis du bruger majs fra majskolbe, skal denne koges først og efterfølgende skæres majsene fra kolben
  5. Tag de frosne ærter og kom i en skål og hæld kogende vand over, så de tør op. Hæld så vandet fra igen.
  6. Skær peberfrugt, rødløg og asparges fint. Ift. asparges, fjerner jeg lige enden og bruger den ellers rå. Peberfrugt og asparges skylles selvfølgelig inden brug.
  7. Nu skal pastasalaten blot blandes. Vend pastaen, dressingen, majs, ærter og de andre grøntsager sammen i en stor skål. Kom det over i det fad du ønsker at anrette i og top med den sprøde bacon og lidt frisk purløg

Bedøm denne ret

pastasalat  pastasalat

klassisk pastasalat

Hvad kan man spise sammen med pastasalat?

Spis denne pastasalat sammen med kylling. Enten kan du koge noget kyllingebryst og derefter trække det fra hinanden med to gafler. Kom så kyllingen i eller over din pastasalat. Du kan også servere kyllingen ved siden af og bruge en af disse opskrifter: kyllingenuggets eller kalkunsaltimbocca. Det kan også være lidt brød du serverer til, f.eks. dette foccacia med parmesan-lime “snask”.

 

Pastasalat – god til buffet og børnefamilier

Pastasalaten her er super god til en buffet, hvis man nu skal holde en fest med mange mennesker. Den er nemlig forholdsvis billig at lave, da pasta, majs og ærter jo ikke koster alverdens. Den er også nem at lave en stor portion af, da der heller ikke skal hakkes særlig meget. Slet ikke hvis man bare køber en dåse majs, frem for at koge og pille majskolber. Den er også meget børnevenlig og egnet til både mænd og børnefamilier ;o) Her hjemme gik den i hvert fald rent ind ved begge parter. Vær dog en smule obs på at både karry og sennep kan være stærkt, hvis du serverer den til børn. Vælg måske en sød sennep eller en mild karry, hvis dette er målgruppen

 

Andre lækre pastaretter

Er du vild med (snaskede) slags pastasalat, så kig også med på de her opskrifter.

 

 

Instagram

Følg meget gerne med på min instagramprofil, hvor jeg deler en masse inspiration til især sundere mad og en aktiv livsstil. Både opskrifter, billeder, smoothiesversioner, madplaner mm. Du er også meget velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev her, det er helt gratis. Så modtager du mine madplaner på mail hver uge. De er nemme, grønne og hverdagsagtige, og der medfølger en indkøbsliste her uge.

Kommentarer

  1. Hey – du starter med at skrive at der skal asparges i, men i selve opskriften fremgår de ikke – skal de bare rå i?

Vis alle kommentarer (6)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret