Hakkebøffer med bløde løg

Der er noget helt særligt ved klassisk mormormad, og den her opskrift på hakkebøffer med bløde løg er både simpel og lækker. Den er fyldt med de velkendte smage, der får det til at føles som mormors køkken. Saftige bøffer, der er stegt til perfektion, toppet med bløde, balsamico-krydrede løg og serveret med kartofler, syltede agurker og lidt grønt.

Hakkebøffer med bløde løg Hakkebøffer med bløde løg

Opskrift på hakkebøffer med bløde løg

 

Denne opskrift indeholder lidt forskellige elementer, men jeg synes alligevel, det er overskueligt. På bare 40 minutter får du et måltid, der vækker minder om middage hos mormor. Det er god, gammeldags komfortmad, der er perfekt til både hverdag og weekend – og også en ret der er god til både børn og voksne, synes jeg. Smagen af dansk tradition på en tallerken – det kan næsten ikke blive mere nostalgisk.

Hakkebøf med bløde løg

Opskrift til 4 personer

Samlet tid

40 minutter

Ingredienser

Hakkebøffer med bløde løg

  • 400 g oksekød
  • 2 store løg
  • 2 spsk. smør
  • 1 spsk. balsamicoeddike
  • Salt og peber

Syltede agurker

  • ½ agurk
  • 1 dl eddike
  • 4 spsk. sukker

Brun sauce

  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. mel
  • 1 dl kogevand fra kartoflerne
  • 1 dl fløde
  • Salt og peber
  • ½ tsk. kulør
  • 1 spsk. eddike

Desuden

  • 600 g kartofler
  • lidt syltede rødbeder
  • evt. lidt pak choi
  • persille som drys

Sådan gør du

  1. Start med at koge kartoflerne i saltet vand, de skal have små 20 minutters tid alt efter størrelse, tjek efter 15 minutter om de slipper gaflen når man stikker i dem.
  2. Imens kartoflerne koger, kan du tilberede bløde løg og syltede agurker.
  3. Varm eddike og sukker op i en gryde til sukkeret smelter. Snit agurker i skiver, som kommes på et glas. Hæld eddiken over og lad dem stå til der er mad.
  4. Snit løg i ringe og steg dem i en smule olie på en pande i 10 minutter ved middelvarme, til de bliver bløde.
  5. Fortsæt imens med bøfferne. Form disse ud af oksekødet. Pres dem godt flade og krydr med salt og peber på begge sider.
  6. Steg bøfferne i godt med olie eller smør i 3-4 minutter på hver side og tag dem af panden.
  7. Tilbage til de bløde løg: tilføj efter de 10 minutter smør og lad det smelte, derefter tilsættes balsimocoeddike, salt og peber, giv dem yderligt 5 minutter.
  8. På den pande bøfferne stegte på, tilsættes først lidt smør, som smeltes.
  9. Kom så mel ved og pisk det til en klump. Hæld kogevandet fra kartoflerne lidt af gangen på panden, mens du rører klumpen mere og mere flydende.
  10. Kom så fløde ved og rør.
  11. Tilføj kulør, og smag til med lidt eddike og salt og peber
  12. Skær rødbeder i tern og giv pak choi et hurtigt opkog. Jeg kasserer enderne og skærer dem over på lags. Læg dem i en dåb tallerken med kogende vand over. Efter 5 minutters tid kasseres vandet og pak choi kan serveres.
  13. Nu skal det hele serveres: bøffer, de bløde løg oven på. Kartofler, saucen, de syltede agurker og rødbede og pak choi til. Krydr det hele og drys med hakket persille.

Bedøm denne ret

Ideer til justeringer af hakkebøffer med bløde løg

Hakkebøf med bløde løg kan nemt tilpasses efter smag og behag eller tilpasses forskellige kostbehov. Her er nogle forslag:

  • Alternativt kød: Skift hakket oksekød ud med hakket kylling eller svinekød for en anden smagsoplevelse. Du kan også bruge plantefars for en vegetarisk version.
  • Mere grønt: Tilføj en frisk salat med fx grønkål, æbler og nødder som tilbehør for et frisk pift. Du kan også servere dampede grøntsager som broccoli, grønne bønner eller ærter.
  • Krydr bøfferne: Eksperimenter med krydderier som paprika, timian eller hvidløgspulver for at give bøfferne ekstra smag.
  • Kartoffelvariation: I stedet for kogte kartofler kan du prøve kartoffelmos, ovnbagte kartofler eller søde kartofler som tilbehør.
  • Ekstra smag til løgene: Tilføj lidt frisk timian, honning eller endda en smule æblemost, når du steger løgene, for en sødmefuld og aromatisk smag.

 

Andre gode mormoropskrifter

Vild med gode, danske klassikere? Jeg forstår! Her kommer et par bud på andre opskrifter på klassisk mormormad:

 

Følger du mon med på Instagram eller TikTok?

Hvis ikke, så kan du klikke her, så kommer du direkte ind på min Instagram profil – hvis du altså kunne tænke dig at følge med. Jeg deler dagligt madinspiration og generelt lidt fra min hverdag og familie liv. På min TikTok profil deler jeg udelukkende madvideoer – måske du kan finde lidt inspiration her inde. Jeg håber, at vi ses 🙂

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret